Johan Gossmann og Thedor Jørgensen i den unikke, tværstribede OB-trøje

OB skulle som Fynsmestre i 1916 – i OB’s første ”Guldalderperiode” – møde de jyske mestre fra Randers i første runde af den daværende Landsturnering.

Fyens Stiftstidende berettede d. 1. juni 1916, at kampen ventedes at blive fulgt med stor interesse i det fodboldinteresserede Danmark – heriblandt særligt i Odense:

- Et af Mesterskabsholdene findes jo her i Byen, og hvem ved, om det ikke kan klare sig i Konkurrence med de øvrige Landsdeles bedste Hold … Allerede i Dag skal O.B.'erne i Ilden, idet de i Eftermiddag i Vejle skal kæmpe med det jyske Mesterskabshold fra Randers. Randers-Spillerne skal være hurtige og kraftige Folk, og da de har slaaet Vejen-Holdet, der igen sejrede over det gamle Mesterskabs-hold fra Vejle, må det jo åbenbart være nogle farlige Herrer.

Den flotte journalistiske lekture fortsætter elegant:

- O.B’erne vil dog forhaabentlig vide at repræsentere de fyenske Farver paa en saa glansfuld Maade som mulig, og selvom Dagen skulde give dem et Nederlag, vil de dog trøste sig med, at de gjorde, hvad de kunde – samtidig med at de indser, at der skal arbejdes endnu mere for at naa frem til Førstepladsen. Foreløbig gælder det altsaa Kampen i dag, og vi ønsker Spillerne Lykke paa Rejsen!

Vi skruer tiden 24 timer frem, kampen er fløjtet af, avisen er trykt:

”Odenseanerne vandt en stor Sejr”
"Tilskuernes Antal var vel omkring Tusind, da Kampen igaar i Vejle mellem det fyenske Mesterskabshold Odense Boldklub og dets jyske Kollega fra Randers Kl. 3 tog sin Begyndelse, og Snorene var omringet af et forventningsfuldt Publikum.”

OB kommer på 1-0, da Randersmålmanden ikke kan holde bolden på et OB-skud. Det bliver dog hurtigt 1-1. ”Imidlertid scorer O.B’s venstre Innerwing endnu i denne Halvleg et Maal for sin Klub, og Stillingen ved anden Halvlegs Begyndelse var absolut gunstig for de fyenske Mestre”.

”Straks ved anden Halvlegs Begyndelse sættes Farten op. Første Maal tilfalder ganske vist Fyenboerne, men Jyderne hænger nu energisk i, og det næste Maal bliver deres. Forskellen er atter kun et Maal … og Randersspillerne tror sig ovenpaa. Det kan blive til, hvad det skal være. Før Sekundviseren er gaaet halvanden Omgang, staar Maalene imidlertid 4-2, og nu falder Jyderne fuldstændig sammen. Resten af Kampen var Odenseanerne så knusende overlegne, at de kunde faa Bolden endnu 5 Gange i Nettet, og Sejren blev saaledes deres 9 Maal mod 2. Den første fyenske Sejr i en Landsfodboldturnering var vunden”.

Sejren på hele 9-2 til trods, er den noget kræsne Fyens Stiftstidende-journalist ikke tilfreds:  

- ”Selve Kampen er der ikke saa meget godt at sige om. Intet af Holdene – maaske lige med Undtagelse af den sidste halve Time – spillede videre godt, og der var noget famlende og usikkert over det hele. Sammenspillet mellem Rækkerne var heller ikke godt. Randersholdet havde en god venstre Side, og det samme maa siges om ”O.B.”, endvidere disses Centreforward og højre Side i Forsvaret sammen med Centrehalf.”

Vejle Amts Avis berettede i herligt sprog om kampen:

- ”Det nye jyske Mesterskabshold, Randers Sportsforening ”Freja”, mødte allerede sin Skæbne i Landsfodboldturneringens første Omgang, og Skæbnen var grum. Det fyenske Mesterskabshold, Odense Boldklub, tog en stor Sejr hjem, ikke mindre end 9 Maal mod 2, men saa afvigende var nu Styrkeforholdet heller ikke.

- Ud af Kampens første Begyndelsesvirvar, hvor Tempoets Ilterhed plukkede det egentlige Spil itu, saa man dog snart, at Odense maatte vinde i Kraft af Sammenspil. Her bristede Værdien af Randersianernes Hurtighed, thi – deres Chancer til trods – Spillet manglede den fornødne Sammenhæng for at kunne resultere. ”

Efter sejren var OB i finalen om Provinsmesterskabet, hvor Nykøbing Falster ventede:

- ”Odense Boldklub skal nu paa Søndag mødes med Nykøbing F., der igaar i Vordingborg slog Hillerød med 3 Maal mod 1, og da gælder det Provinsmesterskabet. Kampen spilles her i Byen paa Odense Boldklubs Bane, og begynder Kl. 2. Vinderen skal 2. Pinsedag spille paa Idrætsparkens Opvisningsbane i København mod Nr. 2 i den københavnske Turnering”.

Jo, der er meget mere OB-historie at tage fat på…

Du husker næppe kampen, men har du en kommentar, så skriv! Og det er muligt, den vil blive brugt som en del af historieafsnittet på OB.dk!

Skrevet af Morten Oestermann

Lindberg
Hvor lang tid spillede vi egentlig i tværstribede trøjer?

OB.dk
Det gjorde vi fra 1916 til 1918. Vi indførte de lodrette i 1910/1911, men pga. leveringsproblemer under Første Verdenskrig, måtte de tværstribede trøjer altså bruges i to år.

OB’s var aldeles suveræne på Fyn i årene 1914-19, og skulle som Fynsmestre repræsentere Fyn i Provinsmesterskabet 1916. OB'erne var på flere måder et interessant bekendtskab. Men først lidt om holdets meritter.

I første runde af Provinsmesterskabet mødte OB de jyske mestre Randers Freja, som blev besejret 9-2.

Da man gik direkte fra 1. runde til finalen, var OB altså i finalen om Provinsmesterskabet. Modstanderen var B1901 fra Lolland-Falster. OB vandt kampen 2-0, og kunne altså kalde sig Provinsmestre.

Hermed var OB i semifinalen om Landsfodboldturneringen, hvor man skulle møde B93. Københavnerne vandt desværre 9-3, og slukkede altså OB's håb om et dansk mesterskab 61 år før guldåret 1977.

OB-fløjhalf i sikringslejr med stilig kammersanger
OB’s fløjhalf, Theodor Jørgensen, var en profil på holdet på trods af, at han blev indkaldt til sikringsstyrkerne på Sjælland under Første Verdenskrig. Jørgensen holdt sig dog i fremragende form i den sjællandske lejr. Der blev trænet på livet løs, og under træningskampe deltog udover Jørgensen den berømte kammersanger Poul Wiedemann, kendt som sømand i filmen Tristan og Isolde (1914) og fra Parsifal og Porgy og Bess på Det Kongelige Teater. Wiedeman stod på mål, og var altid iført hvide glacéhandsker, og ”naar træningen var til ende, krængede han dem af, - kastede dem fra sig og forlod banen med værdighed”, beretter ”Mosebryg” fra 1962, udgivet i forbindelse med OB’s 75-års jubilæum.

En forbandet stærk te
En anden kendt spiller på Provinsmesterholdet 1916 var Aage Andersen, som også var én af sin tids profiler inden for tennis. Andersen medbragte altid en mystisk flaske med en gul væske, der var genstand for en del opmærksomhed, eftersom OB’eren aldrig ville afsløre hvad indholdet bestod af. Andersen antydede vagt, at det var te – hvortil kammeraterne på OB-holdet kunne svare, at det var en forbandet stærk te! Det berettes i øvrigt, at Andersen oftest var i fremragende humør.

Skiftende moder
OB's første trøjer var sorte med en hvid tværstribe, og først fra ca. 1910 gik OB over til den velkendte, blå-hvide trøje. Men i netop 1916 gik OB over til tværstribede trøjer, da det ikke var til at opdrive de sædvanlige pga. Første Verdenskrig. Da krigen sluttede i 1918 gik OB atter over til de mere kendte, lodrette striber. 

Skrevet af Morten Oestermann

Onkel Riffel
"OB's første trøjer var sorte med en hvid tværstribe, og først fra ca. 1910 gik OB over til den velkendte, blå-hvide trøje. Men i netop 1916 gik OB over til tværstribede trøjer, da det ikke var til at opdrive de sædvanlige pga. Første Verdenskrig. Da krigen sluttede i 1918 gik OB atter over til de mere kendte, lodrette striber. "

Det var satans...

En sort trøje med en hvid tværstribe kunne måske være en udebane-idé til 125-årsjubilæet. (Og så måtte den gerne være en del enklere og kønnere end den udebanerædsel vi har lige nu)

BMJ
Jeg mente ellers, at det var omvendt; en hvid trøje med en sort tværstribe. Men ok; det her må være den rette version.

I årene efter Første Verdenskrig blev danmarksmesterskabet afgjort på en noget anderledes måde end i dag: Vinderen af københavnsmesterskabet spillede mod vinderen af provinsmesterskabet. Provinsmesteren blev i øvrigt fundet gennem et cup-system, hvor Fyn spillede mod Jylland, og Bornholm spillede mod Lolland-Falster, hvorefter vinderen heraf spillede mod Sjælland – og til sidst blev der spillet en provinsfinale.

I sæsonen 1929-1930 blev formatet ændret til et landsdækkende format, mesterskabsserien. Turneringen skulle bestå af fem hold fra København og fem hold fra provinsen. Fyn skulle repræsenteres af et enkelt hold, men hvem skulle det være?

Øjeblikket
Hvem der skulle sætte sig på Fyns eneste plads i den landsdækkende mesterskabsserie, blev afgjort i en klassisk dyst mellem OB og B1909. Kampen blev spillet i Munke Mose med flere tusinde tilskuere, til hvad der blev kaldt ”Århundredets Kamp”. Striberne kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med en 3-2-sejr og skulle altså repræsentere Fyn i mesterskabsserien. B1909 fik plads i den såkaldte oprykningsserie.

OB's første sæson i mesterskabsserien førte til en 9.-plads ud af de 10 hold. Af de ni kampe, OB spillede i løbet af sæsonen, blev kun én vundet, da det blev til en 6-3-sejr over AaB. Derudover blev det til uafgjort mod Korsør og AB. B93 vandt med en suveræn indsats mesterskabsserien, da københavnerne vandt otte ud af de ni kampe og spillede én uafgjort.

Dette lidt sære turneringsformat holdt ikke længe. I 1936 blev det igen lavet om, og der blev indført tre divisioner.

Det er nok ikke sandsynligt, at du overværede kampen - men har du en kommentar alligevel, så skriv endelig! Det er muligt, at den vil blive brugt som en del af historieafsnittet på OB.dk.

Skrevet af Morten Oestermann

Onkel Riffel
Jeg er vild med de her historiske artikler. Mere!

anders_odense
Kan det her ses som et afgørende øjeblik, hvor OB blev de "store" og B1909 blev de "små" i Odense?

Nexman
Nej det kan det ikke! Både 9'erne og 13'erne var både større og stærkere op igennem 1950'erne 1960'erne.. Men er helt enig i, at det er fedt med de her historiske tilbageblik!

1930’erne var ikke nogen storhedstid i OB, men det er naturligvis ikke nogen grund til at glemme sin hjerteklubs meritter også i den periode. Måske er det oven i købet en meget god måde at minde sig selv om, at det går op og ned i fodbold - men kærlighed ruster aldrig.

3. juledag 1927 blev Odense Idrætspark stiftet, og den 16. august 1931 blev en opvisningsbane indviet med en fodboldkamp mellem et sammensat Odense-hold og østrigske Admira Wien, et af datidens bedste europæiske mandskaber.

Styrkeforholdet lod sig ikke fornægte, og Odense-holdet tabte 9-2 til østrigerne i en kamp præget af øsende regnvejr og manglende tribuner. Det var planerne, at de spartanske forhold snart skulle forbedres, men under 1930’ernes svære økonomiske forhold, kunne finansieringen ikke findes. Det endte med, at Odense Idrætspark erklærede sig konkurs i 1936, og banen blev så forglemt, at de odenseanske klubber hellere ville spille turneringskampe på egne anlæg.

På netop OB’s anlæg hvilede en vis idyl. I restauranten kunne der købes kaffe, sodavand og lagkage med chokoladeovertræk til en krone. Når der blev trænet fodbold, var det kun om sommeren og kun om aftenen. Da der ikke var elektrisk lys, måtte de mørke stunder om efteråret og vinteren bruges udelukkende på løbetræning. OB-spillerne løb fra OB, op ad Lahnsgade, ind i skoven og hjem ad Langelinje. Sådan blev der trænet, helt uden bold - og skulle du have lyst til at vintertræne præcis som en OB'er i 1930'erne, ved du nu hvordan. 

Fodbold var også Odenses mest populære sportsgren i 1930’rne. Den gamle rivalisering mellem Odense-klubberne levede dengang stadig, dog ikke mere, end at OB og B1909 i 1937 indgik et samarbejde, hvor begge klubber tilknyttede den tyske træner Charley Pohl. Rivaliseringen stak i øvrigt heller ikke dybere, end at folk ofte holdt med den klub, som lå nærmest deres egen bopæl - og på den måde var tilhørsforholdet altså ofte ikke et udslag for ideologi eller politik.

Der var dog stadig tryk på, når B1909 og OB tørnede sammen – ikke mindst på tilskuerpladserne. Spillerne kendte hinanden særdeles godt, ikke mindst fra Café Skt. Knud, hvor begge klubbers spillere holdt til efter træningen – flere af spillerne sås endda privat.

Med OB's stiftelse i 1887 var 1937 OB's 50-års jubilæum, en begivenhed, som blev fejret med pomp og pragt. Det var samtidig året, hvor én af OB's allerstørste personligheder, træneren med to mesterskaber med OB, Richard Møller Nielsen, blev født.

Som sagt, var 1930'erne en svær tid for OB. Klubben indledte årtiet med en 8.plads i den bedste række i sæsonen 1930/31, og ligeså gik det i 1931/32. 1932/33 endte med en 10.plads og nedrykning til Fynsserien. Man skulle helt hen til sæsonen 1941/42, før OB igen var repræsenteret i Danmarksturneringen, da Striberne indtog en plads i den såkaldte Kreds 1, sammen med bl.a. B1909 og B1913. Turneringsformerne i Danmark skiftedes ofte i første halvdel af 1900-tallet.

Der er nok ikke mange af jer, som husker 1930'ernes OB, men har du en kommentar, så skriv! - og det er muligt, den bliver brugt som en del af historieafsnittet på OB.dk!

Næste år fylder OB 125 år, og klubben er én af de gamle fodboldklubber i Europa. Således kunne man fejre 50-års jubilæum helt tilbage i 1937 – og det gjorde man, endda i et år, der kunne byde på fødslen af én af de største OB’ere gennem tiderne. Mere om det senere.

