Log ind

Det Fynske Uvejr

Husker du? |1939
|0
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere

Jørgen Leschly Sørensen er ubetinget et af de største navne, der nogensinde har været i OB, og angriberen har sin naturlige plads på samme hylde som Lars Høgh og Richard Møller Nielsen.

Leschly blev født 24. september 1922 i Lumby, og startede sin karriere på OB’s førstehold i 1939. Her blev han indtil 1949, kun afbrudt af sæsonen 1945/46 i B93, hvor han færdiggjorde sin uddannelse. Under den studentikose tilværelse i København nåede Leschly og B93 i øvrigt at vinde det danske mesterskab.

Tilbage i Odense rykkede OB og Leschly op fra 2. til 1. division i 1946/47, og angriberen blev dansk topscorer i 1. division 1948/49 med 16 mål i en sæson, hvor OB endte på 5. pladsen og B1909 rykkede ned. Det var kun fortjent at angriberen med de mange mål blev kendt som "Det Fynske Uvejr".  

Leschly var en del af ”Bronzeholdet”, det danske fodboldlandshold der, som navnet antyder, vandt bronze ved OL i London i 1948. Leschlys præstationer var så gode, at de kastede en professionel kontrakt med italienske Atalanta af sig. Sammenlagt nåede Leschly at spille 14 kampe for Danmark, og det forholdsvis korte engagement kastede flotte otte mål af sig. Bronzekampen ved OL blev vundet 5-3 over England, og Leschly scorede det ene af målene. Da Leschly skiftede til en professionel tilværelse i Italien, blev angriberen spærret fra landsholdet – hvilket forklarer, hvorfor Leschly fik så få landskampe.

Leschly spillede for Atalanta i årene 1949 til 1953. Her blev det til 51 mål i 134 kampe. De mange mål gjorde Leschly til et stort navn i italiensk fodbold, og den fynske angrebsstjerne skiftede til AC Milan til sæsonen 1953/54.

Halvanden gang bedre end Jon Dahl
Opholdet i AC Milan blev om muligt en endnu større succes for den fynske angriber. Leschly spillede i de berømte rød/sorte striber indtil 1955 og nåede 64 kampe og imponerende 28 mål – et scoringsgennemsnit på 2,28. Til sammenligning nåede Jon Dahl Tomasson 22 mål i sine 76 kampe for Milan – et scoringsgennemsnit på 3,45. Altså er Leschlys scoringsgennemsnit halvanden gang bedre end Jon Dahls – hvis man er lidt til tal. Brian Laudrup nåede 9 kampe og ét mål.

De italienske mestre tilbød Leschly kontraktforlængelse, men angriberen ville hjem til Danmark og OB – og sådan blev det. Leschly blev i 1955 udtaget til et Europahold, som skulle spille mod England, i anledning af det irske fodboldforbunds 75-års jubilæum – Europaholdet vandt 4-1, og Leschly neutraliserede den engelske legende Sir Stanley Matthews, men fik dog ikke scoret.

Karantæne
Da Leschly i 1955 vendte hjem til Odense, vendte han også hjem til to års karantæne som spiller. DBU straffede på den måde Leschly for sine år som professionel. Da han altså ikke kunne spille, satte Leschly sig i trænerstolen i OB i stedet, og vendte tilbage som spiller i 1958, hvor han huserede til 1962. Leschly fungerede kort som træner igen i 1963, hvor et ungt trænertalent satte sig i stolen – Richard Møller Nielsen.

Jørgen Leschly nåede i sin tid som spiller i OB at score 74 mål i 123 kampe – ét mål pr 1,6 kampe. Til sammenligning havde alle tiders OB-topscorer, Allan Hansen, et målgennemsnit på 2,7 for 130 mål i sine 355 kampe i stribet. En mere nutidig målkonge, Mwape Miti, havde et målgennemsnit på 2,25 for 109 mål i sine 246 kampe. Leschly ville naturligvis have scoret endnu flere mål for OB, hvis ikke han fik betalt for sin store karriere i Italien med to års karantæne i Danmark.

Jørgen Leschly var efter sin aktive karriere lærer i Odense, og døde som 76-årig i 1999.

Brugernes kommentarer:

Nexman
Endnu et kapitel i eventyret om Odense Boldklub.. fantastisk læsning :-)

torben-
JA - Jeg husker Jørgen Leschly Sørensen, både som spiller og træner. Jeg var 8 år, da han skrev under på en, efter datidens niveau, fantastisk kontrakt med Atalanta i Italien (i dag ville man grine sin r** i laser over den kontrakt, med tanke på, at han iflg. datidens regler fraskrev sig retten til at spille landskampe).

Det er mest kampene efter Italien, jeg husker. Han var en helt fantastisk spiller.

Jeg husker bl.a. en uofficiel landskamp (ca. 1952) mod et eksotisk land (husker desværre ikke hvilket), netop på Odense Stadion (meget usædvanligt dengang at lægge en landskamp andre steder end Idrætsparken i København) En helt vild kamp, hvor JLS scorede fra midterlinien lige efter at bolden blev sat i spil til 2. halvleg. Jeg har aldrig set noget lignende, hverken før eller siden! Knud Lundberg (AB) gav bolden op - en inderside mod højre, hvor JLS hamrede til den og den gik ind helt oppe i trekanten. Danmark vandt så vidt jeg husker med 5-1, JLS scorede endnu en gang
og Knud Lundberg lavede også 2 mål.


Skrevet af Morten Oestermann

Læs også....

Ny fynsk fodboldbog

Husker du? |04-12-2012

"De sidste amatører" fortæller om tiden før, fodbolden blev professionel.
Læs mere

Udlændinge i OB

Husker du? |04-09-2012

Fra Miti til Onyszko, Ruud til Tchami. Selvom rødderne er fynske, har gode udlændinge sat deres præg
Læs mere

Fritz Bonde ser tilbage

Husker du? |23-08-2012

OBs mangeårige formand Fritz Bonde kigger tilbage på hans virke i OB og trækker tråde til i dag.
Læs mere

EmediateAd