Rurik Gislason har kørt på lidt lavt blus siden træningskampen mod Vejle Boldklub Kolding. Men nu lysner det, og islændingen håber på at kunne være med mod Malmö FF på fredag.
- Det ser ud til, jeg bliver klar indenfor de næste par dage. Det ser vi på i morgen. Jeg skal træne med truppen igen i morgen, og så må vi se, hvordan det går der, fortæller Rurik Gislason om muligheden for at være med mod svenskerne.
Fredagens træningskamp er OB’s sidste træningskamp før det går løs i forårets vigtige kampe i Superligaen.
- Træningskampen mod Malmö FF er lige så vigtig som alle de andre træningskampe, og vi vil selvfølgelig bruge den til at blive så godt forberedte som muligt til Silkeborgkampen den 5. marts. Det er vigtigt at vi er klar til turneringsstarten om en uge, siger Rurik Gislason om kampen mod Malmö FF i Sverige.
Kigger man lidt længere frem, så ser OB’s islandske landsholdsspiller meget frem til at komme i gang med forårssæsonen og at komme på græs og spille om point.
- Jeg glæder mig rigtig meget til sæsonstarten. Det bliver dejligt at komme på græs på TRE-FOR Park og spille for vores tilskuere i en kamp, der virkelig tæller. Det er altid anderledes end træningskampene, og det glæder vi os alle sammen rigtig meget til. Det har set udmærket ud på træningslejren og i de kampe, vi har spillet. Vi har virkelig prøvet at spille fodbold; lidt underholdende, men selvfølgelig skal det også være effektivt. Vi har gode muligheder for at lave et godt resultat i foråret, fortæller Rurik Gislason, der i træningskampene ofte er blevet brugt som angriber sammen med Morten Skoubo.
Bliver det hans position i foråret, er det ikke noget problem for ham. Han spiller der, hvor trænerne beder ham spille.
- Det er okay. Det har jeg gjort før, og jeg har altid sagt, at så længe jeg er på banen, er det lige meget, hvor jeg spiller, slår Rurik Gislason fast, inden han går i bad efter dagens træning.