Som OB'er kender du formentlig alt til stribernes sejr over Real Madrid i 1994. Men vidste du også, at OB i 1952 spillede mod den anden halvdel af El Classico, FC Barcelona – dengang CF Barcelona?
OB’s træner var dengang den ungarske legende Geza Toldi, et kendt navn på den internationale fodboldscene efter toppræstationer i verdenseliten for Ferencvaros og det ungarske landshold. Ungareren var personlig ven med Barcelonas træner Fernando Daucik, og ad den vej blev OB inviteret til at spille mellem jul og nytår 1952.
Også dengang var Barcelona ét af verdens absolut stærkeste klubhold, og OB fik enkelte forstærkninger fra to andre Odense-klubber i form af Hans Jørgensen og Arne Andersen fra B1913 og Jens Torstensen fra KFUM. Efter over et døgns strabadserende rejse ankom OB’erne til Barcelona, hvor man blev modtaget af klubbens generalsekretær og træner Daucik. Derfra gik det direkte til Las Corts, klubbens hjemmebane før Nou Camp blev bygget i 1957.
Op mod 60.000 tilskuere var mødt op til kampen mod OB, og fynboerne fik hurtigt at mærke, at spanierne var mindst ét niveau over modstanden i den hjemlige række. Hårdt presset fik OB’erne holdt Barcelona fra at score den første halve time – men så gik der også hul på bylden. Inden pausen måtte målmand Børge Hylle pille bolden ud af de fynske netmasker hele tre gange, og så var niveauforskellen ligesom sat på plads.
Alligevel fik lånespillerne Hans Jørgensen og Jens Torstensen reduceret hurtigt i anden halvleg. Der blev scoret et eller to spanske mål, hvor der vist nok var offside, men det lå ikke til striberne at brokke sig i ”sydlandsk” stil, som det fortælles fra kampen. Opgøret endte 7-2 til hjemmeholdet, der før Messi, Xavi og alle de andre også var et sprudlende, teknisk spillende verdensklassemandskab, og mere end en udfordring for Hylle, Jernmanden Povl Christensen, Eigil Nietzsche og de andre OB'ere.
Besøget blev afrundet med et kig på nattelivet i den catalanske hovedstad, reception på spansk med klubpræsident og bestyrelse, hvor Daucik oversatte fra spansk til ungarsk, og Toldi fra ungarsk til dansk. Ingen forstod så meget, men der blev klappet og råbt hurra, og stemningen var god. Og OB'erne fik sagt adios og tak for denne gang til den fantastiske fodboldby.
Husker du spillerne på 1950'ernes OB-hold? - eller har du en kommentar, så skriv!