Trediverne var ikke en god tid at være stribet. Fra Odense Kricketklubs stiftelse i 1887, fodboldens indførsel og navneændring til Odense Boldklub i 1889, og helt frem til 1920’erne, var OB aldeles suveræne på Fyn og skubbede al modstand til side. Det blev der så småt ændret på i 1920’erne, og i 1930’erne havde B1909 og B1913 sat sig på den fynske fodboldtrone. Det gik faktisk så sløjt med fodbolden, at OB helt overvejede at lukke fodboldafdelingen, så der kunne satses på tennis. Den idé blev heldigvis sparket langt ud over sidelinjen…

Nedgangstider til trods, fejrede OB altså sit 50-års jubilæum i 1937. Der blev holdt fest i tennishallen, der blev spillet cricket, og der blev spillet fodboldkampe mellem ældre spillere fra OB, B1909 og B1913. OB vandt alle fodboldkampe uden mål til modstanderen. Ikke mindst blev der afholdt bespisning af de 360 gæster og honoratiores - traktementet bestod i øvrigt af smørrebrød, øl og kaffe. Der var Sankt Hans-bål (på fodboldbanen!), efterfulgt af stemningsfyldt punschgilde med dans til klokken 2. I taler hyldede man klubfølelse og klubhistorie, og OB’s sekretær henvendte sig til ungdommen og opfordrede til at ”holde skjoldet uplettet”. Jo, der blev set fremad i 1937, og i stjernerne stod det, at OB skulle rejse sig og fejre nye, store triumfer. Ikke mindst pga. en vis træners undfangelse samme år.

Den 19. august 1937 fødtes Richard Møller Nielsen i Ejlstrup. Behøver vi at nævne, at Træneren førte Striberne til OB’s første DM-guld i 1977 og 1982 – samt en pokaltitel i 1983? Og i øvrigt blev Europamester med Danmark - og kåret til verdens bedste træner? Trænergerningen i OB indledtes dog i første omgang først i 1963, men den historie må vente til en anden gang.

Tilbage i tiden før Anden Verdenskrig indledte OB et samarbejde med B1909 og den tyske træner Charlie Pohl, som – noget usædvanligt – skulle stå i spidsen for begge hold! Forholdet mellem de to klubber har altså ikke været værre, end at en sådan speciel aftale har kunnet lade sig gøre.

Pohls trænergerning i OB tilførte en større professionalisme og et fysisk tilsnit til OB’s spil – der skulle arbejdes hårdt, en tilgang til spillet, som også Richard Møller Nielsen gjorde til en dyd, nøjagtig som andre store OB-trænere som Geza Toldi og Kim Brink.
Da Anden Verdenskrig brød ud og tyskerne invaderede landet, fik det naturligvis store konsekvenser for OB og fodbolden i Danmark. Den nationale turnering blev skrinlagt og erstattet af den såkaldte ”Krigsturnering”. Og ikke mindst måtte tyske Pohl forlade Danmark, hvorefter Harry Conradsen trådte til.

Skrevet af Morten Oestermann

Nexman
Vildt nok at OB og 9'erne har haft samme træner.. -på samme tid.. Og endnu engang fantastisk at blive indviet i Odense Boldklubs snart 125 årige historie!

torben-
Nej - jeg var trods alt ikke med til 50-års jubilæet, for jeg blev først født i 1941. Men jeg har været OB'er siden min skoletid og jeg husker både Geza Toldi og Harry Conradsen m.fl.
Jeg har spillet både fodbold, tennis, cricket og bordtennis i OB - dog aldrig på højeste niveau...
Tennishallen, som festen blev holdt i var brændt ned (bombet??) - da jeg begyndte at komme i OB i Munke Mose.. Fundamentet lå der stadig og vi brugte arealet til at spille fodtennis på (for sjovt) mens vi ventede på en ledig tennisbane...
OB købte i 50'erne OBK-hallen i Godthaabsgade (Odense Badminton Klub) for at have en indendørs tennisbane - Jeg var også medlem i OBK og lidt irriteret over, at der var malet tennisbane op henover badmintonbanerne lige indtil OBK købte hallen tilbage omkring 1962. OB rejste en såkaldt boblehal (oppustelig og med trægulv) - først på den gamle tennishals fundament senere oppe på Højsletten Sadolinsgade/Lahnsgade, hvor fodboldtræningsbanen lå - vistnok helt frem til indtoget i Aadalen. Det var især i 60'erne at jeg havde min daglige gang på anlægget i Munke Mose.
Foruden ovennævnte trænere husker jeg fra den tid bl.a. Jørgen Leschly Sørensen, Kaj Hansen, Jack Johnson og naturligvis Richard Møller Nielsen samt en masse af datidens spillere. torben-

Forrest: Erik Land, Aage Carlslund, Fritz Godtfredsen. Knælende: Poul Talbro, Aksel Jensen, Th. Andersen Stående: Johs Leth, Charley Pohl (træner), Vagn Carlslund, Henning Nielsen, Svend Jørgen Hansen, Jørgen Leschly, Carl Orla Madsen, Niels Jensen.

1930’erne var ikke et stort årti for OB, hvor B1913 og B1909 var øverst på den fynske fodboldtrone. Der var dog røre i Ådalen, hvor en ung, kommende verdensklassespiller – Jørgen Leschly Sørensen – snørede sine støvler og sprintede rundt på det grønne, fynske græs.

OB spillede i slutningen af 1930'erne i den fynske mesterrække, og allerede som 17-årig fik Leschly debut i stribet. Han trådte ind på et OB-hold med en række erfarne, ældre spillere, som efterhånden gav plads til yngre kræfter. Den ene, Svend Kruse, på nok så dramatisk vis, da han sank død om efter en kamp ved Østergade.

OB-holdet var endnu ikke stærkt nok til at konkurrere i toppen af dansk fodbold, og måtte altså nøjes med den fynske mesterrække. Det var dog en række, hvor det unge OB-hold kunne udvikles med tiden. Således gik de første par sæsoner hæderligt, om end ikke prangende. Det ændredes i sæsonen 1940/41.

Øjeblikket
Stammen på holdet så således ud:

Ingolf Brumvig – Fritz Godtfredsen - Axel Jensen – Th. Andersen (Stædder) – Helge Sørensen – Henning Nielsen – Vagn Carlslund – Georg Jensen – Svend Jørgen Hansen – Carl Orla Madsen – Jørgen Leschly Sørensen.

Det unge OB-hold - med bl.a. også OB’s første landsholdsspiller, Svend Jørgen Hansen – kæmpede med Odense KFUM om førstepladsen i den fynske mesterrække. Leschlys måske egentlige gennembrud for OB kom mod netop KFUM i den direkte kamp om førstepladsen.

OB spillede på udebane og var tvunget til at vinde for at bevare førstepladsen. Striberne kom foran 2-0 på to mål af Leschly, inden KFUM fik udlignet. Leschly var dog ikke færdig, og bankede OB’s sejrsmål til 3-2 ind bag KFUM-målmand Leo Petersen. Efter kampen fik Leschly for første gang sit billede i avisen...

Turneringen endte med, at OB og KFUM sluttede side om side på førstepladsen, dog med en bedre målscore til KFUM. FBU’s regler krævede dengang, at der skulle spilles en omkamp – en kamp som blev lagt på B1909’s bane. Her kunne OB triumfere ved endnu engang at slå KFUM. Denne gang blev det til 3-1 på to mål af Svend Jørgen Hansen og ét af Jørgen Leschly Sørensen.

Herefter blev danmarksturneringen lavet om, så 1. division blev delt op i tre kredse, og takket være OB’s førsteplads i den fynske mesterrække, blev OB placeret i kreds 1.

Husker du Leschly, Svend Jørgen Hansen og co.? Eller har du bare en kommentar? Så skriv – og det er muligt, den vil blive brugt i historieafsnittet på OB.dk!

Skrevet af Morten Oestermann

Henrikhc
Om end det er over 40 år før min tid, er dette hold grunden til at jeg har støttet OB hele mit liv. Målmanden i denne periode (og på billedet), Aage Carlslund, er min morfar, som jeg godt vidste havde spillet på OBs førstehold med sin tvillingebror, Vagn Carlslund, dog uden at jeg vidste præcis hvad de havde opnået. Så det er intet mindre end fantastisk at kunne læse denne historie. Det er jo lige så man sidder og bliver stolt! Kom endelig med flere af disse fantastiske historier.

Foto: Billede fra OB-kamp 1943.

Danmarksturneringen blev lavet voldsomt om under Anden Verdenskrig. Brændstofmangel gjorde transport mellem landsdelene besværlig, og klubberne blev placeret i geografisk inddelte kredse, med efterfølgende kvartfinaler, semifinaler og finale. OB blev placeret i kreds 1, sammen med AGF, B1909, B1913, Esbjerg, Randers Freja, Vejen, Vejle, AaB og Aalborg Chang.

Samme dag som sovjetiske tropper i Donets-kedlen indtog Starij Kermenchik, og Mussolini blev befriet af tyske faldskærmstropper, spillede OB tredje kamp i kreds 1. Den blev spillet søndag d. 12. september 1943, modstanderen var Vejle Boldklub, og kampen blev en mindeværdig affære.

Øjeblikket
Allerede inden folk rigtig var kommet på plads på stadion, lagde legendariske Jørgen Leschly kuglen i kassen efter et oplæg fra Svend Jørgen Hansen. Vejle kom sig små småt, og fik spillet sig tilbage i kampen, uden dog at komme til deciderede chancer. OB viste derimod stor skarphed, da Jørgen Leschly fandt Svend Jørgen Hansen med en præcis aflevering og Hansen scorede på et klinisk udført vristspark til 2-0. I næste spilsituation fik Vejle hjørnespark, OB erobrede bolden, slog kontra og livsfarlige Svend Jørgen Hansen gjorde det til 3-0.

Herefter ville også andre OB'ere blande sig i målfesten. Holger Seebach drog på solotur gennem Vejle-forsvaret og øgede til 4-0, inden Svend Jørgen Hansen assisterede Henning Nielsen på målet til 5-0. Så blev det endelig Vejles tur, og Axel Wulff fik reduceret til 5-1. Herefter gjorde Jørgen Leschly det til 6-1, og Fritz Godtfredsen eksekverede et straffespark til 7-1 begået mod Jørgen Leschly. Det blev enden for en odenseansk fodboldopvisning og et mareridt for Vejle-spillerne - men det var kun første halvleg.

Anden halvleg var ikke meget mildere ved jyderne. Holger Seebach scorede til 8-1, Svend Jørgen Hansen gjorde det til 9-1, Orla Hansen lavede selvmål for Vejle og Leschly gjorde det til 11-1. Vejle var dog ikke helt færdige, og lavede endnu et selvmål til slutresultatet 12-1.

Der indtraf en spøjs episode under kampen, som Vejle-spillerne nok havde været foruden. Kampen måtte midlertidigt stoppes, da måltavlen ikke kunne vise tocifrede tal. Man fik improviseret et ettal af et stykke pap, som blev klistret ved siden af. Så kunne kampen fortsætte, og OB’s ubønhørlige målscoren ligeså.

Dermed havde OB bragt sig i front i kreds 1 med en målscore på hele 20-7 for tre kampe. B1909 lå på en andenplads, dog kun for to kampe. Vejle lå på en sjetteplads med målscoren 6-17 efter to kampe.

Det blev i det hele taget en sæson med usædvanlige resultater: 7-4 over Randers, 6-1 over Aalborg Chang, 6-2 over B1913, 5-3 over Esbjerg, 6-2 over Vejen – men også 2-8 mod B1909.

OB endte sæsonen 1943/44 på tredjepladsen med 21 point for 18 kampe – AGF tog sig af førstepladsen. Vejle endte på 8.pladsen ud af kredsens 10 hold, med en målscore på 37-60. Aalborg Chang blev sidst.

Skrevet af Morten Oestermann

skarven
Helt fantastisk historie - og interessante historiske sammenfald af datoer! :-

B1909 vandt 2. division i sæsonen 1947/48, og rykkede altså op i 1. division. Her stødte de til Odenses førende hold, OB, som rykkede op året før – efter den forfærdelige placering i 3. division efter Anden Verdenskrig. B1913 lå i 2. division og Odense KFUM i tredje. Odense havde altså to hold i den bedste række, ét i den andenbedste og ét i den tredjebedste.

OB’s helt store profil de år var Jørgen Leschly Sørensen, som også på landsholdet var et stort navn og bl.a. var med til OL for Danmark i 1948.

OB lagde skidt ud i første halvdel af sæsonen, og startede med at tabe til ØB – Østerbro Boldklub – med profilen Carl Aage Præst. ØB vandt 5-3. Frem kom til Odense og vandt 3-1, hvorefter OB spillede uafgjort 3-3 mod B1903. Herefter fulgte få sejre og mange nederlag, afbrudt af en ”lille landskamp”, hvor provinsen spillede mod Nordholland og vandt 5-0, med Jørgen Leschly på holdet.

Efter landskampen stod den på odenseansk lokalopgør, da OB vandt 3-2 over B1909 – med en skarp Jørgen Leschly. ”Paa det sejrende hold var det atter Jørgen Leschly, der var nr. 1, som sædvanlig virksom i såvel angreb som – og i gaar navnlig – i forsvaret”, skrev Fyns Social-Demokrat efter kampen”.

Herefter fulgte en sejr over B93, inden ”alle tiders” kamp i Odense mod AB. Akademikerne vandt 6-5, efter OB havde været foran 5-3 – i øvrigt med OB-legenden Thorning Madsen som målscorer. Dén Thorning Madsen, som den dag i dag er en del er Klogeklubben og ser alle Superligaholdets træninger. Se, det er klubfølelse.

OB’s skidte halvsæson betød en plads som tredjesidst, syv points foran B1909. Den dårlige placering affødte en ekstra determineret træningsindsats hos spillerne inden anden halvdel af sæsonen. Striberne fik en flyvende start. Sejr over ØB på 4-2, 3-2 over B93, så 4-1 over Frem.

Så begyndte aviserne at tale om OB som mesterskabskandidat, hvilket ville være klubbens første. Den flotte start kastede en invitation til en turnering i Belgien af sig, OB’s første tur til udlandet. ”Idrætsbladet” skrev:

”O.B.’s paasketur til Belgien blev bragt i stand med lynets fart. Et ungarsk hold havde sendt afbud til den internationale turnering i Bruxelles, fordi der var blevet nægtet udrejsetilladelse, og et forsøg paa at faa Frem til at træde i stedet mislykkedes, fordi Frem sagde nej tak. Saa henledtes opmærksomheden paa O.B., og da holdet i søndags besejrede Frem efter behag med 4-1, blev de belgiske arrangører simpelthen vilde efter at faa fat i Jørgen Leschly & co.”

