Log ind

Mads Holm ny U19-assistenttræner

Akademi |19. maj 2017
|0
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere
(Foto: Benjamin Jakobsen/ob.dk)

OBs U14-træner, Mads Holm, skifter i sommerferien trænerjob, når han ikke længere skal være U14 cheftræner i OB. Heldigvis bliver han i OB, hvor han skal være assistenttræner på klubbens U19 Ligahold, hvor Kim Engstrøm er cheftræner. Skiftet ser 26-årige Mads Holm, der har UEFAs A-Licens, som et skridt op, og han glæder sig til at arbejde med en gruppe ældre spillere.

- Jeg glæder mig til at blive udfordret på nogle andre ting og til at træne nogle spillere der er ældre. Fokus er i højere grad på det taktiske, hvor jeg får meget ansvar – specielt i den boldbesiddende del. Efter seks års trænergerning i U14-årgangen bliver det også spændende at prøve noget nyt. Jeg kommer til at arbejde med de spillere, der skal gøres klar til Superligaen – vi skal på U19 give dem det sidste skub, så de bliver klar til udfordringerne i Alka Superligaen, og det glæder jeg mig til at blive en del af.

Selvom han glæder sig til de nye udfordringer hos U19-drengene, så er der heller ingen tvivl om, at han i perioder vil komme til at savne den daglige gang sammen med OBs nuværende U14-drenge.

- Jeg kommer helt sikkert til at savne den gruppe af spillere, jeg har lige nu. U14 er den aldersgruppe ved drengene, hvor de for alvor skal gøres til at blive elitespillere, og som trænere skal vi være med til at præge den kultur, drengene forhåbentlig skal være en del af de næste mange år i OB.

Selvom han går fra cheftræner til assistenttræner, så var Mads Holm ikke i tvivl, da muligheden for et samarbejde med Kim Engstrøm på klubbens U19-hold bød sig.

- Først og fremmest er det en hamrende god mulighed for at bygge på min egen trænerudvikling. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det her vil gøre mig til en endnu dygtigere træner. Derudover glæder jeg meget til at skulle samarbejde med Kim, som jeg har en rigtig god relation til. Vi har haft nogle gode snakke om, hvad rollen indeholder, og når jeg ser på de arbejdsområder, Kim har skitseret for mig, så glæder jeg mig helt vildt, og håber at komme til at rykke mig endnu mere. Det vigtigste ved det her skridt fra U14 til U19 for mig er, at jeg skal blive en dygtigere træner.

Det at være træner på U14 og U19 kan ikke sammenlignes, fordi den gruppe spillere man arbejder med er på to så forskellige niveauer rent færdighedsmæssigt.

- Det er svært at sammenligne U14- og U19-jobbet, fordi årgangene er så forskellige, som de er i det her tilfælde. Der er mere fokus på det færdige spil i U19, mens der i U14 er mere fokus på færdigederne. På U19 skal vi give spillerne de sidste procenter, så de kan blive klar til at træde ind på EWII Park. De færdigheder der skal udvikles på U19 skal gavne spillerne, så de kan fungere bedre i det færdige spil. Vi forventer, at drengene allerede mestrer indersider, vristspark, vendinger, hovedstød og så videre – så vi skal i stedet fokusere på at kunne sætte det sammen, så det kommer til at fungere, når det er i en kampsituation.

OBs talentchef, Tonny Hermansen er begejstret for at Mads Holm nu er klar til at tage skridtet fra U14 til U19, at han bliver en succes, det er der ikke tvivl om ifølge Tonny Hermansen.

- Først og fremmest er Mads Holm et rigtig stort trænertalent. Jeg er rigtig glad for, at han kommer op på U19-holdet, så vi kan give ham lidt erfaring på den front. Mads er en spændende træner, og han vil være sindssygt god i forhold til de opgaver, der venter på U19, hvor han skal kigge på den enkelte spillers udvikling frem mod stadiet som superligaspiller. Han er sindssygt dygtig på den front. Han skal være med i et team, hvor han skal samle erfaring, han kan fylde på i forhold til sin trænerkarriere. Vi er sindssygt glade for, at han har sagt ja til jobbet, og vi forventer os meget af Mads Holm, der er et stort trænertalent, for ligesom vi udvikler spillere, så skal vi også udvikle trænertalenter i OB, fortæller Tonny Hermansen.

Den nuværende cheftræner på U19-holdet, Kim Engstrøm glæder sig ligesom Tonny Hermansen og Mads Holm også til, at Mads bliver en del af det kommende U19 trænerteam.

- Jeg glæder mig rigtig meget til, at Mads bliver en del af det kommende U19 trænerteam. Han kan bidrage med rigtig meget til setupet i forhold til de træneregenskaber og kompetencer, han har. Det er en træner, jeg selv har peget på i forhold til at ville have ind i teamet, og jeg er vildt glad for, at det er lykkes. Mads har den rigtige profil i forhold til det vi vil næste år med mere video og mere specifik træning omkring vores bedste spillere. Så jeg har helt klart en forventning om at Mads kan bidrage med de ting, han er god til. Det er en naturlig del af Mads videre trænergerning, hvor han skal få noget erfaring fra højeste niveau ungdomsmæssigt. I år har han snust til det ved U19, og det kan han forhåbentlig tage med videre. Jeg ser rigtig meget frem til samarbejdet med Mads, siger Kim Engstrøm.

Selvom Mads Holm glæder sig til efter sommerferien, så er der først lige et par ting, der skal gøres færdigt hos U14-drengene, hvor striberne topper rækken foran FC Midtjylland.

- Det vil være fantastisk for mig at slutte af med en sejr i turneringen med drengene på U14. I forhold til det vil tre point i Vejle på søndag lune, så der er ingen tvivl om, at det indtil sommerferien er U14-holdet, jeg har 100 % fokus på, men allerede nu glæder jeg mig da helt sikkert til de udfordringer, der venter efter ferien, lyder det fra Mads Holm.


Skrevet af Benjamin Jakobsen



Læs også....

Kai Thor Cup 2018

Akademi |21-08-2017

Til januar bliver der igen afviklet Kai Thor Cup i Ådalen. I 2018 er det både for U17- og U19-hold.
Læs mere

Ugens øvelse

Akademi |19-08-2017

Se denne udgave af ugens øvelse, hvor William Kjersgaard fra U12-drengene har hurtige fødder.
Læs mere

HSV gæster Odense

Akademi |18-08-2017

Den tyske storklub, HSV gæster i weekenden Odense. Lørdag og søndag spiller de mod OBs U12 og U13.
Læs mere

EmediateAd