Log ind

Bronzemedaljer

Husker du? |1980
|0
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere
Anfører Poul Andersen får overrakt bronzen i Vejle

1980 er et lidt overset år i OB-historien. Året er klemt inde mellem to mesterskabstriumfer i 1977 og 1982, og på den måde er det muligvis naturligt, at det er endt sådan. Vi glemmer dog ikke historien i OB, og derfor er det på sin plads at se tilbage på en sæson, som måske ikke havde guldglans, men dog skimtede flot af ædelt metal.

Sæsonen startede ellers lettere katastrofalt. Efter uafgjort ude mod KB i første spillerunde, blev det til nederlag mod Næstved, Køge og Vejle. Første sejr kom først i 6. runde, da Ikast blev slået 1-0 på mål af Steen Holm. Herefter klarede striberne uafgjort mod Lyngby og Fremad Amager, og i 9. runde kom sæsonens anden sejr i hus efter 3-1 ude over AaB – målscorere var Allan Hansen, Vilhelm Munk Nielsen og Uffe Pedersen. Et kompetent trekløver i striber.

To nye uafgjorte fulgte mod B93 og Esbjerg, og i 12. runde en ny sejr: 2-1 over Frem på mål af Vilhelm Munk Nielsen og Allan Hansen. De tre sidste kampe bød på uafgjort mod AGF og Kastrup, samt et nederlag til B1903.

Således var der ikke meget, der tydede på odenseansk medaljehøst i første halvdel af 1980 – dengang, hvor der blev spillet ifølge kalenderåret, og årets danske mestre blev fundet om efteråret.

Var sæsonens første 15 kampe noget af en skuffelse, fik træner Richard Møller Nielsen fyldt højoktan på spillermotorerne til de sidste 15 opgør. Først blev Køge nedlagt med 2-0 på to mål af Jan Andersen. Et nederlag til Næstved fulgte, men så vandt striberne for første gang i sæsonen to kampe i træk, da det blev til 2-1 ude over Køge og 1-0 hjemme over Kastrup. Allan Hansen og Vilhelm Munk Nielsen – nr. 1 og 2 på alle tiders topscorerliste i OB – sørgede for kasserne.

Efter en enkelt uafgjort mod B1903, gik OB’erne igen på krigsstien og nedlagde AGF, Frem og Esbjerg. B93 blev endestationen for det togt med et nederlag på 3-1. En ny sejr mod AaB fulgte, og så en uafgjort mod Fremad Amager. Og så gik det stærkt. Sæsonen sidste fire kampe blev vekslet til fire sejre og otte point. 3-0 over Lyngby på mål af Preben Knudsen, Ole Rasmussen og Michael Johansen. 3-1 ude over Ikast på mål af Preben Knudsen (2) og Allan Hansen. 4-0 over Hvidovre på mål af Allan Hansen (2), Preben Knudsen og Jan Andersen. Og endelig en 2-3-sejr ude over Vejle på mål af Preben Knudsen, Allan Hansen og Vilhelm Munk Nielsen.

En særdeles stærk slutspurt af lynhurtige Preben Knudsen, som også endte på 2.pladsen på OB’s interne topscorerliste for 1.division i 1980 med 11 mål – lige bagved Allan Hansen, som med 12 scoringer lagde sig i spidsen. Et andet stribet angrebskoryfæ, Vilhelm Munk Nielsen, endte på seks scoringer.

Husker du 1980? Eller har du bare en kommentar? Så skriv! - og det er muligt, din kommentar vil blive brugt som en del af historieafsnittet.
 


Skrevet af Morten Oestermann

Læs også....

Ny fynsk fodboldbog

Husker du? |04-12-2012

"De sidste amatører" fortæller om tiden før, fodbolden blev professionel.
Læs mere

Udlændinge i OB

Husker du? |04-09-2012

Fra Miti til Onyszko, Ruud til Tchami. Selvom rødderne er fynske, har gode udlændinge sat deres præg
Læs mere

Fritz Bonde ser tilbage

Husker du? |23-08-2012

OBs mangeårige formand Fritz Bonde kigger tilbage på hans virke i OB og trækker tråde til i dag.
Læs mere

EmediateAd