OB mødte professionelle Austria fra Wien, som vandt med 10-2, efter 2-2 ved halvleg. En lektion i forskellen mellem amatører og professionelle. I anden kamp mødte OB eksotiske Hammon Life fra Tunis, en kamp som Striberne tabte 5-4.

Hjemme i Odense blev det til et nederlag på 6-2 til KB, og hermed led OB’s drømme om et første dansk mesterskab skibbrud. OB endte som nummer fem. B1909 måtte en tur tilbage i 2. division, hvilket dog, ifølge Jørgen Leschly, ”ikke anførtes med nogen hoveren”. OB vandt også den anden kamp mod B1909 den sæson. Denne gang 4-0.

Sæsonen 1948/49 blev i øvrigt Leschlys sidste som OB’er i første omgang. De mange gode præstationer, for OB og for landsholdet, var blevet lagt mærke til i Italien og hos Atalanta. Her indledte Leschly sin karriere som professionel fodboldspiller.

Skrevet af Morten Oestermann

pele
Ja, det var store dage på Odense Stadion, 30000 tilskuere, lokalderby, de røde mod de stribede. Blev det da bare sådan igen.

peetzlarsen
I kampen OB - AB kom OB hurtigt foran 3 - 0, men AB udlignede i løbet af første halvleg. I anden halvleg kom OB igen foran 5 - 3, men desværre blev det til en 6 - 5 sejr til AB. ABs profil var Knud Lundberg.

De mest hardcore kendere af OB’s fantastiske historie vil vide, at OB blev placeret i 3. division efter Anden Verdenskrig, da en landsdækkende fodboldturnering skulle startes op igen. Og for at gøre situationen endnu værre for enhver stribet sjæl, så blev B1913 placeret i 2. division, mens B1909 fik æren af 1. division.

Heldigvis svarede OB tilbage ved straks at rykke op fra 3. division. B1913 forblev i 2. division, mens B1909 rykkede ned fra første division. Altså lå OB, B1913 og B1909 i 2. division til sæsonen 1946/47.  

Ny mand på holdet op til sæsonen var Jørgen Leschly Sørensen, som efter et kort ophold i og Danmarksmesterskab med B93, vendte tilbage til OB, Odense og 2. division. Leschly var blevet ansat på Sct. Hans Skole, hvor ungerne var så heldige at få en dansk landsholdsspiller som gymnastiklærer...

Af nyere spillere kunne også nævnes målmand Børge Hylle, én af de store målmandsskikkelser i OB’s historie. Hylle kom fra Tommerup, i øvrigt sammen med centre half Hans Henning Jacobsen. Thorning Madsen, som stadig dagligt beriger træningsanlægget i Ådalen, var rykket op fra ynglingeholdet. Truppen var opsat på at bevise, at placering i 3. division efter krigen var en eklatant fejl.

I de fleste kampe i sæsonen stillede OB op således:
Børge Hylle – Hans Henning Jacobsen – Thorning Madsen – Arndt Nielsen – Holger Jensen – Svend Hugger – Svend Leschly Sørensen – Svend Jørgen Hansen – Frode Nygaard – Jørgen Leschly Sørensen – Poul Jensen.

Drømmen om en hurtig tilbagevenden til 1. division led et alvorligt knæk i første kamp. OB tabte 4-0 på udebane mod Helsingør. Allerede i næste kamp vandt OB dog hele 6-1 over HIK – og det endte med at OB vandt hele fem kampe i træk. Herefter indtog OB førstepladsen i 2. division.

Efter de fem sejre fulgte et nederlag i lokalderbyet mod B1913 og en uafgjort mod Esbjerg. De resultater betød, at OB måtte nøjes med andenpladsen ved vinterpausen, ét point efter Esbjerg.

Foråret bød på topopgør og direkte kamp om førstepladsen mod Esbjerg, hvor 12.000 tilskuere fulgte Striberne på Odense Stadion. De tog hold sloges, så det bragede, og i kampens indledning stødte OB’s Svend Jørgen Hansen, klubbens første landsholdsspiller, voldsomt sammen med Esbjerg-målmand Svend Oluf Seelen. Hansen måtte trække sig ud med dyb en flænge i panden, men OB-læge Palle Jørgensen fik på imponerende vis lappet spilleren sammen. Operationen medførte i øvrigt bemærkningen, at ”det er ét af de tilfælde, hvor man, hvis de er en modstander, sender ham på sygehuset; men er det én af vore egne, lapper vi ham sammen og sender ham ud at spille videre!”.

Svend Jørgen Hansen spillede en strålende kamp med en gennemblødt bandage om hovedet - og i det 33. minut scorede han - på hovedstød. Forinden havde Svend Leschly Sørensen bragt OB på 1-0, og det blev 3-0 til OB inden halvleg.

I anden halvleg overtog Esbjerg spillet, uden dog for alvor at udnytte overtaget. Vestjyderne fik scoret et enkelt mål, OB vandt 3-1 og kunne herefter overtage førstepladsen i 2. division – en førsteplads, Striberne holdt hele vejen igennem turneringen. OB sluttede med 4 points ned til nummer to og en målscore på 73-36.

OB fuldbyrdede altså triumfen, vandt som oprykker 2. division og tog turen direkte fra 3. til 1. division på to år. Jørgen Leschly Sørensen delte med 19 mål førstepladsen i rækken med HIK’s Helge Hansen. Svend Jørgen Hansen tog andenpladsen med 18 mål, Poul Jensen scorede 12, og Frode Nygaard nåede 9. Således var det et noget giftigt angreb, træner Harry Conradsen rådede over, og som banede vejen for én af de største triumfer i OB’s lange historie.

Skrevet af Morten Oestermann

Mogens Therkildsen på mesterholdet fra 1977 - i anden række, yderst til venstre.

Lars Høgh var manden i OB-målet siden slutningen af 1970'erne og indtil sit karrierestop i 2000. Høghen fik sin debut i mesterskabssæsonen 1977, men var endnu for ung til at være fast målmand. Så da målmand Erik Berthelsen brækkede skinnebenet i en kamp mod Esbjerg, hentede klubben en gammel kending tilbage til Ådalen - 37-årige Mogens Therkildsen, én af tre store målmandsskikkelser i OB's historie, som fortjener ekstra opmærksomhed, og som vi fokuserer på her: Børge Hylle, Finn Sterobo og altså Mogens Therkildsen - tre målmænd, som fulgte mere eller mindre efter hinanden.

Børge Hylle tilbragte sin ungdomsår i OB, og debuterede på førsteholdet i 1946. OB-connaisseurs vil vide, at Hylle altså var målmand på det OB-hold som præsterede at rykke direkte fra 3.division til 1.division efter Anden Verdenskrig. Hylle var på flere måder en særegen målmand. Ikke mindst scorede han 4 mål gennem sine 12 år i OB-målet. Målmanden sparkede nemlig ind i mellem straffespark, og også det skete på en lidt speciel måde. Hylle tog tilløb fra eget mål - og sparkede til bolden med lukkede øjne.

Gennem Hylles lange karriere i OB, var sølvet under Geza Toldis ledelse - klubbens første medaljer – i sæsonen 1950/51 det største resultat - ligesom naturligvis de to oprykninger i træk efter Anden Verdenskrig pynter på CV'et. Hylle stoppede i OB i 1956.

Finn Sterobo debuterede i OB i 1955. Tiden i OB startede i OB som 9-årig – dog ikke som målmand. Men da 4. drengehold manglede en mand mellem stængerne, sprang unge Sterobo til. Stilen var præget af hurtighed på stregen og gode indgreb i feltet. Et højdepunkt i karrieren var bronzemedaljerne i 1958 med ”Lille” Kaj Hansen som træner – et resultat som sættes i relief af, at OB spillede som oprykkere den sæson. De flotte præstationer betød også, at Sterobo var en del af det danske OL-hold ved Olympiaden i Rom i 1960. Målmanden stoppede i OB i 1964 - efter 175 kampe. I dag er det i øvrigt Finn Sterobos søn, Tom, som er målmandstræner i OB.

Mogens Therkildsen var i OB fra 1959 til 1973, og altså igen i guldsæsonen 1977/78. Therkildsen var altså en del af OB-holdet i 1960’erne – et omskifteligt årti i OB, som fra 1963 til og med 1966 spillede i anden division. Therkildsen var en målmand, som udstrålede en naturlig autoritet, ikke mindst gennem sine store og stærke fysik. I øvrigt var Therkildsen målmand på Danmarks OL-hold i München i 1972.

Som 33-årig skiftede Therkildsen til tysk amatørfodbold i Flensborg, hvor han tiltrådte som lærer på en dansk skole. Historien fik en vidunderlig krølle i 1977, da den normale førstemålmand i OB, Erik Bertelsen, som skrevet brækkede skinnebenet og ikke kunne spille. Lars Høgh blev anset som for ung, og så blev veteranen Therkildsen hentet op fra Flensborg - til OB's første guldmedaljer. Lars Høgh nåede en enkelt kamp, og kan altså skrive dansk mester 1977 på sit CV.

Skrevet af Morten Oestermann

clearsound
Var ikke så gammel dengang. men husker Esbjergkampen da Erik B brækkede benet. Og dén første kamp Mogens Therkildsen var med i. Han havde jo forlængst lagt handskerne på hylden og stod i målet med et par arbejdshandsker..

hrhafstein
Husker godt dengang M.Therkildsen,skiftede til Flensborg...uden at have undersøgt det nærmere, mener jeg klubben hed.Flensborg 08... og mon ikke Mogens havde en lille finger med, da vi som Lilleput-spillere blev inviteret til en ungdomsturnering dernede?! Husker en god sæson ( fynsmester),som blev krydret med denne Tysklandstur, hvor finalen blev vundet og vi meget trætte kørte direkte fra Tyskland til Odense Stadion for at spille forkamp til Divisionsholdet... og ikke nok med det, så blev vi efter kampen linet op foran publikum, hvor vi fik overrakt Fodbold-teknik mærker, som vi havde bestået... endda med navns nævnelse i højtalerne... jo det var tider...
Havde gerne set FC Fyn splittet....Vi er kun blevet Mester de 3 gange B1909 har været med os oppe!

Therkildsen14
Har aldrig oplevet en kamp med nogle af disse tre målmænd, men taler jævnligt med Mogens Therkildsen eftersom han er min onkel. Jeg ved bl.a., at han først fornylig har lagt handskerne på hylden efter mange år på diverse veteran-hold i OB, hvilket jeg mener, er en flot bedrift taget hans alder i betragtning! Hilsen Rasmus Therkildsen

Skovhauge
Jo, jeg husker dem alle tre. Specielt Børge Hylle. Da han var aktiv på divisionsholdet kaldte vi ham mureren. Jeg ved ikke om han var murer af proffetion. Jeg har oplevet, at spille på hold med ham. Det må have været i 1957-58. Det var i en kamp i A-rækken. Det var enten mod Ullerslev eller Langeskov. Jeg spillede venstre back. Når han skreg: "Jeg har", var det om at komme væk.

OB.dk
Fantastiske kommentarer! Og jo, Børge Hylle var rent faktisk murer.

pele
Jeg stod altid bag målet ,og når Børge Hylle var i den ende, råbte vi altid "Børge, du skal op på tæerne", og han svarede tilbage, "hvis jeg skal op på tæerne, brækker de". Men en tragisk hændelse var jeg vidne til. Det var til en af de største kampe, 33000 tilskuere, det var tider. Men en kamp mod B 1909, hvor de røde skulle vinde, og det så da også sådan ud. Jeg mener, de førte 4-0. I sidste minut fik OB straffe og da stod der 4-3. Børge kom luntende op for at sparke. Fra midten af banen råbte han til Leif Petersen, som vogtede de rødes mål "farvel Leif, 2. division". Børge scorede, men en af tilskuerne, som var meget rød, faldt om med hjerteslag døde desværre.

larst
Husker udemærket Mogens T :-) Når man ser det holdbillede fra 77, så var det jo et fantastisk hold, vi havde der. Og mener, at nogle af de andre spillere, med et smil, kaldte ham for Morfar. Der er også mange børn der har haft glæde af Mogens som lører og han var i mange år en af de voksne på OPADS koloni i Hasmark.

KTM
OB´s bedste hold var klart i 1977. Anført af træner Richard Møller Nielsen kværnede de næsten de fleste modstandere ned, og vandt klart DM. Richard havde tilført holdet en kanon kondition med typer, som kunne løbe solen sort. Og en sprudlende Allan Hansen,som ofte bankede bolden i kassen med nogle drøn. Blev også senere solgt til en af Europas førende klubber, nemlig Hamburger SV. Richard Møller viste, at han var forud for tiden, hvor andre klubber rent konditionelt slet ikke havde nået OB´s niveau på det tidspunkt. Klart det mest suveræne mesterskab til klubben.

Her en særdeles lyrisk kærlighedserklæring helt tilbage fra 1897, hvor OB lå i Munke Mose. Du kan høre melodien via nedenstående link.

”Vor Boldplads”
 Mel: På vossevangen (http://www.ugle.dk/paa_vossevangen.mid)

”Hvor Aaen bugter sig bred og køn
I Munke Mose grønne Enge,
hvor Barneeventyrets Kongesøn
tog første Greb i Harpens Strenge,
did skal du gange ud en Morgenstund,
naar Solen vaagner af sit Natteblund,
for tro du mig, jeg siger dig,
at der er det saa godt at være.

Vi elsker højt denne Plet paa Jord,
og stolt for O.B. vi os kalder,
og du og jeg, ja, og han er Bro’r,
alene fredsomt Ord her falder.
Kom hid! Kom hid og bliv sund og stærk
kom hid, tag Del med os i alt vort Værk,
for Stedet her er, som du ser,
vor egen kære O.B. Boldplads”.

Her er en gammel fansang:
Mel: Vandresang af Jens Warny

”Stem i Kammerater, lad Stemmerne runge,
Vi synger for O.B. en Sang.
Det bedste vi ejer, vor Modstander mejer
Vi stadigvæk ned Gang paa Gang.
Vi synger med Glæde, en Sang vil vi kvæde,
thi O.B. vi sætter dig højt.
Vi slaas for din Ære, vi kæmper for dit Navn,
os alle til Lyst og Gavn.

Og lad os saa sige for Land og for Rige,
at det ej er Fraser og Løgn.
Vi vil naa et Maal, og vi sætter det højt,
og Modgang os gør ej en Døjt.
Thi Vijlen vi ejer, og Sejr efter Sejr
skal stadigvæk kranse dit Navn.
Vort Motto skal være: Hæv O.B.s Flag mod Sky
saa Danmark skal kende vort Ry.”

