Log ind

Denis Neville

Trænerne |1948
|1
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere

Da OB gik direkte fra 3. til 1. division fra 1945-47, var det med klubmanden Harry Conradsen som træner. Conradsen sprang til, da tyske Charlie Pohl måtte forlade landet pga. Anden Verdenskrig.  Det endte altså med én af de allerstørste OB-triumfer nogensinde og en præstation, som emmer så meget af klubånd og OB-hjerte, at det stadig varmer.

Løsningen på det tomme trænersæde blev engelsk. Denis Neville havde været kompromisløs forsvarsspiller i Fulham, hvor han havde spillet siden 1932. Da Anden Verdenskrig blussede op, kom Neville med Marskal Montgomerys engelske tropper til Nordafrika, hvor der ventede flere års blitzkrig i ørkensandet. Efter krigen gjorde Neville fortsat tjeneste som britisk soldat i Afrika, Italien og Israel. Den militære løbebane sluttede i 1946, hvorefter englænderen lagde hjelm og gevær på hylden, og tog på træner- og dommerkursus.

OB blev første trænerstation for Neville i en lang trænerkarriere. Da Conradsen havde leveret sit svendestykke og afleveret OB tilbage på rette hylde i 1. division, stod fynboen i spidsen for OB en sidste sæson, hvor OB som oprykkere sluttede på en 8.plads. Neville tog således over i sæsonen 1948/49.

I englænderens debutsæson blev det til én af de mest legendariske kampe, der nogensinde er blevet spillet i Odense – og som stadig huskes, på trods af, at OB tabte. Modstanderne fra AB, som dengang var en magtfaktor i dansk fodbold, med stjernen Knud Lundberg som altoverskyggende profil, var storfavoritter. Med hos OB var bl.a. Thorning Madsen, som den dag i den kun meget sjældent ikke dukker op til en OB-træning – og i øvrigt aldrig er i tvivl om, hvordan taktikken bør lægges. Sagde nogen klubånd?

Selve kampen mod AB forløb lettere vanvittigt. OB bragte sig sensationelt foran med 3-0. Vi lægger over til Fyens Stiftstidende, mandag d. 6. december 1948:

”Hurtige og farlige Angreb var der i begge Ender … og saa skete det: 3 OB-Maal paa 3 Minutter … Jørgen Leschly snor sig fri i højre og skifter helt over til Præstegaard, som elegant og behersket header ned for Fødderne af Svend Jørgen Hansen, der scorer fladt i Hjørnet – saa gaar Thorning Madsen solo igennem efter Forarbejde af Præstegaard og sender Bolden ind … endelig gik Jørgen Leschly solo i venstre og hamrede til Slut fra en ret spids Vinkel Bolden op i Nettaget”.

Herefter tog AB over og udlignede til 3-3. Sådan stod det ved pausen. Efter 47 minutter gik OB’s første landsholdsspiller, Svend Jørgen Hansen, op i en duel med AB-målmand Kaj Jørgensen. ”OB’eren naaede Kuglen først og headede den op i Taget”. 4-3. Svend Jørgen Hansen scorede også til 5-3, inden AB scorede tre mål i rap. 6-5 til AB og kampen slut.

OB endte på flot 5.plads i sæsonen 1948/49. Sæsonen efter blev det til en 7. plads. Nevilles tredje sæson som OB-træner sluttede tidligt, da englænderen efterlod OB på sidstepladsen midt i sæsonen. Neville drog til italienske Atalanta, hvor Jørgen Leschly nu slog sine folder. Legendariske Geza Toldi tog over i OB, og førte holdet til sølvmedaljer – klubbens første, og en præstation mindst på niveau med Ove Christensens mirakel i Randers.

Neville var dog en yderst vellidt herre i OB, ikke mindst pga. sit store arbejde med ungdomsafdelingen i OB, som han med gejst fik til at blomstre. 

Jørgen Leschly har formentlig lagt et godt ord for ind sin gamle træner, og fortalt varmt om sin professionelle fodboldkarriere i Atalanta. I sæsonen 1951/52 stod Neville i spidsen for klubben, som endte på 12. pladsen. I øvrigt blev danske John Hansen fra Juventus topscorer i Serie A det år.

I 1955 kaldte Holland og Sparta Rotterdam på Neville. Det blev til hele otte sæsoner i havnebyen, hvor højdepunktet var en kvartfinale i Europa Cuppen mod Glasgow Rangers i 1960 – Sparta tabte over hele tre kampe. Sparta og Neville blev hollandske mestre i 1959 og vandt den hollandske pokalturnering i 1958 og 1962.

Som tak for sine store præstationer i Sparta Rotterdam fik Denis Neville opkaldt en hel tribune efter sig – Denis Neville-tribunen. Det er her, de mest dedikerede Sparta Rotterdam-fans står, og den tribune, som altid bliver udsolgt først.

Neville blev i 1964 udnævnt som hollandsk landstræner, da han afløste Elek Schwartz. Det engagement varede dog kun til november året efter, hvor englænderen trak sig efter et nederlag til Schweiz.

Neville drog nu tilbage til England, hvor han blev manager for sekundaklubben Canvey Island FC. I 1978 kaldte Holland dog endnu engang, og amatørklubben TOGB fik glæde af den rutinerede træner.

Neville døde i Rotterdam i 1995, hvor man stadig hylder den gamle fodboldtræner.

Brugernes kommentarer:

Skovhauge

Alle de nævnte er også i min erindring. Da Dennis Neville var træner. Spillede jeg som dreng i Mosen. Vores træner hed Kofoed, såvidt jeg husker var han lærer på Aalykkeskolen. Den nævnte AB-kamp husker jeg også. Jeg husker også en senere AB-kamp på Odense Stadion.
Det år blev AB Danmarksmester. Medaljerne skulle uddeles efter kampen. De var stillet op, og der blev holdt tale for mestrene. Midt under højtideligheden satte Knud Lundberg sig ned og tog sine støvler af. Det vakte stor forargelse.
Som voksen kom jeg tilbage til Odense og spillede på B-hold bl.a. med Jørgen Høeg (var det Lars Høegs far?). En enkelt gang spillede jeg på A-holdet sammen Børge Hylle

Torry
Ja, jeg husker dem begge to, jeg så også kampen. havde været OB fan 2år dengang, det var et brag af en kamp, Leschly var min skolelærer til han blev profesionel i Atalanta,Svend hugger var også med hylle og hans henning jacobsen,det var sjovt selvom vi tabte 6-5.

larst
Til Skovhauge. Det kan ikke have været Lars Høghs far , for han hedder Poul Høgh.

Runkeldunk
Mener faktisk at Lars Høghs fulde navn er Poul Lars Høgh Pedersen. Men hvad hans far hedder ved jeg ikke..


Skrevet af Morten Oestermann

Læs også....

Ove Pedersen

Trænerne |19-01-2015

Gennemrutinerede Ove Pedersen overtog i efteråret 2014 taktstokken i OB.
Læs mere

Troels Bech

Trænerne |17-07-2012

Fynske Troels Bech overtog trænergerningen i OB til sæsonen 2012/2013 efter Poul Hansen.
Læs mere

Poul Hansen

Trænerne |16-03-2012

Sportsdirektør Poul Hansen overtog midlertidigt tøjlerne efter Henrik Clausen.
Læs mere

EmediateAd