Log ind

Greve: Jeg har altid kæmpet for at få lov til at spille

Alka Superliga |17. august 2017
|0
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere
(Foto: Morten Wamsler / OB)

’’Og med nummer 21 – Oprindeligt fra Langeskov IF – MATHIAS GREVE’’ Sådan har det længe lydt på EWII Park, når OB har stået overfor forskellige modstandere i Alka Superligaen. Faktisk har den 22-årige Mathias Greve været en fast del af truppen siden 2014. Den driblestærke fynbo har i skrivende stund spillet 76 kampe for Striberne med 32 starter til følge.

I denne sæson har han imidlertid startet i fire ud af fem kampe, hvilket har kastet ros af sig fra både cheftræner, fans og medier. Spørgsmålet er, er det ved at være tid til det endelige gennembrud som Superliga-profil hos OB?

- Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at jeg har været inde omkring kernen på holdet. Vi har flere dygtige spillere på min position, så det er på ingen måde givet, at jeg er fast starter. Der er utvivlsomt kamp om pladserne og hvis jeg ikke præsterer hver gang er der en anden, der tager pladsen.

Greve er et produkt af OB’s egen ungdomsafdeling og har spillet i klubben siden U13 efter en række succesfulde træninger i forbindelse med Øens Hold samarbejdet.

- Jeg var 12-13, da jeg skiftede til OB. Det var kæmpestort at komme ind og spille hos OB. Jeg blev heldigvis fundet god nok, og så har jeg bare holdt ved lige siden, siger Greve med et smil.

Fra landsbyen til storbyen

Han kommer oprindeligt fra Langeskov, der er en lille by med ca. 4000 indbyggere på det østlige Fyn. Dengang handlede det for Greve mere om det sociale element, hvor han spillede med sine skolekammerater i den lokale klub. Men da OB gerne ville tilknytte ham var han klar. Men der er lang vej fra håbefuld ungdomsspiller til at nå det forjættede land i førsteholdstruppen.

- I OB blev det hele mere professionelt både med hensyn til kvaliteten af træningen, men helt klart også med mængden. Fodbold blev lige pludselig noget mere seriøst, og selvom jeg allerede dengang drømte om at gå hele vejen handlede det egentlig bare om at spille sig på de respektive ungdomshold.

Og selvom det i første omgang gik godt har han fra de unge år været vant til, at kæmpe for at få lov til at spille for ungdomsholdene.

- Jeg fokuserede kun på at komme på her og nu, fordi det kan være svært nok at komme på dér. Jeg var f.eks. ikke fast mand da jeg blev rykket op på U17, og jeg har egentlig altid skulle kæmpe for at få lov at spille.

Den sværeste periode

Men Greve blev en profil hos U15. Og da han rykker op til U17 var det naturligvis med forhåbningen om, at kunne gøre sig gældende dér. Men det viste sig at blive en kæmpe udfordring for det unge talent.

- Det var en periode, hvor tingene ikke rigtigt fungerede og hvor jeg havde svært ved at komme på holdet. Jeg voksede langsomt og fodbold blev lige pludselig et meget fysisk spil, og jeg havde ingen muskler på kroppen.

- Jeg var på det tidspunkt i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde lyst til at bruge al min tid på fodbold. Alle dagene gik med fodbold, og jeg må indrømme, at jeg overvejede, om det egentlig var det værd. Det var en kæmpe udfordring for mig dengang, men jeg lærte meget om det spring, der er mellem årgange.

- Jeg kom igennem, fordi jeg er konkurrencemenneske helt ind til benet. Og det var med til, at jeg i stedet fik arbejdet mig ind på holdet. Det var også positivt, at jeg lærte rigtigt meget om mig selv og jeg tror, at det har hjulpet mig, da jeg først begyndte at komme ind omkring førsteholdet.