Her er en lille sang om OB under Anden Verdenskrig, skrevet efteråret 1942, hvor folk om søndagen har lyttet til Montgomery og Sporten i radioen. Her er endda en lille hilsen til OB’s første landsholdsspiller, Svend Jørgen Hansen:

Mel: Sekstur (http://www.ugle.dk/en_sekstur_ak_i_det_lille_ord.mid)

Når vi til daglig har læst Avis
Om Rationering og Krigsforlis,
saa blader vi for til Siden med Sport
og ser, at O.B. skal bort
paa Søndag, hvor de spiller Bold
mod Jyllands allerbedste Hold,
maaske er det kun A.G.F.,
hvis Hold dog ogsaa er helt f.f.
Vi læser, at O.B. er Favorit,
for vel er Forsvaret tem’lig skidt,
til Gengæld kan de lave Maal,
saa Chancen for Held den er mangefold.

Hver Søndag Aften i Radio’n
vi lytter efter, ja, gik det mon?
Jo, jo, det gik godt, de klared’ sig flot,
har ej i Spinaten traadt.
De klør jo Fjenderne i Flæng
og høster stadig to Points.
Snart ser vi Kredsens Top,
maaske i 3. Kreds op?
Svend Jørgen bli’r udnævnt til Landsholdsfund,
saa nu kan vi vistnok os ta’ et Blund.
Det hele er saa eviggodt,
ja, Himmelen lyser kun blaat i blaat.

Skrevet af Morten Oestermann

Chuck
Intet mindre end fantastisk!

mckellberg
Nogle af linjerne kunne faktisk godt bruges i fremtidige sange :)

Lundholm
Slet ikke værst! Nogle sætninger kan sagtens flettes ind i kommende sange.

BMJ
Super! Jeg anede ikke, at der blev forfattet den slags sange dengang. Da jeg begyndte at komme på Stadion i 1977 blev der for det meste kun sunget: OOOOOOB vinder guld i år. Og tænk, det gjorde de.

Nexman
Der burde seriøst genoptrykkes -og synges af de gamle sange.. Tag f.eks disse linier: "For vel er Forsvaret tem’lig skidt, til Gengæld kan de lave Maal, saa Chancen for Held den er mangefold" Passer jo meget godt.. ikk'!? ;-)

Shots
Det er fantastisk!

Jørgen Leschly Sørensen er ubetinget et af de største navne, der nogensinde har været i OB, og angriberen har sin naturlige plads på samme hylde som Lars Høgh og Richard Møller Nielsen.

Leschly blev født 24. september 1922 i Lumby, og startede sin karriere på OB’s førstehold i 1939. Her blev han indtil 1949, kun afbrudt af sæsonen 1945/46 i B93, hvor han færdiggjorde sin uddannelse. Under den studentikose tilværelse i København nåede Leschly og B93 i øvrigt at vinde det danske mesterskab.

Tilbage i Odense rykkede OB og Leschly op fra 2. til 1. division i 1946/47, og angriberen blev dansk topscorer i 1. division 1948/49 med 16 mål i en sæson, hvor OB endte på 5. pladsen og B1909 rykkede ned. Det var kun fortjent at angriberen med de mange mål blev kendt som "Det Fynske Uvejr".  

Leschly var en del af ”Bronzeholdet”, det danske fodboldlandshold der, som navnet antyder, vandt bronze ved OL i London i 1948. Leschlys præstationer var så gode, at de kastede en professionel kontrakt med italienske Atalanta af sig. Sammenlagt nåede Leschly at spille 14 kampe for Danmark, og det forholdsvis korte engagement kastede flotte otte mål af sig. Bronzekampen ved OL blev vundet 5-3 over England, og Leschly scorede det ene af målene. Da Leschly skiftede til en professionel tilværelse i Italien, blev angriberen spærret fra landsholdet – hvilket forklarer, hvorfor Leschly fik så få landskampe.

Leschly spillede for Atalanta i årene 1949 til 1953. Her blev det til 51 mål i 134 kampe. De mange mål gjorde Leschly til et stort navn i italiensk fodbold, og den fynske angrebsstjerne skiftede til AC Milan til sæsonen 1953/54.

Halvanden gang bedre end Jon Dahl
Opholdet i AC Milan blev om muligt en endnu større succes for den fynske angriber. Leschly spillede i de berømte rød/sorte striber indtil 1955 og nåede 64 kampe og imponerende 28 mål – et scoringsgennemsnit på 2,28. Til sammenligning nåede Jon Dahl Tomasson 22 mål i sine 76 kampe for Milan – et scoringsgennemsnit på 3,45. Altså er Leschlys scoringsgennemsnit halvanden gang bedre end Jon Dahls – hvis man er lidt til tal. Brian Laudrup nåede 9 kampe og ét mål.

De italienske mestre tilbød Leschly kontraktforlængelse, men angriberen ville hjem til Danmark og OB – og sådan blev det. Leschly blev i 1955 udtaget til et Europahold, som skulle spille mod England, i anledning af det irske fodboldforbunds 75-års jubilæum – Europaholdet vandt 4-1, og Leschly neutraliserede den engelske legende Sir Stanley Matthews, men fik dog ikke scoret.

Karantæne
Da Leschly i 1955 vendte hjem til Odense, vendte han også hjem til to års karantæne som spiller. DBU straffede på den måde Leschly for sine år som professionel. Da han altså ikke kunne spille, satte Leschly sig i trænerstolen i OB i stedet, og vendte tilbage som spiller i 1958, hvor han huserede til 1962. Leschly fungerede kort som træner igen i 1963, hvor et ungt trænertalent satte sig i stolen – Richard Møller Nielsen.

Jørgen Leschly nåede i sin tid som spiller i OB at score 74 mål i 123 kampe – ét mål pr 1,6 kampe. Til sammenligning havde alle tiders OB-topscorer, Allan Hansen, et målgennemsnit på 2,7 for 130 mål i sine 355 kampe i stribet. En mere nutidig målkonge, Mwape Miti, havde et målgennemsnit på 2,25 for 109 mål i sine 246 kampe. Leschly ville naturligvis have scoret endnu flere mål for OB, hvis ikke han fik betalt for sin store karriere i Italien med to års karantæne i Danmark.

Jørgen Leschly var efter sin aktive karriere lærer i Odense, og døde som 76-årig i 1999.

Skrevet af Morten Oestermann

Nexman
Endnu et kapitel i eventyret om Odense Boldklub.. fantastisk læsning :-)

torben-
JA - Jeg husker Jørgen Leschly Sørensen, både som spiller og træner. Jeg var 8 år, da han skrev under på en, efter datidens niveau, fantastisk kontrakt med Atalanta i Italien (i dag ville man grine sin r** i laser over den kontrakt, med tanke på, at han iflg. datidens regler fraskrev sig retten til at spille landskampe).

Det er mest kampene efter Italien, jeg husker. Han var en helt fantastisk spiller.

Jeg husker bl.a. en uofficiel landskamp (ca. 1952) mod et eksotisk land (husker desværre ikke hvilket), netop på Odense Stadion (meget usædvanligt dengang at lægge en landskamp andre steder end Idrætsparken i København) En helt vild kamp, hvor JLS scorede fra midterlinien lige efter at bolden blev sat i spil til 2. halvleg. Jeg har aldrig set noget lignende, hverken før eller siden! Knud Lundberg (AB) gav bolden op - en inderside mod højre, hvor JLS hamrede til den og den gik ind helt oppe i trekanten. Danmark vandt så vidt jeg husker med 5-1, JLS scorede endnu en gang
og Knud Lundberg lavede også 2 mål.

Da OB gik direkte fra 3. til 1. division fra 1945-47, var det med klubmanden Harry Conradsen som træner. Conradsen sprang til, da tyske Charlie Pohl måtte forlade landet pga. Anden Verdenskrig.  Det endte altså med én af de allerstørste OB-triumfer nogensinde og en præstation, som emmer så meget af klubånd og OB-hjerte, at det stadig varmer.

Løsningen på det tomme trænersæde blev engelsk. Denis Neville havde været kompromisløs forsvarsspiller i Fulham, hvor han havde spillet siden 1932. Da Anden Verdenskrig blussede op, kom Neville med Marskal Montgomerys engelske tropper til Nordafrika, hvor der ventede flere års blitzkrig i ørkensandet. Efter krigen gjorde Neville fortsat tjeneste som britisk soldat i Afrika, Italien og Israel. Den militære løbebane sluttede i 1946, hvorefter englænderen lagde hjelm og gevær på hylden, og tog på træner- og dommerkursus.

OB blev første trænerstation for Neville i en lang trænerkarriere. Da Conradsen havde leveret sit svendestykke og afleveret OB tilbage på rette hylde i 1. division, stod fynboen i spidsen for OB en sidste sæson, hvor OB som oprykkere sluttede på en 8.plads. Neville tog således over i sæsonen 1948/49.

I englænderens debutsæson blev det til én af de mest legendariske kampe, der nogensinde er blevet spillet i Odense – og som stadig huskes, på trods af, at OB tabte. Modstanderne fra AB, som dengang var en magtfaktor i dansk fodbold, med stjernen Knud Lundberg som altoverskyggende profil, var storfavoritter. Med hos OB var bl.a. Thorning Madsen, som den dag i den kun meget sjældent ikke dukker op til en OB-træning – og i øvrigt aldrig er i tvivl om, hvordan taktikken bør lægges. Sagde nogen klubånd?

Selve kampen mod AB forløb lettere vanvittigt. OB bragte sig sensationelt foran med 3-0. Vi lægger over til Fyens Stiftstidende, mandag d. 6. december 1948:

”Hurtige og farlige Angreb var der i begge Ender … og saa skete det: 3 OB-Maal paa 3 Minutter … Jørgen Leschly snor sig fri i højre og skifter helt over til Præstegaard, som elegant og behersket header ned for Fødderne af Svend Jørgen Hansen, der scorer fladt i Hjørnet – saa gaar Thorning Madsen solo igennem efter Forarbejde af Præstegaard og sender Bolden ind … endelig gik Jørgen Leschly solo i venstre og hamrede til Slut fra en ret spids Vinkel Bolden op i Nettaget”.

Herefter tog AB over og udlignede til 3-3. Sådan stod det ved pausen. Efter 47 minutter gik OB’s første landsholdsspiller, Svend Jørgen Hansen, op i en duel med AB-målmand Kaj Jørgensen. ”OB’eren naaede Kuglen først og headede den op i Taget”. 4-3. Svend Jørgen Hansen scorede også til 5-3, inden AB scorede tre mål i rap. 6-5 til AB og kampen slut.

OB endte på flot 5.plads i sæsonen 1948/49. Sæsonen efter blev det til en 7. plads. Nevilles tredje sæson som OB-træner sluttede tidligt, da englænderen efterlod OB på sidstepladsen midt i sæsonen. Neville drog til italienske Atalanta, hvor Jørgen Leschly nu slog sine folder. Legendariske Geza Toldi tog over i OB, og førte holdet til sølvmedaljer – klubbens første, og en præstation mindst på niveau med Ove Christensens mirakel i Randers.

Neville var dog en yderst vellidt herre i OB, ikke mindst pga. sit store arbejde med ungdomsafdelingen i OB, som han med gejst fik til at blomstre. 

Jørgen Leschly har formentlig lagt et godt ord for ind sin gamle træner, og fortalt varmt om sin professionelle fodboldkarriere i Atalanta. I sæsonen 1951/52 stod Neville i spidsen for klubben, som endte på 12. pladsen. I øvrigt blev danske John Hansen fra Juventus topscorer i Serie A det år.

I 1955 kaldte Holland og Sparta Rotterdam på Neville. Det blev til hele otte sæsoner i havnebyen, hvor højdepunktet var en kvartfinale i Europa Cuppen mod Glasgow Rangers i 1960 – Sparta tabte over hele tre kampe. Sparta og Neville blev hollandske mestre i 1959 og vandt den hollandske pokalturnering i 1958 og 1962.

Som tak for sine store præstationer i Sparta Rotterdam fik Denis Neville opkaldt en hel tribune efter sig – Denis Neville-tribunen. Det er her, de mest dedikerede Sparta Rotterdam-fans står, og den tribune, som altid bliver udsolgt først.

Neville blev i 1964 udnævnt som hollandsk landstræner, da han afløste Elek Schwartz. Det engagement varede dog kun til november året efter, hvor englænderen trak sig efter et nederlag til Schweiz.

Neville drog nu tilbage til England, hvor han blev manager for sekundaklubben Canvey Island FC. I 1978 kaldte Holland dog endnu engang, og amatørklubben TOGB fik glæde af den rutinerede træner.

Neville døde i Rotterdam i 1995, hvor man stadig hylder den gamle fodboldtræner.

Skrevet af Morten Oestermann

Skovhauge
Alle de nævnte er også i min erindring. Da Dennis Neville var træner. Spillede jeg som dreng i Mosen. Vores træner hed Kofoed, såvidt jeg husker var han lærer på Aalykkeskolen. Den nævnte AB-kamp husker jeg også. Jeg husker også en senere AB-kamp på Odense Stadion.
Det år blev AB Danmarksmester. Medaljerne skulle uddeles efter kampen. De var stillet op, og der blev holdt tale for mestrene. Midt under højtideligheden satte Knud Lundberg sig ned og tog sine støvler af. Det vakte stor forargelse.
Som voksen kom jeg tilbage til Odense og spillede på B-hold bl.a. med Jørgen Høeg (var det Lars Høegs far?). En enkelt gang spillede jeg på A-holdet sammen Børge Hylle

Torry
Ja, jeg husker dem begge to, jeg så også kampen. havde været OB fan 2år dengang, det var et brag af en kamp, Leschly var min skolelærer til han blev profesionel i Atalanta,Svend hugger var også med hylle og hans henning jacobsen,det var sjovt selvom vi tabte 6-5.

larst
Til Skovhauge. Det kan ikke have været Lars Høghs far , for han hedder Poul Høgh.

Runkeldunk
Mener faktisk at Lars Høghs fulde navn er Poul Lars Høgh Pedersen. Men hvad hans far hedder ved jeg ikke..

Fodboldens historie er lang i Odense, og det indbyrdes forhold mellem specielt B1913, B1909 og OB er en integreret del af selve byens selvforståelse.

Opgørene mellem OB og B1909 var noget særligt. Et drama, der får ”ny-klassikeren” og københaveneraffæren mellem Brøndby og FC København til at virke som et pubærtært teenagerskænderi overfor den odenseanske herrefight. Holdt man ikke med det rigtige hold, var der fx visse steder, man simpelthen ikke kunne få ansættelse. Med et citat fra den legendariske Liverpooltræner, Bill Shankly: Some people think football is a matter of life and death. I assure you, it's much more serious than that.

14. november 1948 spillede OB og B1909 et af de store opgør. Der har været mange, som man kunne se tilbage på med nostalgisk glæde, men her ser vi altså tilbage til en tid, hvor Jørgen Leschly Sørensen og Børge Hylle huserede i stribet.

10.907 tilskuere var på plads til opgøret, hvilket var rekord det efterår - og der var en oprivende affære i vente for de mange mennesker. Dommer Helge Andersen fra København gik på banen med bevidstheden om kampens betydning og slog hårdt ned på alt.

