Log ind

Geza Toldi

Trænerne |1950
|0
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere

Ungarske Geza Toldi er på mange måder en af de mest spændende personligheder, som har haft OB-logoet over hjertet, da han var træner fra 1950 til 1954. Men inden vi præsenterer den legendariske træner nærmere, er det værd at se på de omstændigheder der rådede i OB, da Toldi tiltrådte. Det var nemlig ikke de letteste tider at være OB’er.

OB triumferede i årene 1945-1947 ved at stryge direkte fra 3. til 1. division. Det betød dog også at Svend Jørgen Hansen og Jørgen Leschly Sørensen, én af de største OB'ere nogensinde, og OB’s engelske træner, Denis Neville, blev professionelle i Italien. Leschly fik stor succes ved OL i 1948, hvilket ikke gjorde den danske landsholdspiller mindre interessant for professionelle, udenlandske hold. 

OB blev efter åreladningen overtaget af klubmanden Harry Conradsen, som også var træner under de to oprykninger, og altså havde vist flotte resultater. Ved udgangen på efterårssæsonen 1950 havde Striberne dog kun opnået fire points, og OB var nærmest dømt til nedrykning. Det var det OB-hold, Geza Toldi skulle overtage. Men først lidt mere omkring den store ungarer...

Geza Toldi er et af de mest kendte navne i ungarsk fodbold, et land som høstede store triumfer, da fodbolden blev international, har vundet to VM-sølvmedaljer og er blevet kaldt det bedste hold, der aldrig har vundet VM. Toldi startede sin karriere i Ferencvaros Budapest. Den unge angriber erobrede en startplads på et meget stærkt ungarsk mesterhold, en plads han holdt helt til 1939. Klubben vandt mesterskaber på stribe, og Toldi blev ungarsk ligatopscorer i sæsonen 1933/34.

I 1937 var Toldi en vigtig brik på det Ferencvaros-hold, som vandt én af de første internationale klubturneringer overhovedet; Mitropa Cup, en slags forgænger for Champions League, med deltagelse af de bedste hold fra Østrig, Ungarn, Italien, Schweiz, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Rumænien. Finalen mod SS Lazio blev spillet over to kampe, og Toldi scorede i dem begge. Turneringen blev skrinlagt under Anden Verdenskrig, men blev genoptaget under navnet Zentropa Cup i 1951. Turneringen mistede sin status, da andre europæiske klubturneringer blev indført. Men Toldi var en stor mand i europæisk fodbold og nåede at score imponerende 271 mål i 324 ligakampe.

Toldi debuterede på det ungarske fodboldlandshold i 1929 mod Schweiz. Angriberen scorede, og nåede i sin landsholdskarriere at score 25 mål i 46 kampe for Ungarn. Det blev bl.a. til en VM-finale i 1938, da Ungarn tabte til Italien.

Efter Anden Verdenskrig optog Toldi trænergerningen i Finland, som træner for VSP Vaasa – en klub han førte til det finske mesterskab. Herefter ventede en anden nordisk klub: OB var i problemer og havde bud efter den ungarske stjerne. Og Toldi tog fat, så det kunne mærkes.

Geza Toldi kom til i vinterpausen 1950/51, og indledte sin tid i Odense med at få spillerne i overordentlig god fysisk form. Der blev indgydt indædt fightervilje i OB’erne, og med det hårde arbejde som basis, kunne Toldi og spillerne begynde at finpudse detaljerne og spille smukt. Toldi blev beskrevet som elegant, myndig og ikke mindst højt elsket af folk i klubben, og resultaterne viste sig snart – OB gik fra at være stensikker nedrykningskandidat til at vinde sølvmedaljer, de første i klubbens historie. Det var dog ikke alt. Med OB’s flotte resultater og Geza Toldis store navn, fik OB invitationer til at spille mod andre europæiske hold, og Striberne var bl.a. i Paris, hvor man mødte Racing Club de Paris fra den bedste franske række.  

Geza Toldis kontrakt udløb i 1954, og han var på det tidspunkt en så velanset træner, at OB ikke kunne holde på ungareren. Toldi kunne vælge og vrage mellem tilbud, og valgte AGF, som gik nogle store år i møde i toppen af dansk fodbold med Toldi ved roret.

Toldi nåede tre mesterskaber med AGF, blev belgisk landstræner og nåede også forbi B1909, inden han døde i 1985, velsagtens én af de største profiler, OB og dansk fodbold har haft æren af.


Skrevet af Morten Oestermann

Læs også....

Ove Pedersen

Trænerne |19-01-2015

Gennemrutinerede Ove Pedersen overtog i efteråret 2014 taktstokken i OB.
Læs mere

Troels Bech

Trænerne |17-07-2012

Fynske Troels Bech overtog trænergerningen i OB til sæsonen 2012/2013 efter Poul Hansen.
Læs mere

Poul Hansen

Trænerne |16-03-2012

Sportsdirektør Poul Hansen overtog midlertidigt tøjlerne efter Henrik Clausen.
Læs mere

EmediateAd