OB og 25-årige Jonas Troest har underskrevet en kontrakt, der gælder frem til 31.12.2011. Jonas Troests tidligere kontrakt med OB udløb pr. 30. juni 2010, men nu er parterne blevet enige om en ny kontrakt, der betyder, at forsvarsspilleren er i OB frem til udgangen af 2011.
Jonas Troest kom i første omgang til OB i januar 2007 fra tyske Hannover 96. Efter 3½ år i OB ønskede Troest at søge nye udfordringer, da hans kontrakt med OB udløb 30. juni, og derfor rejste han til Tyrkiet, hvor han håbede at fortsætte karrieren i Konyaspor.
- Den tyrkiske klub misligholdt den aftale, vi havde indgået, og da muligheden for at fortsætte i OB opstod, var det et oplagt valg. Jeg er glad for at være tilbage, hvor jeg føler mig hjemme, og udsigterne til et spændende efterår i Superligaen og Europa League ser jeg meget frem til, ligesom jeg glæder mig til gensynet med holdkammeraterne. Jeg glæder mig meget til at komme i gang, spille nogle kampe og hjælpe holdet igen, siger Jonas Troest, der ikke ønsker at uddybe hans oplevelser i Tyrkiet yderligere.
OB-direktør Kim Brink er også godt tilfreds med at have Jonas Troest tilbage i truppen.
- Jonas Troest spillede et fint forår for os, og det er klart, at selvom det er en usædvanlig situation for begge parter, så er det en aldeles fordelagtig løsning på vores søgen efter en forsvarsspiller. Vi kender Jonas. Jonas kender os, truppen og spillestilen, så han kan med det samme gå ind på holdet.
Jonas Troest træner allerede med ligatruppen torsdag middag klokken 10, og han kommer i den fremtidige kontraktperiode til at optræde med trøje nummer 14.
FAKTA:
Navn: Jonas Troest
Fødselsdato: 4. marts 1985
Højde: 185 cm.
Vægt: 82 kg.
Tidligere klubber: Tårnby, Fremad Amager, B93, Silkeborg, Hannover 96.
Antal kampe for OB: 87
Mål for OB: 1
Landskampe: 46 ungdomslandskampe – heraf 25 på U21-landsholdet.
Skrevet af Morten Wamsler