Banen var fedtet i novembervejret, og med de gammeldags, brune bolde med læderrem, kunne spillet blive en tung affære. Det blev heldigvis langt fra tilfældet, da spillet gled frem og tilbage fra start. B1909 startede kampen bedst, men kunne ikke udnytte overtaget i scoringer. Berømte Jack Johnson spillede Half-back for B1909, og der spekuleredes fra flere sider, om den iltre spiller (og senere OB-træner) ville have gjort større fyldest i De Rødes angreb.

B1909 bragte sig alligevel foran med 1-0, men så viste verdensklasseangriberen Jørgen Leschly Sørensen – én af de allerstørste OB’ere nogensinde – hvorfor han år senere fik tilbudt selv at bestemme sin løn i AC Milan. Lynhurtigt scorede angriberen et mål ud ad ingenting og fik udlignet. Det var en perle. Svend Jørgen Hansen og Thorning Madsen fik i smukt samarbejde spillet bolden til Leschly, som straks fik bolden under kontrol, trak lidt til venstre og hårdt og præcist sparkede bolden under B1909’s målmand Sandberg.

10 minutter efter bragte OB sig foran med 2-1 i arvefjendeopgøret. Jørgen Leschly sendte fra højre side en lang bold ind i feltet, hvor en hårdt presset Svend Jørgen Hansen fik headet bagover til den lille, farlige wing Ernst Præstegaard, der køligt tog bolden ned og udplacerede B1909-målmanden.

Spillet bølgede stadig frem mellem De Stribede og De Røde, og B1909’s Erik Berg brændte en kæmpechance ti minutter før pausen. Legendariske Thorning Madsen, som stadig kommer dagligt i Ådalen og følger træningen, havde det svært med den tunge bane, der ikke bekom den høje spiller vel og han brændte en oplagt chance.

Anden halvleg blev fløjtet i gang med et rødt drøn. Et direkte B1909-frispark ramte overlæggeren, og på returen var Erik Berg hurtigst. 2-2. Scoringen gav B1909 momentum, og striberne kom under pres foran det store publikum. OB’erne kæmpede bravt, løb og tacklede som gale, men var stadig under skubbet tilbage.

Målmand Børge Hylle stod en pragtkamp og i forsvaret holdt en storspillende Ejgil Nietzsche B1909’s Helge Larsen i skak, mens Frode Nygaard imponerede som Half-back. Og så. Ud af ingenting fik OB scoret. Leschly lagde en flot, lang aflevering til Svend Jørgen Hansen, som fik bolden under kontrol, skød og ramte højre stolpe. Bolden sprang tilbage i spil, men lige tilbage til OB’eren, som ikke havde besvær med at passere Sandberg i B1909-målet.

Efter scoringen dirigerede OB spillet på den efterhånden mudrede bane, som har trukket tænder for de trætte spillere. Sejren blev ikke truet.

OB sluttede som nummer fem i 1.division 1948/49 med ni sejre, én uafgjort og otte nederlag efter 18 kampe. Suveræn OB-topscorer blev Jørgen Leschly Sørensen med 17 mål, mens Ernst Præstegaard og Svend Jørgen Hansen fulgte efter med hhv. 11 og 10 mål. Mesterskabet løb KB med, mens B1909 endte som rosinen i pølseenden på sidstepladsen. 

Skrevet af Morten Oestermann

Ungarske Geza Toldi er på mange måder en af de mest spændende personligheder, som har haft OB-logoet over hjertet, da han var træner fra 1950 til 1954. Men inden vi præsenterer den legendariske træner nærmere, er det værd at se på de omstændigheder der rådede i OB, da Toldi tiltrådte. Det var nemlig ikke de letteste tider at være OB’er.

OB triumferede i årene 1945-1947 ved at stryge direkte fra 3. til 1. division. Det betød dog også at Svend Jørgen Hansen og Jørgen Leschly Sørensen, én af de største OB'ere nogensinde, og OB’s engelske træner, Denis Neville, blev professionelle i Italien. Leschly fik stor succes ved OL i 1948, hvilket ikke gjorde den danske landsholdspiller mindre interessant for professionelle, udenlandske hold. 

OB blev efter åreladningen overtaget af klubmanden Harry Conradsen, som også var træner under de to oprykninger, og altså havde vist flotte resultater. Ved udgangen på efterårssæsonen 1950 havde Striberne dog kun opnået fire points, og OB var nærmest dømt til nedrykning. Det var det OB-hold, Geza Toldi skulle overtage. Men først lidt mere omkring den store ungarer...

Geza Toldi er et af de mest kendte navne i ungarsk fodbold, et land som høstede store triumfer, da fodbolden blev international, har vundet to VM-sølvmedaljer og er blevet kaldt det bedste hold, der aldrig har vundet VM. Toldi startede sin karriere i Ferencvaros Budapest. Den unge angriber erobrede en startplads på et meget stærkt ungarsk mesterhold, en plads han holdt helt til 1939. Klubben vandt mesterskaber på stribe, og Toldi blev ungarsk ligatopscorer i sæsonen 1933/34.

I 1937 var Toldi en vigtig brik på det Ferencvaros-hold, som vandt én af de første internationale klubturneringer overhovedet; Mitropa Cup, en slags forgænger for Champions League, med deltagelse af de bedste hold fra Østrig, Ungarn, Italien, Schweiz, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Rumænien. Finalen mod SS Lazio blev spillet over to kampe, og Toldi scorede i dem begge. Turneringen blev skrinlagt under Anden Verdenskrig, men blev genoptaget under navnet Zentropa Cup i 1951. Turneringen mistede sin status, da andre europæiske klubturneringer blev indført. Men Toldi var en stor mand i europæisk fodbold og nåede at score imponerende 271 mål i 324 ligakampe.

Toldi debuterede på det ungarske fodboldlandshold i 1929 mod Schweiz. Angriberen scorede, og nåede i sin landsholdskarriere at score 25 mål i 46 kampe for Ungarn. Det blev bl.a. til en VM-finale i 1938, da Ungarn tabte til Italien.

Efter Anden Verdenskrig optog Toldi trænergerningen i Finland, som træner for VSP Vaasa – en klub han førte til det finske mesterskab. Herefter ventede en anden nordisk klub: OB var i problemer og havde bud efter den ungarske stjerne. Og Toldi tog fat, så det kunne mærkes.

Øjeblikket
Geza Toldi kom til i vinterpausen 1950/51, og indledte sin tid i Odense med at få spillerne i overordentlig god fysisk form. Der blev indgydt indædt fightervilje i OB’erne, og med det hårde arbejde som basis, kunne Toldi og spillerne begynde at finpudse detaljerne og spille smukt. Toldi blev beskrevet som elegant, myndig og ikke mindst højt elsket af folk i klubben, og resultaterne viste sig snart – OB gik fra at være stensikker nedrykningskandidat til at vinde sølvmedaljer, de første i klubbens historie. Det var dog ikke alt. Med OB’s flotte resultater og Geza Toldis store navn, fik OB invitationer til at spille mod andre europæiske hold, og Striberne var bl.a. i Paris, hvor man mødte Racing Club de Paris fra den bedste franske række.  

Geza Toldis kontrakt udløb i 1954, og han var på det tidspunkt en så velanset træner, at OB ikke kunne holde på ungareren. Toldi kunne vælge og vrage mellem tilbud, og valgte AGF, som gik nogle store år i møde i toppen af dansk fodbold med Toldi ved roret.

Toldi nåede tre mesterskaber med AGF, blev belgisk landstræner og nåede også forbi B1909, inden han døde i 1985, velsagtens én af de største profiler, OB og dansk fodbold har haft æren af.

Skrevet af Morten Oestermann

OB lå ved efterårssæsonen 1950/51 isoleret i bunden af den bedste, danske fodboldrække, 1. division. Det var tungt, og det gjorde ondt i OB's anlæg i Munke Mose. Der var tiltro til spillermaterialet, men resultaterne haltede på det forfærdeligste. Kun én sejr og fire points var det blevet til efter 0-0 mod AB og B1909 og sejr på 2-0 over Esbjerg på mål af Frode Nyegaard og Kjeld Larsen.

I vinterpausen gjorde ungarske Geza Toldi sit indtog som ny træner. Toldi ankom til OB fra Finland, hvor han trænede mesterholdet Palloseura. Toldis ankomst i det finske skete i øvrigt på et tidspunkt, hvor også Palloseura lå placeret på sidstepladsen. Toldis mission med OB lignede utvivlomt den finske.

Toldi var tidligere ungarsk verdensklassespiller for landsholdet og for Ferencvaros, og var med sikkerhed én af de største profiler, Ådalen endnu har kunnet byde på. Derudover blev ungareren, som fungerede som løjtnant i hæren, såret under forsvaret af Budapest i vinteren 1944/45, og den militære disciplin har formentlig gjort Striberne godt.

Træningen til den skæbnefulde forårssæson startede midt i januar, tre gange om ugen. ”Det, vi skal stræbe efter, er at opnå en bedre kondition og et højere tempo end modstanderne”, udtalte Toldi, og netop på det konditionelle område, gjorde den tidligere befalingsmand en forskel.

En stor forskel.

De første to kampe i forårssæsonen blev vundet. 2-1 over B1909 på mål af Poul Basset og Frode Nyegaard og 1-0 over KB på mål af Kjeld Larsen.

- "Vi kom omsider i gang", udtalte Frode Nyegaard til OB’s medlemsblad, ”og saa begyndte det først at blive rigtigt spændende. Nede i omklædningsrummet gav vi spillere hver gang hinanden haanden paa, at i dag skulle der atter 2 points hjem til OB, selv om vi, naar kampen var forbi, skulle bæres ud af banen".

Det tog dog endnu tid, før Striberne kunne bevæge sig over stregen, selvom resultaterne formede sig.

- Glæden hos os spillere var meget stor den dag, vi for første gang rykkede bort fra sidstepladsen. Men der var jo lang vej endnu. Vi sloges for livet i 1. division, der var ikke mere tale om at spille kønt fodbold – fighte til du falder, saadan lød parolen.

Det var Stribernes hårde arbejde, der banede vejen for ikke blot en forbliven i 1. division – men de første ”sølvmedaljer” i OB’s historie. Dengang blev der ikke tildelt medaljer for sekundære placeringer.

- Til at klare en saadan opgave, vil jeg vove at paastaa, hører der mandfolk, og jeg vil gerne have lov at sige til jer gutter, der var med, at I var mandfolk. Mænd, der gav i sig, hvad de havde, for OB; og I kan være sikker paa, at den bedrift, I har udført, aldrig vil blive glemt. Jeg tror det vil komme til at staa som et lysende eksempel for OB’s kommende ungdom – ”Kæmp som divisionsholdet gjorde det i foraaret 1951.”

Nyegaard slutter med en hyldest til Geza Toldi:

- Ogsaa du, Toldi, skal have en buket blomster, en meget stor endda. Takket være din jern-konditionstræning klarede vi de første skær og fik derved troen paa os selv. Viel Dank, Toldi.

Husker du sølvmedaljerne i ´51? Eller Geza Toldi? Eller Frode Nyegaard? Eller har du bare en kommentar? Så skriv!- og det er muligt, din kommentar vil blive brugt som en del af historieafsnittet på OB.dk!

Skrevet af Morten Oestermann

Onkel Riffel

Hermed en opfordring til OBs skribenter om at få lavet et interview med Torben. Den mand er jo fyldt med gode historier

abc
Svend Hugger har faktisk været min træner, da jeg startede som pusling i 50'erne!
Mvh abc

Der er ingen tvivl om, at succes i moderne fodbold kræver fuldt fokus på kost, korrekte træningsmængder og –metoder, og i det hele taget er der sat strenge rammer om en fodboldspillers liv i 2011. Tiderne har ændret sig, og der stilles større krav i dag. Det vidner en beretning fra OB's medlemsblad juli 1951 om OB’s tur til Holland i sommeren 1951 om.

Lørdag d. 10. juni 1951 ved midnat drog OB’s spillertrup - som lige havde vundet klubbens første sølvmedaljer - i bus til Holland, hvor klubben aflagde visit hos klubben Go Ahead fra byen Deventer. På vejen til træskolandet blev der bl.a. købt bananer i Hamborg, og kort inde i Holland gjorde bussen atter stop, da der skulle købes stort ind af billige cigarer og cigaretter.

Striberne holdt til på hotel Leuwenburg i Deventer, hvor man blev hjerteligt modtaget af Go Aheads vicepræsident, Henri Wagenvoort. Der blev lagt ud med en lur og en ”prima” middag i hotellets restaurant. Det blev i øvrigt til en hyggelig aften for OB-spillerne, som deltog i afslutningen af byens årlige marked ovenpå en ugelang byfest for de lokale.

Trods strabadserne var striberne klar til træning mandag morgen på Go Aheads efter datidens standarder imponerende træningsanlæg. Der var hele to træningsbaner, hvoraf den ene endda havde elektrisk lys. Kilderne fortæller, at spillerne gik til den under en drabelig dyst på to mål.

Efterfølgende drog spillerne til Arnhem, som endnu led af Anden Verdenskrigs åbne sår, og hvor der var blevet sat store krigsmindesmærker op, som OB'erne besøgte. Der blev også tid til at svømme i floden Ijssel inden legendariske Børge Hylle, målmanden fra Tommerup, slog sig til truppen. Efter en bådtur i styrtregnvejr med hele truppen om bord i en åben båd, søgte spillerne ly under et halvtag på en øde ø. Efter en tid udsat for elementernes rasen, vovede halvdelen af truppen sig ud og endte i en svinesti, mens resten bankede en lokal købmand op af sin middagslur og søgte om ly. Man nåede gennemblødte tilbage til bussen, og den efterfølgende aften var der igen middag, under hvilken flere af OB’erne tildrog sig opmærksomhed fra de lokale frøkener.

Dagen efter skulle der endelig spilles kamp. Modstander var Be Quick, og opgøret fandt sted i Groningen foran 4.000 tilskuere. OB kom hurtigt bagud 2-0 i den hårdt spillede kamp, inden Poul Basset scorede hattrick til stribet 3-2-sejr.

Så var der besøg på danserestaurant på tapetet samme aften for hele truppen. De fine rammer på det noble etablissement var muligvis ikke helt i spillernes smag, eftersom de brød op og drog til det mere folkelige udskænkningssted "Frigge", hvor der efter sigende var ”liv i kludene”.

Dagen efter var der kamp igen. Denne gang mod holdet Rijsen, hvor OB var første internationale besøg. Der var da også 2500 tilskuere til kampen ud af en befolkning på 10.000 og et 35-mands orkester, som varmede op. OB bidrog i første omgang ikke til festen, da man slog hjemmeholdet med 1-0. Der var dog efterfølgende banket med 7-retters menu, som spillerne deltog i.

Endnu en dag bød på endnu en kamp, denne gang mod Appeldorn. Der blev spist frokost på eksklusive ”Corner” og budt på sightseeing inden kampen. Også denne gang var der stort orkester – denne gang på 40 mand. Hollænderne bragte sig foran med 1-0 foran de 6000 tilskuere efter et målmandsdrop fra Børge Hylle. Han spillede sig dog senere op. Poul Jensen udlignede, og det blev også til 2-1 og 3-1 til OB, som tog endnu en sejr. 

