Log ind

Kulminationen på en gylden periode

Husker du? |2000
|0
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere

Årene 2000 og 2001 var kulminationen på en gylden periode i OB’s Kvindeafdeling. De to foregående år havde holdet vundet DBU’s Landspokalturnering, men det helt store mål, et dansk mesterskab, var endnu ikke blevet opfyldt.

Historien om OB’s danske mesterskab anno 2000 er et eventyr, der er Odenses berømte bysbarn, H.C. Andersen, værdigt. Ligesom Andersens grimme ælling modstod modgang og voksede op til at blive en smuk svane, voksede OB’s elitedivisionshold 2000 fra at være en sikker vinder af bronzemedaljer til at stå med den største nationale hæder, en kvindelig dansk fodboldspiller kan opnå. Og ligesom ællingen måtte OB-pigerne igennem modgang og hårdt arbejde, før belønningen kom. Holdet lå ved årsskiftet 1999 – 2000 på 3. Pladsen med seks point op til Fortuna Hjørring på førstepladsen. Så det lignede de efterhånden traditionelle bronzemedaljer til de stribede piger.

Holdet skulle fra foråret vænne sig til en ny træner efter populære Erling Thomsen, der havde sagt ja til et job hos DBU. Samarbejdet med Thomsens efterfølger gik imidlertid i hårdknude, inden forårssæsonen begyndte, og så tog Jan Knudsen over.

De hyppige trænerskift var ikke den eneste udfordring, holdet kom ud for. Skader til en række vigtige spillere var andre hindringer, der måtte overkommes. Alligevel blev det en fantastisk sæson, hvor OB kun satte point til i fem kampe. Og i det gyldne forår blev det kun til pointtab i en kamp. Samtidig vandt OB nøglekampe mod de traditionelle DM-kandidater. Fortuna Hjørring og HEI, der hidtil havde været førende i kampen om DM-titler, blev besejret to gange hver, henholdsvis 2-1, 5-4 og 4-0, 5-3.

OB vandt det danske mesterskab 1999-2000, fordi holdet var bedre end de øvrige titelaspiranter. Holdet var godt sammenspillet og havde en realistisk indsigt i egne styrker og svagheder. Spillerne forstod at udnytte styrkerne og undgå at blotte svaghederne, og det gjorde holdet til en stærk enhed.

Desuden havde OB en stærk, bred trup, der bestod af en god blanding af mange landsholdspillere, lige fra A-landsholdet til U17-landsholdet, krydret med stabile ikke-landsholdsspillere. Og de spillere der kom ind på grund af skader til andre spillere, greb chancen og viste, at de var på samme niveau som de spillere, de afløste.

Truppen, der vandt Danmarksmesterskabet 1999-2000 var Gitte Krogh, Majbritt Knudsen, Line Birch, Maria Hansen, Merete Pedersen, Julie Hauge Andersson, Lene Terp, Janne Rasmussen, Heidi Johansen, Lone Larsen, Marlene Kristensen, Ditte Andersen, Lenni Lund, Anne Ulnitz, Jeanette Johansen, Lisbeth Mathiasen, Liana Nielsen, Marianne Løvendorf, Ida Jørgensen.

Da capo i 2001
Da mesterskabet skulle forsvares i 2000-2001, var det med nye ansigter på mange pladser. Jan Knudsen havde overladt roret til Peer Danefeld, der tidligere havde haft stor succes som træner for B1909’s kvinder, og flere spillere havde forladt holdet. Derfor var der en vis nervøsitet med hensyn til holdets formåen og niveau i forhold til titelforsvaret.

Sæsonen begyndte dog godt, med en 1-0 sejr over HEI, en sejr der havde stor psykologisk betydning. En måned senere sejrede OB stort i Hjørring, og da spillerne gik på juleferie, kunne de glæde sig over et efterår, der ikke havde budt på nederlag. Til trods for, at truppen var blevet smallere, var kvaliteten altså ikke sænket, og OB sluttede efterårssæsonen med et forspring på seks point til de nærmeste forfølgere, HEI.

Faktisk skulle man helt hen til den syvende kamp i foråret, før OB indkasserede et nederlag, og at OB virkelig var det bedste kvindehold i Danmark i den sæson understreges af, at mesterskabet blev sikret i tredjesidste turneringsrunde.

Nøglen til mesterskabet 2000-2001 lå endnu engang i udfaldet af kampene mod Fortuna Hjørring og HEI. OB besejrede Fortuna Hjørring tre gange i løbet af sæsonen, mens det blev til to sejre og en uafgjort mod HEI.

Men der var ujævnheder undervejs. I foråret 2001 endte en hjemmekamp mod Hillerød 3-3 efter en OB-føring på 2-0, og da en hektisk uge i opløbet med fire kampe på ni dage blev indledt med to nederlag, anede man måske lidt usikkerhed, for pludselig var der kun fire kampe tilbage – og to af dem var mod Fortuna Hjørring, der havde fundet formen på det tidspunkt. Men så viste holdet den moral, der var en af de vigtigste årsager til holdets succes, og tog til Hjørring og hentede en 1-0 sejr. Dermed kunne OB sikre sig Danmarksmesterskabet 2000-2001 med en sejr over B52 i den tredjesidste kamp. Det gjorde holdet med to mål i løbet af de første ni minutter, og en 7-0 sejr efter 90 minutter.

Truppen, der vandt DM i 2001: Gitte Krogh, Lenni Lund, Marie Louise Breith, Janne Rasmussen, Majbritt Knudsen, Line Birch, Merete Pedersen, Mette Bülow, Julie Hauge Andersson, Joanne Evans, Lene Terp, Lisbeth Mathiasen, Jeanette Johansen, Kristina Jakobsen, Heidi Johansen, Marianne Løvendorf, Liana Nielsen.

Mesterskaberne 1999-2000 og 2000-2001 var specielle på hver sin måde. Det første mesterskab var specielt, netop fordi det var det første, og det andet mesterskab var specielt, fordi det blev sikret på trods af stor afgang før sæsonen, og fordi det kvalificerede OB til den første udgave af UEFA’s Europa Cup for kvinder. Dermed blev begge mesterskaber historiske for OB.

Men mesterskaberne har også noget til fælles: De understregede, at OB på det tidspunkt var Danmarks bedste kvindelige fodboldhold – kulminationen på en gylden periode for kvindefodbolden i OB.


Skrevet af Asger Torning

Læs også....

Ny fynsk fodboldbog

Husker du? |04-12-2012

"De sidste amatører" fortæller om tiden før, fodbolden blev professionel.
Læs mere

Udlændinge i OB

Husker du? |04-09-2012

Fra Miti til Onyszko, Ruud til Tchami. Selvom rødderne er fynske, har gode udlændinge sat deres præg
Læs mere

Fritz Bonde ser tilbage

Husker du? |23-08-2012

OBs mangeårige formand Fritz Bonde kigger tilbage på hans virke i OB og trækker tråde til i dag.
Læs mere

EmediateAd