Log ind

Oprykningen fra 2. division

OB i sort/hvid |1947
|0
|
Facebook Twitter LinkedIn Google Email Print Bookmark Mere

De mest hardcore kendere af OB’s fantastiske historie vil vide, at OB blev placeret i 3. division efter Anden Verdenskrig, da en landsdækkende fodboldturnering skulle startes op igen. Og for at gøre situationen endnu værre for enhver stribet sjæl, så blev B1913 placeret i 2. division, mens B1909 fik æren af 1. division.

Heldigvis svarede OB tilbage ved straks at rykke op fra 3. division. B1913 forblev i 2. division, mens B1909 rykkede ned fra første division. Altså lå OB, B1913 og B1909 i 2. division til sæsonen 1946/47.  

Ny mand på holdet op til sæsonen var Jørgen Leschly Sørensen, som efter et kort ophold i og Danmarksmesterskab med B93, vendte tilbage til OB, Odense og 2. division. Leschly var blevet ansat på Sct. Hans Skole, hvor ungerne var så heldige at få en dansk landsholdsspiller som gymnastiklærer...

Af nyere spillere kunne også nævnes målmand Børge Hylle, én af de store målmandsskikkelser i OB’s historie. Hylle kom fra Tommerup, i øvrigt sammen med centre half Hans Henning Jacobsen. Thorning Madsen, som stadig dagligt beriger træningsanlægget i Ådalen, var rykket op fra ynglingeholdet. Truppen var opsat på at bevise, at placering i 3. division efter krigen var en eklatant fejl.

I de fleste kampe i sæsonen stillede OB op således:
Børge Hylle – Hans Henning Jacobsen – Thorning Madsen – Arndt Nielsen – Holger Jensen – Svend Hugger – Svend Leschly Sørensen – Svend Jørgen Hansen – Frode Nygaard – Jørgen Leschly Sørensen – Poul Jensen.

Drømmen om en hurtig tilbagevenden til 1. division led et alvorligt knæk i første kamp. OB tabte 4-0 på udebane mod Helsingør. Allerede i næste kamp vandt OB dog hele 6-1 over HIK – og det endte med at OB vandt hele fem kampe i træk. Herefter indtog OB førstepladsen i 2. division.

Efter de fem sejre fulgte et nederlag i lokalderbyet mod B1913 og en uafgjort mod Esbjerg. De resultater betød, at OB måtte nøjes med andenpladsen ved vinterpausen, ét point efter Esbjerg.

Foråret bød på topopgør og direkte kamp om førstepladsen mod Esbjerg, hvor 12.000 tilskuere fulgte Striberne på Odense Stadion. De tog hold sloges, så det bragede, og i kampens indledning stødte OB’s Svend Jørgen Hansen, klubbens første landsholdsspiller, voldsomt sammen med Esbjerg-målmand Svend Oluf Seelen. Hansen måtte trække sig ud med dyb en flænge i panden, men OB-læge Palle Jørgensen fik på imponerende vis lappet spilleren sammen. Operationen medførte i øvrigt bemærkningen, at ”det er ét af de tilfælde, hvor man, hvis de er en modstander, sender ham på sygehuset; men er det én af vore egne, lapper vi ham sammen og sender ham ud at spille videre!”.

Svend Jørgen Hansen spillede en strålende kamp med en gennemblødt bandage om hovedet - og i det 33. minut scorede han - på hovedstød. Forinden havde Svend Leschly Sørensen bragt OB på 1-0, og det blev 3-0 til OB inden halvleg.

I anden halvleg overtog Esbjerg spillet, uden dog for alvor at udnytte overtaget. Vestjyderne fik scoret et enkelt mål, OB vandt 3-1 og kunne herefter overtage førstepladsen i 2. division – en førsteplads, Striberne holdt hele vejen igennem turneringen. OB sluttede med 4 points ned til nummer to og en målscore på 73-36.

OB fuldbyrdede altså triumfen, vandt som oprykker 2. division og tog turen direkte fra 3. til 1. division på to år. Jørgen Leschly Sørensen delte med 19 mål førstepladsen i rækken med HIK’s Helge Hansen. Svend Jørgen Hansen tog andenpladsen med 18 mål, Poul Jensen scorede 12, og Frode Nygaard nåede 9. Således var det et noget giftigt angreb, træner Harry Conradsen rådede over, og som banede vejen for én af de største triumfer i OB’s lange historie.


Skrevet af Morten Oestermann

Læs også....

Gamle OB - 40'erne

OB i sort/hvid |03-07-2012

Et lille galleri fra 1940'erne - Munke Mose og Bornholm! Kender du spillerne?
Læs mere

"Én gang OB'er, altid OB'er"

OB i sort/hvid |14-05-2012

Læs Max Cæsius' varme beretning fra dengang, OB lå i Munke Mose, og Hylle var på kassen.
Læs mere

OB-B1909 3-0

OB i sort/hvid |25-04-1982

Hvad er mere nostalgisk og stribet end en sikker sejr over B1909? Vi ser tilbage til 1982...
Læs mere

EmediateAd