Sejren blev fejret med maner, da holdet indtog Amsterdam samme aften for at ”se på livet i byen”. Først ud på natten vendte OB-bussen igen ud ad hovedstaden, og 30 km ude af byen blev det opdaget, at en kvindelig passager havde sneget sig ombord. Hun blev læsset over i ledsagervognen, som det hedder i medlemsbladet. Klokken blev 4 inden spillerne kunne komme i seng.

Dagen efter blev der hvilet ud på hotellets terrasse ovenpå nattens prøvelser. Om aftenen skulle der spilles kamp mod Go Ahead. Der som optakt til kampen lagt blomster for de af Go Aheads medlemmer, som havde mistet livet under krigen. Også her var der rekordstort orkester – nu på hele 51 mand. Det hårde program havde imidlertid sat sig i OB’ernes ben, og spillerne havde svært ved at få spillet i omdrejninger. Striberne måtte nøjes med 2-2 i den sidste kamp på hollandsk grund.

Som afslutning på turen var der ”animeret” kaffebord og bal i klubbens gymnastiksal, og herefter kunne OB-bussen ud på natten trille nordpå. På Aabenraas Grand Hotel afholdtes turens officielle afslutning, hvor de to chauffører fik overrakt hvert et cigaretetui som tak fra alle deltagerne.

Jo, tiderne var anderledes.

Skrevet af Morten Oestermann

Henrikhc
Fedt :D

Richard Møller Nielsen ansættes med en gage på 500 kr. om måneden. Striberne frister en tilværelse i 2. division, og hvad værre er, så sidder B1909 og B1913 på den fynske fodboldtrone i 1. division. Men kun for en tid. OB rykker i 1966, med Møller Nielsen bag roret, tilbage til den bedste række, samtidig med at B1909 og B1913 rykker den anden vej.

Da Møller Nielsen forlader OB i 1967 til fordel for Esbjerg, synker OB-skuden tilbage i 2. division. Det forhindrer dog ikke OB i at åbne det nye, moderne klubhus i Ådalen i 1968. Trænerroret i Ådalen er for en kort tid overtaget af Børge Jacobsen, inden det overtages af Jack Johnson, som tidligere har haft succes i B1913 og B1909. Johnson er eksponent for knaldhård træning og vindermentalitet, men desværre halter det med resultaterne, og Johnson formår ikke at få Striberne tilbage på sporet.

Kalenderen skal skrues helt frem til 1976, før OB endnu engang er repræsenteret i den bedste, danske fodboldrække. Der var kommet ny træner til, som tog fat i den fynske andedam og rystede den godt og grundigt. Træneren var - nok engang – Richard Møller Nielsen.

Skrevet af Morten Oestermann

Shots
Fantastisk lærerig og spændende læsning om OB´s historie!

Du har sikkert aldrig hørt om det irske fodboldhold Drumcondra. Du har sikkert heller aldrig hørt om det hold, som irerne slog ud i første runde af Inter-Cities Fairs Cup i 1962. Og endelig har du sikkert heller ikke hørt om Inter-Cities Fairs Cup.

Holdet, som tabte til irerne, var Odense XI. Og hvem var så det? Jo, det var en sammenslutning af spillere fra odenseanske fodboldklubber, som deltog i den – i øvrigt velrenommerede – fodboldturnering Inter-Cities Fairs Cup. Spillerne kom fra OB, Odense KFUM, B1913 og B1909, og udover Odense XI deltog bl.a. FC Barcelona, Sampdoria, Bayern München, Porto, Marseille, Valencia, Celtic, Everton, Zaragoza og Roma. På den måde var kvaliteten af de deltagende hold ikke til at tage fejl af.

Når du formentlig ikke har hørt om Inter-Cities Fairs Cup, er det ikke mindst fordi, den blev nedlagt i 1971 – og i øvrigt kun fik lov til at eksistere i 16 år. Turneringen blev grundlagt på det lidt spøjse grundlag, at den skulle promovere internationale messevirksomheder i europæiske storbyer. Det var således fodboldhold fra disse byer, som deltog i turneringen – heriblandt Odense, som altså stillede med et blandet hold. I 1971 skiftede turneringen navn til UEFA Cup, som du formentlig kender noget bedre.

Valencia vandt turneringen i 1962 for andet år i træk, da holdet slog NK Dinamo Zagreb i finalen. Odense XI's korte ophold i turneringen gik over to opgør mod Drumcondra. Det første blev spillet i det nordlige Dublin, hvor det blev til et nederlag på 4-1. Kampen i Odense blev vundet med 4-2, men da det resultat betød, at irerne samlet havde scoret et mål mere end odenseanerne var det Drumcondra, der gik videre til 2. runde. Her blev de i øvrigt flået i stumper og stykker af Bayern München, som vandt 6-0 i det sydtyske. Dette gjorde, at kampen i 2. runde betød mindre, og tyskerne kunne tillade sig at tabe 1-0 i Irland. Den irske klubs eksistens ophørte i 1972, da den blev lagt sammen med holdet Home Farm.

Således sluttede Odenses første indtog i Europa lidt mindre prangende, end man kunne have ønsket sig. Men i hvert fald, så fortæller selve samarbejdet om Odense XI, at Odense-klubberne, selv i en tid, hvor rivaliseringen levede i langt højere grad end i dag, godt kunne arbejde sammen. Endda lang tid før der blev talt om sammenslutning af Odense-klubberne, sådan som det blev gjort i starten af 1990’erne. Og siden har OB jo på fornemmeste vis præsenteret Odense i Europa, og når UEFA Champions League kommer til byen onsdag aften, er det kun den seneste kulmination på det eventyr.

Skrevet af Morten Oestermann

Onkel Riffel
Jeg får automatisk røde knopper, hver gang nogen nævner det mindste om "en sammenslutning af Odense-klubberne"... Når det er sagt, er det en underholdende og besynderlig historie.

GILLES27
Ja det kan alle så takke B1913 for... om det var godt eller skidt er svært at afgøre.. MEN jeg tror det havde været til alles bedste, hvis vi havde fået et "Odense United" dengang

Johnson tog over efter Børge Jacobsen, som selv tog over fra Richard Møller Nielsen efter kort tid på trænerbænken.

Richard Møller Nielsens succeser i OB er legendariske, og selvom de to mesterskaber under hans ledelse først kom i 1977 og 1982, havde Møller Nielsen allerede haft succes i OB med oprykning til 1. division som bedste resultat i et årti – 1960’erne – der gik op og ned for OB. Johnson havde altså sit at leve op til, men havde også haft succes både som spiller og træner i B1913 og B1909.

Lad os sige det med det samme. Det gik ikke på samme måde i OB. Striberne rykkede ned fra 1. division i 1968 – samme år som Esbjerg i øvrigt vandt sølv med deres nye træner, Richard Møller Nielsen.

Efter 22 kampe lå OB på en 11.plads ud af 12 hold med seks sejre, tre uafgjorte og 13 nederlag. Sæsonens to oprykkere, B1909 og B1913 tog henholdsvis en 6.- og en 4.plads, mens KB løb med guldet.

Tilværelsen i 2. division blev ingen dans på roser, og med en 8.plads i rækken var der langt op til 1.division. B1909 tog turen tilbage til 2.division samme år. Sæsonen efter resulterede i en lidt bedre 7.plads, bl.a. efter en 6-0-sejr over Vanløse – og et 8-4-nederlag til Fuglebakken. B1909 vandt 2.division 1970 og rykkede altså tilbage til landets bedste række, mens B1913 rykkede tilbage i 2.division.

Sæsonen 1971 blev OB igen nummer otte i 2.division, og i 1972, Johnsons sidste sæson som OB-træner, blev det til en 9.plads. Kaj Hansen var tæt på at trække Striberne tilbage i landets begge række i 1973, da OB endte på en 3.plads i 2.division, men den ære tilfaldt som bekendt først Richard Møller Nielsen i 1975.

Johnsons resultater som OB-træner var altså ikke imponerende, men alligevel huskes han – måske mest for sine succeser i B1909 og B1913 og for sin specielle personlighed. Et hidsigt temperament og en dedikation til fodboldspillet som gav sig til kende gennem en meget fysisk spillestil - og herefter en lignende træning.

Træningen under Johnson var således legendarisk hård og bød bl.a. på løb på stierne omkring Ådalen med en holdkammerat på ryggen. Temperamentet kom bl.a. til udslag ved nederlag, hvor Johnson ikke ville tale med journalister, og ved et humør, som fulgte op- og nedturene, som fodboldspillet byder på. Men samtidig var Johnson også omsorgsfuld og beskyttende overfor sine spillere – en side af træneren, de færreste kender, udover spillerne selv.

Johnsons kompromisløse træningsstil fulgte måske op på Richard Møller Nielsens egen stil med samme fokus, ligesom næsten ligeså legendariske Geza Toldis stil var bundet op på en god del fysisk pondus og bid i tacklingerne. Og i øvrigt Kim Brinks i 1990’erne - dog alle tre med større succes end Johnson.

Johnson blev i 1987 tilbudt et trænerjob i Kenya, som han tog imod, og forlod Danmark. Her endte han med at arbejde som bedemand, men døde i 2002 på Frederiksberg.

Husker du Jack Johnson? Eller har du bare en kommentar? Så skriv! – og det er muligt, den vil blive brugt som en del af historieafsnittet på OB.dk!

Skrevet af Morten Oestermann

I spidsen for mesterholdet stod Richard Møller Nielsen. Det var trænerlegendens andet ophold i OB, da Møller Nielsen også var træner fra 1964-1968, og førte klubben til 1. division i 1966. Børge Jacobsen overtog holdet kort i 1968, inden Jack Johnson fra 1968-1972 og ”Lille” Kaj Hansen fra 1972-1974 stod i spidsen for Striberne.

Møller Nielsen overtog tøjlerne igen i 1975, da OB spillede i 2. division. Det gav straks resultater, da Striberne via en andenplads rykkede tilbage i landets bedste række. 1976, det første år med OB som oprykker, blev til en flot femteplads, en præstation som ikke mindst skal ses i lyset af, at rækken bestod af 16 hold. Det blev bl.a. til en 4-0-sejr over de senere sølvvindere fra Frem og 4-1 over bronzevinderne fra KB. Det må siges at være mere end godkendt for en oprykker. Danmarksmestre 1976 blev B1903.

Fire flotte OB'ere: Preben "Tordenskjold" Knudsen, Flemming Nielsen, Per Bartram og alletiders OB-topscorer, Allan Hansen.

1977 var det sidste år, den bedste række kun bestod af amatørspillere. OB lagde ud med at tage til Køge og hente 2-0-sejr hjem til Odense. Det blev fulgt op af endnu en 2-0-sejr, denne gang ude over AaB. Herefter bød programmet på to hjemmekampe, som blev til endnu to sejre: 5-1 over B93 og 4-2 over de regerende mestre fra B1903. Først den femte kamp bød på pointtab, da det blev til 3-3 ude mod Randers. Herefter blev det til fire sejre i træk over Vejle, Holbæk, Kastrup og B1901.

Første nederlag kom i 12. runde, da KB vandt 2-1. Herefter fulgte hjemmekampen mod B1909, som endte 1-1, og siden en 3-1-sejr ude over Frem. Så skulle man hen i 17. runde, før det igen blev til stribet OB-sejr: 6-1 vandt OB hjemme over Randers. Kampen blev den første i en stime på fire, da også Vejle, Holbæk og Kastrup fik klø i de efterfølgende runder. Så blev det til to uafgjorte mod B1909 og Esbjerg, hvorefter OB sejrede to gange i træk: 4-1 ude over AGF og 3-2 hjemme over Køge. Næste kamp bød på en nullert mod KB.

Øjeblikket
Resultaterne betød, at OB lå på en førsteplads før 26. runde og med en sejr - med stor sandsynlighed - ville vinde klubbens første mesterskab. Kampen skulle spilles mod – B1909! Skæbnen har altså en fin sans for drama, og med en 3-1-sejr over De Røde blev titlen næsten sikret fem runder før tid. Mesterskabet kom endelig på plads efter 2-2 ude mod B93, et af de sikreste mesterskaber i dansk fodbolds historie.

Per Bertram scorer til 3-1 og sikrer (næsten) OB's første mesterskab - mod B1909.

De resterende kampe bød på ét af kun to nederlag hele sæsonen - ude mod Frederikshavn – uafgjort mod B93 og sejre over AaB og Frem. Således kunne OB lade sig hylde efter 30 kampe, 19 sejre, 9 uafgjorte, to nederlag, 47 points og en målscore på +39. B1909 rykkede ned.

Mesterskabsfesten til den sidste kamp mod Frem d. 14. november, som OB vandt 2-1, blev et flot arrangement. Her spillede Lise Grams Jazzballet, Hanne & Merete og en vis Arne Lundeman - og mon ikke den fynske troubadour fik sunget "OB op i top"?


 
Skrevet af Morten Oestermann

EHH
1977, et fantastisk fodboldår. Et fantastisk HOLD med spillere med mange individuelle kvaliteter, kombineret med en snu og taktisk uovertruffen træner i Richard Møller Nielsen gjorde denne triumf mulig. For mig som OB-tilhænger siden midt-60'erne den første af slagsen - og som man siger - så er den første gang altid den største. Jeg kommer fortsat på Stadion, men kommer aldrig - tror jeg - til at opleve en tilsvarende sæson som dén i 1977.

Elkjaer
Mesterskabet i '77 er grunden til at jeg holder med OB den da idag, selvom jeg kun var en lille dreng på det tidspunkt :-)

neverland
Har det lige som Elkjaer ovenfor.
I slutningen af '76 begyndte en af mine fodbold-kammerater at tage på stadion jævnligt, jeg fik lov til at komme med og så et par kampe. Året efter så vi alle OB's kampe på stadion, dengang man stod ved de berømte stål-bomme. Den sæson står stadig som noget at det bedste, jeg har oplevet og var en stor oplevelse, som jeg var lidt stolt over (jeg var 11, ikke ret mange af mine skolekammerater havde dengang overhovedet været på stadion).

skinken
Husker det meget tydeligt. Jeg tog den på stop med et par venner fra Kerteminde stort set hver eneste gang de havde hjemmebane i de år. En fantastisk tid, med et fantastisk hold og træner.

Allan Hansen. Kender man lidt til OB-historien, er det svært ikke at tænke på sidste halvdel af 1970’erne og første halvdel af 1980’erne, uden at se billedet af Allan Hansen for sig, i stramt siddende OB-trøje og med 70’er-frisure. Hansen er i samme kaliber som andre legendariske OB-profiler fra samme æra som træner Richard Møller Nielsen, Lars Høgh, Per Bartram og Vilhelm Munk Nielsen. Men listen kunne være meget længere.