Oprykningen til Superligatruppen

Da han blev 2. års U19 spiller begyndte det for alvor at tage fart for den unge fynbo. Det blev til træninger med førsteholdet, hvor det gik op for ham, at han kunne være med på deres niveau.  

- Lige da jeg kom op i førsteholdstruppen handlede det bare om at komme til træning og lære at være superligaspiller. Man kiggede selvfølgelig på, hvad de andre gjorde og hvordan man skulle opføre sig. Men det var en god tid, hvor jeg synes, at jeg kom rigtig godt ind i det.

- Jeg gik fra at være en af de bedste på U19 til pludselig at være helt i bunden af hierarkiet. Den omstilling kan for mange være rigtig svær, men jeg synes faktisk, at jeg klarede det godt i den periode. Det er en mental ting, som alle unge kommer til at skulle slås med, når de bliver rykket op. Men jeg havde lært meget af det spring, som jeg tidligere havde taget, da jeg gik fra U15 til U17.  

Det hele gik stærkt

I 2014 fik Mathias Greve debut for OB’s bedste mandskab, da han blev skiftet ind i det 78. minut mod FC Vestsjælland. I forhold til truppen i dag, er han den eneste aktør fra den kamp, som stadig er på kontrakt hos Striberne. Og når han tænker tilbage på månederne omkring debuten kalder han det alt andet end stille og roligt.

- I månederne op til min debut gik det hele sindssygt stærk. Vi var ramt af skader og pludselig kom jeg ind og skulle spille angriber. Det hele gik fra, at man i klubben troede, at jeg blot skulle op og være trupspiller, hvor jeg bare skulle lære og suge alle de nye indtryk til mig. Men så fik jeg pludselig debut og derefter også en del kampe i det halvår.

På vej til at blive en profil

Mathias Greve har netop taget hul på sin fjerde sæson som Alka Superliga-spiller. Opstarten er blevet brugt til at lægge et stærkt fysisk fundament. Nu handler det om, at blive bedre til at være afsender på den afgørende aflevering og samtidig få mere succes som målscorer.

- Målet lige nu er at blive en profil på det her OB-hold. Nu har jeg været relativt fast mand de sidste par kampe, så det næste skridt må være at blive mere kampafgørende. Jeg går på banen for at levere de ting, som en offensivspiller har et medansvar for. Men jeg havde måske håbet på at have et lidt højere antal mål og assist på min personlige konto, men lad os nu se, om det ikke allerede kommer på søndag mod FC Midtjylland.

Kent Nielsen ser også potentiale i Mathias Greve til at blive en offensiv profil for OB. Han understreger bl.a. at Greve er blevet mere bevidst om både det fysiske og taktiske aspekt ved professionel fodbold og roser ham for sit hårde arbejde. Men cheftræneren understreger også, at der stadig er vej for den 22-årige midtbanespiller.

- Han har gjort det godt i de kampe, som han har fået fra start. Og så er det positivt, at en af OB’s egne unge spillere har taget springet og kan vise det på førsteholdet. Han er kommet godt fra start, men kreative spillere bliver på den lange bane målt på deres evne til at score mål og assistere, og der er stadig ting han skal arbejde med. Men han er startet stærkt og på sigt har han potentiale til at præstere på et stabilt godt niveau og blive en offensiv profil for OB i Superligaen. 


Skrevet af Kim Gavnbo



Læs også....

Kampprogrammet OB-Hobro er klar!

Alka Superliga |24-11-2017

På søndag kl. 14.00 skal vi i top-6 med en sejr over Hobro! Ses vi på stadion?
Læs mere

Kent & Jóan i ugens podcast

Alka Superliga |24-11-2017

Kent ser frem mod søndagskampen mod Hobro og Jóan Edmundsson er gæst i en udvidet omgang A til Å.
Læs mere

Omstillinger og effektivitet bliver afgørende

Alka Superliga |23-11-2017

Frederik Tingager er klar til Hobro, og det bliver en tæt kamp, hvor effektivitet er vigtigt.
Læs mere

EmediateAd