Log ind

De Største Striber: Jørgen Leschly Sørensen

De Største Striber |2011
|3
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere
Jørgen Leschly Sørensen i aktion i sin første OB-kamp i 1940-41.

Jørgen Leschly Sørensen er ubetinget et af de største navne, der nogensinde har været i OB, og angriberen har sin naturlige plads på samme hylde som Lars Høgh og Richard Møller Nielsen.

Leschly blev født 24. september 1922 i Lumby, og startede sin karriere på OB’s førstehold i 1939. Her blev han indtil 1949, kun afbrudt af sæsonen 1945/46 i B93, hvor han færdiggjorde sin uddannelse. Under den studentikose tilværelse i København nåede Leschly og B93 i øvrigt at vinde det danske mesterskab.

Tilbage i Odense rykkede OB og Leschly op fra 2. til 1. division i 1946/47, og angriberen blev dansk topscorer i 1. division 1948/49 med 16 mål i en sæson, hvor OB endte på 5. pladsen og B1909 rykkede ned. Det var kun fortjent at angriberen med de mange mål blev kendt som "Det Fynske Uvejr". 

Leschly var en del af ”Bronzeholdet”, det danske fodboldlandshold der, som navnet antyder, vandt bronze ved OL i London i 1948. Leschlys præstationer var så gode, at de kastede en professionel kontrakt med italienske Atalanta af sig. Sammenlagt nåede Leschly at spille 14 kampe for Danmark, og det forholdsvis korte engagement kastede flotte otte mål af sig. Bronzekampen ved OL blev vundet 5-3 over England, og Leschly scorede det ene af målene. Da Leschly skiftede til en professionel tilværelse i Italien, blev angriberen spærret fra landsholdet – hvilket forklarer, hvorfor Leschly fik så få landskampe.
 
Leschly spillede for Atalanta i årene 1949 til 1953. Her blev det til 51 mål i 134 kampe. De mange mål gjorde Leschly til et stort navn i italiensk fodbold, og den fynske angrebsstjerne skiftede til AC Milan til sæsonen 1953/54.
 
Halvanden gang bedre end Jon Dahl
Opholdet i AC Milan blev om muligt en endnu større succes for den fynske angriber. Leschly spillede i de berømte rød/sorte striber indtil 1955 og nåede 64 kampe og imponerende 28 mål – et scoringsgennemsnit på 2,28. Til sammenligning nåede Jon Dahl Tomasson 22 mål i sine 76 kampe for Milan – et scoringsgennemsnit på 3,45. Altså er Leschlys scoringsgennemsnit halvanden gang bedre end Jon Dahls – hvis man er lidt til tal. Brian Laudrup nåede 9 kampe og ét mål.

De italienske mestre tilbød Leschly kontraktforlængelse, men angriberen ville hjem til Danmark og OB – og sådan blev det. Leschly blev i 1955 udtaget til et Europahold, som skulle spille mod England, i anledning af det irske fodboldforbunds 75-års jubilæum – Europaholdet vandt 4-1, og Leschly neutraliserede den engelske legende Sir Stanley Matthews, men fik dog ikke scoret.

Karantæne
Da Leschly i 1955 vendte hjem til Odense, vendte han også hjem til to års karantæne som spiller. DBU straffede på den måde Leschly for sine år som professionel. Da han altså ikke kunne spille, satte Leschly sig i trænerstolen i OB i stedet, og vendte tilbage som spiller i 1958, hvor han huserede til 1962. Leschly fungerede kort som træner igen i 1963, hvor et ungt trænertalent satte sig i stolen – Richard Møller Nielsen.
 
Jørgen Leschly nåede i sin tid som spiller i OB at score 74 mål i 123 kampe – ét mål pr 1,6 kampe. Til sammenligning havde alle tiders OB-topscorer, Allan Hansen, et målgennemsnit på 2,7 for 130 mål i sine 355 kampe i stribet. En mere nutidig målkonge, Mwape Miti, havde et målgennemsnit på 2,25 for 109 mål i sine 246 kampe. Leschly ville naturligvis have scoret endnu flere mål for OB, hvis ikke han fik betalt for sin store karriere i Italien med to års karantæne i Danmark.
 
Jørgen Leschly var efter sin aktive karriere lærer i Odense, og døde som 76-årig i 1999.


Skrevet af Morten Oestermann

Læs også....

Stiften bliver til Richard Møller Nielsen Tribunen

De Største Striber |31-08-2017

Fremover vil fantribunen på EWII Park bære navnet på OBs mest betydningsfulde træner gennem tiderne.
Læs mere

Møller Nielsen: Glad og beæret

De Største Striber |20-12-2012

Richard Møller Nielsen vandt afstemningen om at blive træner for De Største Striber.
Læs mere

Fans kårer OB's første All Star-hold

De Største Striber |20-12-2012

I anledning af OB’s jubilæum blev klubbens fans bedt om at finde OB’s største spillere og træner.
Læs mere

EmediateAd