Allan Hansen hører til de helt store OB’ere. 355 kampe placerer ham på 4.pladsen over spillere med flest kampe i stribet, kun bag Lars Høgh, Steen Nedergaard og Michael Hemmingsen. På en anden liste ligger Hansen dog nummer ét, snart 30 år efter sin storhedstid i OB – topscorerlisten. 130 mål har ingen kunnet slå før eller siden, og nummer to på listen er i øvrigt holdkammeraten og en anden legendarisk OB-angriber, Per Bartram, med 123 scoringer. På tredjepladsen finder man en mere nutidig OB-helt, kanonkongen Mwape Miti med 109 mål.

I mesterskabssæsonen 1977 er Hansen én af de vigtigste brikker på holdet, og kåres som årets fodboldspiller i Danmark. Sæsonen 1978 er dog en brydningstid i OB og i dansk fodbold som helhed. Der indføres professionel fodbold i Danmark, og som forsvarende mestre står OB med gode kort på hånden, og således sikrer man sig en stor sponsorkontrakt med Spritfabrikkerne. Til gengæld har det store udland fået øjnene op for topscorer Hansen, som fortsætter i tyske Tennis Borussia Berlin. Hans plads overtages af John Eriksen, alle tiders danske topscorer i Europa.

Det bliver til tre år i det tyske, inden Hansen vender hjem til Danmark og OB – og endnu en kåring som Årets Fodboldspiller i Danmark i 1981 efter 28 mål i 30 kampe. OB vinder som bekendt endnu engang mesterskabet i 1982. Da turneringen dengang var vendt om, var Hansen dog ikke i stribet, da mesterskabspokalen kunne løftes i Bolbro. Hansen drager nemlig endnu engang til nabolandet mod syd og Hamburger SV i sommeren 1982, og klubben vinder Europa Cuppen for Mesterhold 1983 – dog uden Hansen på holdet i finalen mod Juventus. Efter opholdet i Hamburg, pakker Hansen igen kufferterne og drager mod Odense og OB. Her bliver han og er en del af holdet indtil 1988, hvor alle tiders OB-topscorer kan lægge støvlerne med de mange mål på hylden.

Skrevet af Morten Oestermann

OB vandt på suveræn vis klubbens første mesterskab i 1977, og skulle for første gang spille europæisk i 1978. OB trådte ind i det daværende ”Champions League”, Mesterholdenes Europa Cup. En vel nærmest unik præstation, da OB tre år forinden lå i anden division. At Richard Møller Nielsen kom til i netop det år, 1975, bærer nok en del af forklaringen…

Striberne blev ikke voldsomt begunstiget af lodtrækningsheld, da fru Fortuna ville det således, at OB skulle til Bulgarien og møde Lokomotiv Sofia. Den østeuropæiske topklub var på papiret en typisk kommunistisk topklub med hele fem bulgarske landsholdsspillere, og OB var klart undertippet i klubbens europæiske debut. 

Øjeblikket
Richard Møller Nielsen gik på vanlig vis ind til opgaven med stor autoritet og en for dansk fodbold nærmest uhørt professionel indstilling. Møller Nielsen tog inden opgøret turen til gigantiske Levski Stadion i den bulgarske hovedstad, hvilket ellers var uset for en dansk fodboldtræner. "Træneren", som flere simpelthen kalder ham, tog dog aldrig let på nogen som helst opgave inden for sin metier, og Møller Nielsens store engagement og legendarisk skarpe analyser skulle vise sig at være en god investering.

Første kamp mellem Striberne og Lokomotivet fra Sofia blev spillet d. 13. august 1978 foran 7.000 tilskuere på Odense Stadion – og der blev ikke sparet på noget i det, der blev kaldt ”den første rigtige alvorlige kamp” i klubbens historie. Således blev der inden kampen linet op med hundedressur, H. C. Andersen Garden og Odense Pigegarde. Så bliver det ikke større.

Richard Møller Nielsens professionelle forarbejde viste hurtigt sit værd. Inden de første 45 minutter var rundet på stadionuret, havde OB sensationelt bragt sig foran med 2-0. Vilhelm Munk Nielsen, nummer to på alle tiders OB-topscorerliste, var manden bag de to scoringer.

2-0 - En farlig føring
Richard Møller Nielsen har ofte plæderet for det, måske er det en kliche, og måske har man trukket på smilebåndet, men ikke desto mindre: 2-0 er måske den farligste føring i fodbold. Netop dette faktum forsøgte Møller Nielsen at indpode sine spillere i pausen. Spillerne skulle være kyniske, lukke kampen ned og tage en sensationel sejr. Alligevel gik det galt. Inden kampen var omme, udlignede bulgarerne til 2-2, og OB skulle altså på en særdeles svær prøve på den anden side af Jerntæppet.

I returopgøret i Sofia var OB’s superfan Lars Bo Larsen eneste medrejsende fan. Der var plads til 60.000 på Levski Stadion, og der var reserveret en hel tribunesektion til udeholdets fans. Der sad Lars Bo ene mand og blev holdt øje med af hundrede bulgarske soldater. Skulle der være et hjerte, som bankede lige så meget for OB som Richard Møller Nielsens, skulle det nok være Lars Bo Larsens.

Striberne solgte sig dyrt, men endte med at tabe 2-1. OB’s mål blev i øvrigt scoret af det unge, nytilkomne supertalent John Eriksen, som skulle ende med at blive topscorer i 1. division i sin debutsæson som OB’er.

Men OB’s første europæiske togt var altså forbi, og vi skulle helt til 1991, før OB gik videre fra første runde i en europæisk turnering. Det var mod irske Galway United i Europa Cup for Pokalvindere. OB sejrede 3-0 i Irland og 4-0 i Odense. Striberne havde dog ikke voldsomt held med de europæiske lodtrækninger: I Europa Cup for Mesterhold 1983 stod Liverpool på menuen, i UEFA Cup 1984 var det Spartak Moskva, og i Europa Cup for Mesterhold 1990 var det Real Madrid.

Skrevet af Morten Oestermann

Rynkeby
Typisk Lars Bo. Sikke en OB`er. R.I.P

Chuck
RIP Lars Bo

Laske_85
Lars Bo ... manden bør huskes... legender lever evigt..

Fæ dør Frænde dør
Dø skal også du
Men et jeg ved der aldrig dør
Historien om et godt liv

daremhenrik
Den mand må have følt sig som Palle alene i verden :(

talbro
Én gang stribet altid stribet :)

John Eriksen - Esset fra Assens

John Eriksen. Mange kender ham slet ikke. Og kender man ham, kender man ham formentlig som manden, hvis landsholdskarriere stod i skyggen af Preben Elkjærs. Eller som reserven, som scorede mod Vesttyskland ved VM i 1986.

Preben Elkjær har aldrig været sen til at prale af sine meritter. Elkjær er københavner – John Eriksen blev født i Assens. Om man vil, så siger det måske noget om mentalitetsforskelle. For fynboen John Eriksens bedrifter – i OB og andre klubber – taler i den grad højt. I en tid, hvor danske spillere alt for ofte falder igennem i udenlandske klubber, må det vække respekt, at John Eriksen blev topscorer i samtlige udenlandske klubber, han spillede i – og i øvrigt er den mest scorende dansker i udlandet nogensinde.

John Eriksen kom til OB fra Svendborg i 1978. Det var et skridt fra 3. division til de danske mestre og Europa Cup for Mesterhold. Legendariske Richard Møller Nielsen udtalte ved sæsonstart, med vanlig fynsk lune, at målsætningen for sæsonen var at undgå nedrykning, og træneren fandt hurtigt plads til Eriksen. Angriberen betalte tilbage for tilliden ved at score 22 mål i 30 kampe i sin stribede debutsæson og blive topscorer i OB og 1. division. Desuden blev det til en scoring i netop Europa Cup for Mesterhold, da OB i klubbens europæiske debut tabte samlet 4-3 til Lokomotiv Sofia. OB endte på fjerdepladsen i den hjemlige række det år. Vejle tog sig af mesterskabet, Esbjerg sølvet og AGF tog bronzen.

Næste sæson endte på samme imponerende måde for Eriksen. Det blev til 20 mål i 30 kampe, og herefter ventede som en naturlig følge et udlandseventyr, som skulle vare mange år. Hollandske Roda havde fået nys om den fynske bomber, og Eriksen blev en del af den hollandske trup til sæsonen 1979/80. I debutsæsonen blev det til 12 kampe og ukarakteristiske nul mål for fynboen.

Sæsonen 1980/81 blev det straks bedre, da Eriksen fik de hollandske garn til at blafre 21 gange i 34 kampe. I alt blev det til 144 kampe og 80 mål for Roda - inklusive en kamp mod PEC Zwolle, hvor fynboen scorede fire mål. Skal det nævnes, at Eriksen var topscorer alle årene?

Eriksen skiftede i sæsonen 1984/85 til franske Mulhouse i den næstbedste række, et skifte, der må vække en del undren. Franskmændene gik dog ikke glip af fynske mål, da fynboen scorede 27 gange i 34 kampe. Skal det nævnes, at Eriksen var topscorer?

Endelig, kunne man sige, fik en større klub øje på John Eriksen. Hollandske Feyenoord blev næste station og angriberen fortsatte ufortrødent med at score mål på samlebånd. 22 mål i 31 kampe nåede han at score for hollænderne, inden endnu et klubskifte. Skal det nævnes, at Eriksen var topscorer?
 
Fra sæsonen 1986/87 til 1988/89 spillede Eriksen i schweiziske Servette. Og her gik han nærmest mål-amok. Den første sæson scorede han 28 mål i 29 kampe, for sæsonen efter at score 36 mål i 34 kampe (!). Eriksen scorede altså flere mål, end han spillede kampe. Normalt skal man ned i juniorrækkerne, for at se det. Skal det nævnes, at Eriksen var topscorer? Med de mange mål fik fynboen UEFA's sølvnål som Europas næstmest scorende spiller.

Eriksens to sidste sæsoner i udlandet blev i FC Luzern, hvor det blev til 37 mål i 70 kampe. Eriksen var topscorer. Herefter skiftede Eriksen til Svendborg i den næstebedste danske række. Alt i alt blev det til 283 mål i 426 kampe. Man kan næsten kun ærgre sig over, at Eriksen aldrig fik chancen i én af de helt store klubber – eller for alvor på landsholdet.

I skyggen af Preben Elkjær blev det ”kun” til 17 landskampe – her blev det til seks mål, bl.a. målet til 2-0 mod Vesttyskland ved VM-slutrunden i 1986. Ellers scorede Eriksen mål mod Spanien, DDR, Ungarn og to mod Belgien. Tager man de positive briller på, blev det trods alt til to slutrunder, da fynboen også deltog ved EM i 1988. Eriksens sidste landskamp blev mod Italien i samme slutrunde – Danmark tabte 2-0. Han nåede dog også at score to mål i venskabskampen mod Belgien 15. juni 1988 – en kamp som blev spillet i Odense foran 20.622 tilskuere på stadion.

Alt i alt er der i den grad grund til at huske John Eriksen. At den mest scorende dansker nogensinde i udlandet, var fynbo. Og ikke mindst som OB'er er det værd at huske Eriksens mange mål for OB i slutningen af 1970'erne, hvor den giftige angriber fra Asssens var en del af et legendarisk OB-hold.  

John Eriksen døde desværre i en alt for ung alder i 2002.

Skrevet af Morten Oestermann

Nexman
Jeg husker godt John Eriksen fra de glade firsere og VM i Mexico.. Desværre nåede jeg ikke at nyde ham i striwerne, da jeg først begyndte at følge OB i '89.. Men hvilket mål-instinkt han havde.. Fantastisk!

ronald45
Jeg husker tydeligt John Eriksen, denne typisk lidt stivbenede angriber.

Det var drøn ærgerligt, at han lige var fremme på det tidspunkt i 80'erne, hvor Elkjær og en masse andre gode spillere var under Sepp Piontek's vinger.

2 - 0 målet mod Tyskland i 1986 står også ganske tydeligt.

Da John Eriksen døde meget ung på et plejehjem i Svendborg, var det som at få et ordentlig slag i hovedet, det måtte være en joke, men var det desværre ikke.

Æret være hans minde.

Dirksen
Husker også John Eriksen meget klart - som en af de største angribere i dansk fodbold - en som i dag ville have været guld værd i mange klubber - og ikke mindst på det danske landshold....

I dag er det så 9 år siden han gik bort, æret være hans minde.

OB vandt som bekendt det danske fodboldmesterskab i suveræn stil i 1977. Da betalt fodbold blev indført i Danmark fra sæsonen 1978, stod OB altså med gode kort på hånden. OB sikrede sig også en stor sponsor, Spritfabrikkerne, men resultaterne i de følgende år haltede til trods for det gode udgangspunkt. 1978 bød på en 4.-plads, 1979 en 5.-plads, 1980 en 3.-plads, 1981 en 6.plads.

OB’s træner gennem alle årene hed Richard Møller Nielsen, og er der nogen, som har haft det skidt med de bløde resultater, er det ham. Sjældent har en mere udtalt vindertype end Richard Møller Nielsen sat fødderne på guds grønne jord.

Historierne om Richard Møller Nielsens ekstreme vindermentalitet, fuldstændige dedikation og gennemførte professionalisme er mange. De lever blandt fans og folk som kommer i Ådalen den dag i dag. Der bliver stadig talt om Træneren med stor ærefrygt (det store T er ingen fejl). Bl.a. fortælles historien om, hvordan Richard Møller Nielsen spillede første halvleg i en udekamp mod AaB i Aalborg med et overrevet korsbånd. Herefter blev smerterne for store, og OB-kæmpen måtte trække sig. Det blev Richard Møller Nielsens sidste kamp som aktiv fodboldspiller.

Denne totale dedikation til spillet tog Richard Møller Nielsen med sig i trænersædet – og således også i 1982. Da træningen til sæsonen 1982 skal sættes i gang, ligger sneen over Fyn. Tungt. Der kan ikke trænes. Spillerne dukker op, og accepterer at træningen må aflyses.

Og dog. Træneren hedder jo Richard Møller Nielsen. Som endnu et udslag af total dedikation, får Møller Nielsen fat i sin nabo i Over Holluf, låner dennes traktor og rydder banen for sne. En smule sne er ingen undskyldning, når man virkelig vil vinde.

OB starter sæsonen 1982 med 0-0 ude mod Ikast, 2-0 ude over B93, og i tredje kamp venter B1909. Foran 18.000 tilskuere vinder OB 3-0 på to mål af Allan Hansen og ét af Vilhelm Munk Nielsen. Herefter slingrer holdet dog og taber 2-0 mod AGF. Det blev til 3-0 over B1903 og 1-0 over Brøndby, med en 17-årig Michael Laudrup på holdet.

