Log ind

De Største Striber næsten på plads

OB125 |12. december 2012
|0
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere
Lars Høgh siger tak til tilskuerne efter en fantastisk karriere. Thomas Helveg. Michael Hemmingsen. Allan "Skæg" Nielsen. Chris Sørensen. (Foto: Erik Kempf) Søren Berg. Andrew Tembo. Allan Hansen.

I november sidste år løftede vi sløret for en del af de ting, der ville komme til ske i løbet af 2012, OB’s 125 års jubilæumsår.

Èt af de store og involverende tiltag var De Største Striber – OB All Stars. Et fodboldhold bestående af 11 spillere og én træner, som har det tilfælles, at de alle sammen har spillet i OB eller været træner for OB’s førstehold på ét eller andet tidspunkt i klubbens lange historie.

Vi ville finde én spiller om måneden, og her i december er holdet er næsten på plads. Men du kan stadig nå at sætte dit præg, og afgive din stemme. Trænerpladsen er nemlig stadig åben, og er et opgør mellem Roald Poulsen, Richard Møller Nielsen, Harry Conradsen og Kim Brink. Du kan stemme på www.ob125.dk.

At få holdet på plads har været en stor og svær opgave. For i en klub med 125 års historie har rigtig mange spillere trukket striberne over hovedet – lige fra Laurits Hansen, som scorede OB’s første mål i 1894, til Daniel Høegh, som har scoret det seneste.

Den nemmeste løsning ville have været at et panel bestemte holdet fra målmand til træner. Men vi mener, det må være op til OB’s fans i sidste ende at bestemme, hvem det er, der har været De Største Striber. Derfor har vi ladet det være op til fans og Club OB-brugere gennem afstemninger at finde de 11 spillere og én træner. Det har heldigvis givet anledning til debat. Det er debatten, fodboldsnakken og kærligheden til spillet, som holder sporten i live.

Vi har været i gamle klubblade, magasiner og avisartikler og har talt med OB’ere, som har været i klubben gennem rigtig mange år, for at finde ud af, hvem der mon kunne være kandidater til en plads på De Største Striber. Buddene er blevet sendt til et udvalg bestående af Leif Rasmussen, Fyens Stiftstidende, Uffe Pedersen, OB, Anders Rørtoft Madsen, OB, Peter Borberg, forfatter, og Jacob Lind, tidligere formand for OB’s fanklub. Udvalget har skåret til, og valgt de kandidater, OB-fans har kunnet stemme på – én spiller og én måned ad gangen.

Det er dén proces, der nu næsten er færdig. Om det er det rigtige hold, vil altid være en svær og meget personlig sag, men det har været en fornøjelse at opleve hvordan debatten har floreret og OB-historien på den måde er blevet bragt til live. Vi håber, debatten fortsætter, for selvom jubilæumsåret snart er ovre, lever OB-historien stadig. Og så længe, den bliver sat i tale og debatteret, dør den aldrig.

Lars Høgh
Det kom ikke som nogen overraskelse, da Lars Høgh vandt afstemningen om målmandspladsen. 817 kampe for samme klub er rekord i dansk fodbold, og når man har været med i alle OB’s tre danske mesterskaber og vundet tre pokaltitler kunne det næsten ikke være anderledes.

Thomas Helveg
Så var der mere kamp om pladsen som højre back. I sidste ende blev det nuværende assistenttræner Thomas Helveg, som vandt i konkurrence med primært Steen Nedergaard. Meningerne var delte, men ét er sikkert – nemlig at begge i den grad er klubmennesker, og stadig er aktive i OB.

Michael Hemmingsen
Den ene af to pladser i centerforsvaret gik til Michael Hemmingsen.  410 kampe for OB – mange med anførerbindet om armen – gjorde da også ”Generalen” til en oplagt kandidat efter en flot, flot karriere.

