Log ind

Miraklet i Madrid

OB i Europa |1994
|1
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere

Estadio Santiago Bernabeu, Madrid, 6. december 1994.

Vi husker det alle sammen, vi kender historien, vi ved, hvad der skete: Miraklet i Madrid. OB har tabt den første kamp i Odense med 2-3, og skal nu vinde 2-0 i Madrid. Den kongelige klub stiller op med en stjernetrup, hvor 10’eren på midten hedder Michael Laudrup. Umulig opgave for OB.

Men men … Lars Høgh er fuldstændig magisk i målet, spillerne kæmper så det tordner, brager og gnistrer og pludselig bringer Ulrik Pedersen OB i front  med et køligt chip forbi målmand Canizares. 1-0 er en fuldstændig ulogisk stilling, men på denne aften hænger logik ikke sammen med fakta.
 
Og så sker det:

I overtiden erobrer Michael Schjønberg bolden, rykker ned langs venstre sidelinje og centrer perfekt til Morten Bisgaard, som modtager bolden i højre side af spaniernes straffesparksfelt. Det unge stortalent er iskold, upåvirket af situationens betydning og placerer med en kontrolleret inderside bolden i det lange hjørne bag Canizares. 2-0 til OB, gult har aldrig været smukkere, og miraklernes tid er ikke forbi endnu.

Få uvirkelige øjeblikke efter fløjtes kampen af og dansk klubfodbolds til dato største triumf er en realitet. Odense eksploderer i ekstatisk jubel og senere på natten modtages OB'erne som helte i centrum.

Brugerne skrev:

Boesenthomsen
... Det får stadig hårene til at rejse sig!

Husker tydeligt at vi trænede håndbold i Hyllehøjhallen (Kauslunde/Middelfart).
Da meldingen om den første scoring kom, forsvandt koncentrationen fra de fleste af os spillere til vor træners store irritation, men da vi fik at vide at Bisgaard havde scoret, stoppede træningen fuldstændig. Kampen så vi selvfølgelig på videoen bagefter...

Det står lysende klart i erindringen stadigvæk. Til gengæld kan jeg ikke huske hvor jeg så EM-finalen i ´92 - Det siger vel et eller andet om hvor stort det var, at striberne slog Real Madrid ud....

Nicolai
Så kampen hjemme i stuen i Strib sammen med forældrene. Da kampen var fløjtet af, blev min far og jeg enige om, at vi skulle til Beldringe og tage imod holdet sammen med alle de andre fans, der havde fundet vej derud. Det var en fantastisk oplevelse at mærke stemningen i lufthavnen og modtage spillerne da de kom ud i ankomsthallen. Jeg var noget klatøjet i timerne på gymnasiet dagen efter, men det var i den grad det værd. Det er en kamp der stadig giver myrekryb og kuldegysninger bare at huske tilbage på.

Felland
Jeg er sikker på, at der stadig er et hul i loftet i en lejlighed på Amagerbrogade hvor jeg boede dengang, så højt sprang jeg af glæde ved 0-2 scoringen! Et historisk og gyldent øjeblik, som indeholder meget af det, der gør fodbold magisk. Glemmer det aldrig.

Oblisk
Den største fodboldoplevelse, stadigvæk, selvom den blev set på TV. 20 år, kravlende på alle fire hen over sofabordet for at give håndtryk, kram og af glæde til min lige så ekstatiske far. KAMPEN kort og godt - og tanken om sejren er lige så god i dag, som dengang, Høghen var flyvende i Madrid - Fantastisk minde.

Blaagaard
Jeg læste nyheden i Jerusalem Post under morgenmaden i fællesspisesalen i en Kibutz i det nordlige Israel. Tror nok at ALLE de par hundrede israelere og volunteers fra alle verdens hjørner forstod at et mirakel var sket - at dømme ud fra min spontane morgen-jubel og dans, ha ha ... OB OP I TOP ;D

Pele
Var på Odense stadion og så den første kamp – fantastisk. På vej hjem sagde jeg til min kammerat, at den ordner de i Madrid. ”Top”, sagde han, ”500 kr. på højkant”. ”OK, vi ser den hjemme hos mig, men du kommer kun ind hvis du har pengene med”, og hvem fik de 500? Det gjorde jeg. Sådan skal en rigtig OB fan tænke: Altid vinde.

KTM
Havde været inde at se hjemmekampen, hvor OB tabte hæderligt efter en god kamp mod Real-stjernerne, bl.a. Michael Laudrup.
Kan huske at Real Madrids bænk udgjorde for 32 millioner kr. Det var dælen duleme mange
penge i fodbold på det tidspunkt.
Retur-kampen skulle selvfølgelig ses med håb om at OB ville gøre en rimelig figur.
Men miraklet i Madrid skete. Da OB kom foran skreg jeg så højt, at vores kat fløj ud af
stuen og den lille pige begyndte at skrige. Glemmer jeg aldrig!
OB rørte på sig og begyndte så småt at gøre sig på den internationale scene, som kun
Brøndby indtil videre havde præsteret.
Så vi alle ønsker selvfølgelig OB i puljespillet i Europa League, så der atter kan komme store
hold på Odense Stadion... ja det synes jeg det hedder endnu, men undskyld Tre-For Park:)

Torry Hansen
Jeg har været OB-fan siden 1946. Jeg kom i skole på Sct. Hans og fik en klasselærer der hed Jørgen Leschly Sørensen, der spillede i OB. Derfor.
Jeg var til bowlingtræning i min klub den torsdag, da en af gutterne kom farende og sagde at OB havde vundet 2-0 i Madrid. ”Det er løgn”, sagde jeg, så jeg måtte give øl til hele holdet. Jeg flyttede til Aarhus i 1990, så her har i den største roligan i OB.


Skrevet af Morten Oestermann

Læs også....

Champions League 2011

OB i Europa |18-09-2011

Champions League-hymnen blev for første gang nogensinde spillet Odense i 2011.
Læs mere

OB's europæiske topscorere

OB i Europa |08-01-2011

Den komplette liste over OB's målscorere i europæiske kampe gennem tiderne.
Læs mere

Aston Villa

OB i Europa |27-10-2008

Striberne bød for alvor Premier League-holdet fra Birmingham op til dans .
Læs mere

EmediateAd