Allan ”Skæg” Nielsen
Der blev også plads til Allan Nielsen – med tilnavnet ”Skæg” – på De Største Striber. Det blev i centerforsvaret, selvom ”Skæg” faktisk også kunne begå sig på midtbanen. To mesterskaber og en pokaltitel – den sidste som anfører - betød formentlig en del for valget af den teknisk velfunderede spiller.

Chris Sørensen
Pladsen som venstre back tilfaldt Chris Sørensen. Den mangeårige anfører spillede over 300 kampe for OB, og hører til gruppen af OB’ere med allerflest kampe. At Sørensen spillede mange af kampene som anfører gennem én af klubbens bedste perioder nogensinde, betød sikkert meget. Således vandt OB sølv i 2009, 2010 og 2011, og Sørensen var med alle tre gange.

Søren Berg
Pladsen på venstre midtbane gik til Søren Berg, som med sit evige arbejdsraseri og uortodokse spillestil spillede sig ind i hjerterne på mange fynboer, da han huserede i klubben i første halvdel af 00’erne. Det var aldrig finesserne, som prægede spillet, mens en energisk og aldrig svigtende indsats er altid populær.

Andrew Tembo
To zambiere fik plads på De Største Striber. Den ene var Andrew Tembo, som fik 284 kampe i stribet og dominerede på den centrale midtbane med en overlegen fysik og aldrig svigtende indsats. Tembo scorede 15 gange for striberne, og den mest berømte faldt i en legendarisk 4-3-sejr mod Brøndby i 2002. En perle, som de, der var til stede, stadig kan huske. Tembos følte langskud er den slags, fodbolddrømme laves af.

Allan Hansen
Det var svært at komme uden om manden med flest scoringer i OB-trøjen, og han var da også et sikkert valg.  Alle tiders OB-topscorer debuterede i 1974 og stoppede først i OB i 1988. Dog med afstikkere til Tennis Borussia Berlin og Hamburger Sports Verein.

Preben ”Tordenskjold” Knudsen
”Tordenskjold” fik også plads på De Største Striber. Ikke søhelten, men venstrewingen. ”Tordenskjold” var blot én af mange profiler i én af de bedste stribede generationer nogensinde i slutningen af 1970’erne og starten på 1980’erne - og fik den tvivlsomme ære at brænde OB’s eneste chance mod Liverpool i Europa Cup for Mesterhold på Odense Stadion i 1983.

Jørgen Leschly Sørensen
Den ældste spiller på De Største Striber er samtidig ét af de største navne, fynsk fodbold har fostret. Leschly var med til at spille OB op i landets bedste række efter Anden Verdenskrig, spillede som professionel i Atalanta og AC Milan, kom på Europaholdet, vendte hjem til OB, fik karantæne, trænede holdet, gjorde comeback som OB-spiller og scorede mål på samlebånd.

Mwape Miti
Zambiske Miti kunne næsten konkurrence med Lars Høgh med titlen som mest populære valg. Fra 1997 til 2005 bombede Miti 109 gange for OB, hvilket bringer ham op på tredjepladsen på stribernes evige topscorerliste. Miti var altid god for en gedigen arbejdsindsats, og forblev i klubben, da Superligaen blev byttet ud med Faxe Kondi Ligaen. Senere blomstrede Miti op og i sæsonen 2003/2004 kunne zambieren dele topscorerværdigheden i landets bedste række med angrebsmakkeren Steffen Højer.

Deltag i sidste del af afstemningen på www.ob125.dk.


Skrevet af Morten Oestermann



Læs også....

Richard Møller Nielsen: Jeg er glad og beæret

OB125 |20-12-2012

Richard Møller Nielsen vandt afstemningen om at blive træner for De Største Striber.
Læs mere

OB-fans kårer klubbens første All Star-hold

OB125 |20-12-2012

I anledning af OB’s jubilæum blev klubbens fans bedt om at finde OB’s største spillere og træner.
Læs mere

Bech og Møller Nielsen indtog Historiens Hus

OB125 |14-11-2012

To markante OB-trænere gjorde publikum klogere på forskellene mellem 1977 og 2012.
Læs mere

EmediateAd