Da Allan Hansen herefter drager mod Tyskland og Hamburger Sports Verein, er det svært at tro på en god sæson – og OB taber 1-4 mod Kolding i den første kamp i efterårssæsonen. Angrebsstjernens fravær giver dog chancen til et nyt, fynsk talent. 18-årige Keld Bordinggaard bryder igennem med begge mål i en 2-0-sejr over B1909. OB begynder at score mål på trods af Hansens fravær. Og førerholdet fra AGF vakler. Med fire kampe tilbage, fører århusianerne med ét point.

Det går dog hverken værre eller bedre, end at Striberne taber 1-0 hjemme mod Lyngby. AGF vinder, og stryger fra OB. Spillerne tager dog fat i sig selv, og før sidste spillerunde er AGF nummer ét med 39 points med en målscore på 59-35. OB er nummer to med 39 points og en målscore på 46-27. Spændende?

AGF skal desværre spille mod bundholdet B93, som intet har at spille for. OB møder B1901, som slås som vilde for at undgå nedrykning. OB’erne må håbe på en sensation. Det blev en gyser.

OB kører B1901 over, og vinder 5-1. Og så bliver det intenst. AGF fører 2-1. Overtid. På stadion i Bolbro hænger radioerne nærmest klistret fast på folks ører. Og så. 2-2! B93 har udlignet! Stadion eksploderer. Bolbro eksploderer. Odense eksploderer. OB er mestre for anden gang i klubbens historie. Endnu engang med Richard Møller Nielsen som træner.

Skrevet af Morten Oestermann

Tordenskjold
Glemmer aldrig en Keld Bordinggaard med bind om hovedet og tårnende trillende ned af kinderne, samtidig med en jubel af guld til Fyn og Guld til OB. Glemmer bestemt heller ikke et brag af en helflugter direkte i mål af Michael Johansen mod Brøndby, til stilling 1 -0 og slutresultat 1-0 i en kamp, hvor OB vel nok blev udspillet. Men vandt på fight og fandenivoldskhed.

1989-sæsonen er én af OB’s indtil videre tre mesterskabssæsoner, og sejren i udekampen på Brøndby Stadion var ét af de afgørende momenter, der var med til at sende guldet til Odense.

OB stillede op på følgende måde:

Lars Høgh – Lasse Skov, Claus Jensen, Johnny Hansen, Leon Hansen – Kim Ziegler, Jan Topp Rasmussen, Steen Petterson, Morten Donnerup – Lars Foged, Lars Jacobsen. 

Kampen blev fløjtet i gang foran 7971 tilskuere, og de regerende danske mestre fra Brøndby stillede med profiler som Peter Schmeichel, Lars Olsen, Kim Christofte, Kim Vilfort, Per Frimann, Torben Frank og Bent Christensen.

Striberne lagde sig i teten fra start på den svære udebane, og med en intens fighterindsats og flot spil, blev Brøndby-spillerne presset tilbage på banen. Og efter 33 minutters spil lagde Lars Jacobsen en dyb stikning til Lars Foged, som i sprint scorede på Peter Schmeichel. Striberne fortsatte presset, og stillingen holdt halvlegen ud.

Da anden halvleg blev fløjtet i gang, blev tilskuerne vidner til en kamp, som tegnede sig på samme måde. OB’erne kæmpede og spillede Brøndby-holdet i bund, og man fik færten af, at OB kunne knække de gule fra Vestegens drømme om et nyt mesterskab.

Den helstøbte, stribede holdindsats blev krydret med stærke indsatser af Jan Topp Rasmussen, Lars Jacobsen og kampens profil, Morten Donnerup, som i manges øjne måtte være en mand for Sepp Pionteks danske landhold. Donnerups krøllede fodboldintelligens splittede Brøndby-forsvaret, og kun Peter Schmeichel og stolperne forhindrede Striberne i at slå flere søm i den blå-gule kiste.

Efter 62. minutter slog Stiberne alligevel hovedet på sømmet, da Donnerup med en smuk centring fandt Steen Petterson, som slap fri og scorede til 2-0. Brøndby var i knæ, og den normalt så effektive Brøndby-”maskine” knagede så det kunne høres.

2-0 blev resultatet, og dermed var mesterskabet inden for rækkevidde. Der blev jublet blandt de stribede fra Fyn, og træner Roald Poulsen manede til besindighed inden de afgørende kampe:

- Vi kan tales ved om en måned.

Målmandslegenden Lars Høgh var lidt mere bramfri:

- Endelig fik vi ram på Brøndby. Alt fungerede. Vi spillede med en gejst og vilje, der måtte give gevinst.

Efter kampen lå OB på andenpladsen, side om side med Vejle, mens Brøndby lå ét point efter på tredjepladsen. Der tegnede sig en gyser forude…

Skrevet af Morten Oestermann

OB’s seneste danmarksmesterskab i 1989 bliver kaldt det ”glemte” mesterskab. Måske fordi klubbens første mesterskab i 1977 blev hjemført i uhørt suveræn stil og altså var OB’s første. På samme imponerende vis vandt OB ”The Double” anden gang, danmarksmesterskabet blev hentet til Odense i 1982/83. Det er der selvfølgelig ingen grund til.
Blandt profilerne på holdet var naturligvis Lars Høgh, Ulrik Moseby, Steen Nedergaard, Morten Donnerup, Johnny Hansen, angrebstalentet Per Pedersen og en purung Thomas Helveg. Holdet blev trænet af Roald Poulsen, som senere vendte tilbage til cheftrænerposten i 1997.

Øjeblikket
Der var 9000 feststemte tilskuere på plads på Stadion til den afgørende kamp mod AGF. OB vandt kampen 2-0 og sidste mål blev sat ind af unge Thomas Helveg, der scorede efter flot ping-pong med Lars Jacobsen. Da Silkeborg-Lyngby endte 1-1, blev det Striberne, der kunne hænge guldet om halsen. Brøndby vandt deres sidste kamp med 4-1 over Næstved og tog sølvet, mens Lyngby fik bronzen og Vejle endte på fjerdepladsen.

Skrevet af Morten Oestermann

OB’s modstandere hidtil i Europa havde været Lokomotiv Sofia, Liverpool, Spartak Moskva og Real Madrid. OB var underdogs i samtlige kampe, og havde endnu ikke klemt sig videre fra første runde. I 1991 deltog OB i Europa Cup for Pokalvindere, og modstanderen var i første runde upåagtede Galway United fra Irland - immervæk mere end et stenkast fra Anfield Road og Bernabeu, med al respekt for britisk fight og holdånd.

Første kamp stod i Irland, ikke mindst efter ønske fra Galway, som havde fået klø i Europa på udebane mod Groningen og Lyngby, begge gange i førsterundekampe. Derfor ville irerne starte hjemme, og OB indvilgede.

Hos OB lyste især navnet Lars Elstrup op i truppen. Elstrup var kommet til fra engelske Luton Town, hvor han havde scoret 19 mål i 60 kampe. OB-træner Roald Poulsen udtalte før kampen til de irske medier:

- Alle i Danmark regner med, at vi vinder. Danskerne tror, at Galway er en amatørklub bestående af spillere med dårlig teknik. Det passer ikke. Mange af dem har en fin teknik, spiller med en god fysik og har mest af alt god ”spirit". Vi kan ikke spille vores normale spil, fordi banen er så anderledes. Derfor bliver det to helt forskellige kampe”.

Øjeblikket
Der skulle dog ikke blive ret meget tvivl om udfaldet, da det kom til stykket. Folk og fæ fra det vestlige Irland var i stort tal mødt op på den midlertidige hjemmebane, Ballindereen, den første irske hurlingbane*, som blev brugt til europæisk fodbold. Så lærte du det. Irerne havde dog gjort deres bedste for at få banen til at ligne en respektabel fodboldbane, og banen var i fin form, langt fra at ligne et underlag, som var vant til at blive pløjet op af en flok hidsige, gæliske mænd med store, svingende kæppe. Ballindereen kunne rumme 6.000 tilskuere, og var på den måde at foretrække fra den normale, mindre hjemmebane, Terryland Park.

Medierne understregede en tydelig forskel i fysik mellem irerne og de ”høje, blonde danskere”, men alligevel angreb Galway med stor gejst og energi. Snart væltede regnen ned over kamp og tilskuere – og snart scorede OB. Målscorer var Morten Donnerup. Roald Poulsen, som tidligere havde set kampen fra sidelinjen med en grimasse, som var han til dødemesse, kunne slappe af, og gassen gik efterhånden af den irske ballon.

Da anden halvleg blev fløjtet op efter pausen til opmuntrende, irske tilråb, lukkede OB’s Mr. Europa Cup, Steen Nedergaard, festen og scorede til 0-2. Regnen silede ned. OB’s højere klasse viste sig efterhånden tydeligere og tydeligere, og de irske hoveder sank lavere og lavere, mens 0-2 blev til 0-3 via en flot scoring af Lars Elstrup. Og derved blev det.

Således var det så som så med spændingen inden returopgøret i Odense. Irerne håbede på et respektabelt resultat – OB skulle bare videre. Steen Nedergaard bragte OB foran på 1-0, Leon Hansen gjorde det til 2-0 kort inde i anden halvleg, inden Jacob Harder og Jess Thorup lukkede ballet med scoringer til 3-0 og 4-0.

OB var altså for første gang klar til anden runde i en europæisk turnering. Her var modstanderen tjekkoslovakiske Banik Ostrava, som desværre viste sig for stærke.

Husker du kampene mod Galway? Eller har du bare en kommentar? Så skriv! – og det er muligt, din kommentar vil blive brugt som en del af historieafsnittet på OB.dk.

* Hurling er en sport, som spilles med stav (en hurley) og bold. Bolden skal skydes mellem modstanderens målstolper, enten over eller under overlæggeren.

Skrevet af Morten Oestermann

Laske_85
Kan afsløre at den gæliske sport hurling vist stammer fra et gammelt vikingetidigt skandinavisk spil (som er væsentlig mere voldeligt) og er nævnt i de islandske sagaer.... hilsen übernørden;D

OB kvalificerer sig i 1991 for tredje gang til finalen i pokalturneringen. Stribernes vej mod finalen går gennem sejre over Brande, Ringsted, Viborg, AB og Ølstykke.

Heldet tilsmiler således OB undervejs i lodtrækningerne – og på sin vis også til finalen, da Danmarks nationalstadion, Idrætsparken, er under ombygning, og ikke kan anvendes. Som spillested for finalen bliver ingen ringere by end Odense valgt.

OB's modstandere bliver AaB. Et hold, som ofte volder Striberne problemer, ikke mindst via en ung Peter Møller, som er et af de store talenter i dansk fodbold. Der er således lagt op til en tæt kamp, og sådan bliver det. Fire dage før finalen mødes de to stribede mandskaber. Resultatet af den kamp bliver 1-1, og alt er således åbent til finalen.

Øjeblikket
Finalen på Odense Stadion bliver en dramatisk, hård, nærmest brutalt spillet kamp. Der bliver tacklet med dupperne forrest, skubbet og svunget med albuer. Til gengæld bliver der ikke scoret, og kampen ender 0-0.

Dermed skal holdene ud i en omkamp, som også skal spilles i Odense. Denne kamp bliver ikke mindre brutal, og OB’s midtbaneslider Ulrik Moseby får bl.a. slået næsen til blods. Dramatikken på banen skyldes dog fortrinsvis det hårde spil – også anden kamp slutter 0-0. Altså tre gange uafjort i træk.

Der skal dog ikke spilles en tredje pokalfinale. Man nøjes med to gange 15 minutter – som slutter, ja, du gættede det - 0-0.

210 minutters 0-0 er rigeligt for de fleste, og holdene kan forberede sig på straffesparkskonkurrence.

Lars Høgh proklamerer for holdkammeraterne, at de bare skal score fire gange for at vinde, da han selv lover at redde to straffespark. Høghen og Helveg varmer op ved at Helveg sparker to straffespark på OB-målmanden. Målmandslegenden og det unge forsvarstalent har aftalt, hvor sparkene skal sidde, så Høghen redder begge spark i sikker stil – og psyker AaB-spillerne inden straffesparkskonkurrencen. Thomas Helveg tager sig til hovedet med skuespil af høj klasse.

Straffesparkskonkurrencen starter dog alt andet end lovende. AaB starter med at score på deres første straffespark, mens OB brænder. Katastrofalt. AaB kommer på 2-0, inden Jacob Harder reducerer for OB. Peter Rasmussen scorer for AaB. 3-1 til nordjyderne. Lars Jacobsen scorer for OB. 2-3. Høghen redder i sikker stil Peter Møllers spark – og Morten Donnerup udligner til 3-3. Søren Thorst sparker AaB's femte spark - som Lars Høgh redder! Så skal Johnny Hansen 'bare' score på det afgørende straffesparkn - det gør han! OB vinder 4-3 - og Høgh holder sit løfte om to redninger. Dermed vinder OB pokalen, der kan sættes i glasskabet i Ådalen.

Skrevet af Morten Oestermann

driflin
Det er fremragende med disse historiske artikler - specielt for os, som er for unge til at huske de ting, der bliver beskrevet! Fortsæt endelig denne tradition!

Rynkeby
Husker tydeligt de 2 kampe. Perfekt udfald-lidt skidt præstation.

niklasob
Min far har fortalt mig om Høghen og Helvegs trick om og om igen. Gad godt have været der.

Det er efterhånden 17 år siden, at Alphonse Tchami huserede i OB – alligevel er der sikkert mange stribede sjæle, som endnu husker den brølstærke målscorer fra Kekem i Cameroun.

Alphonse Marie Tchami Djomaha startede sin fodboldkarriere i hjemlandets Unisport Bafang, hvorfra han i 1992 skiftede til Vejle Boldklub, som dengang kæmpede for livet i den bedste, danske række. Trods 6 scoringer fra Tchamis fod, lykkedes den mission ikke, og Vejle rykkede ned. Det fik betydning for OB, da ikke alene Alphonse Tchami, men også Torben Sangild og Brian Steen Nielsen skiftede til Ådalen.

Tchami var en succes fra start i OB, med sin aggressive, fysiske spillestil. I sin debutkamp, sæsonpræmieren ude mod Næstved efter den magiske sommmer 1992, scorede angriberen til 3-0 i OB’s 4-0-sejr.  Det var i øvrigt også Brian Steen Nielsens og Torben Sangilds debutkampe - og også Brian Steen Nielsen scorede for OB i den kamp, da han gjorde det til 4-0 for OB. Det blev til 8 mål i Tchamis første sæson i stribet.

Tchamis andens sæson i OB, 1993/94, skulle være fire kampe gammel, før han igen fik nettet til at blafre – denne gang i OB’s 2-0-sejr hjemme mod Silkeborg. Sæsonens højdepunkt for Tchami kom i niende runde, da OB hjemme kørte Viborg over og vandt 4-0. Tchami var flyvende, og scorede samtlige fire mål – inklusive et hattrick på 23 minutter. I alt blev det til 11 mål i Tchamis anden sæson i OB.

Sæsonen 1994/95 er på mange måder én af de største i OB-historien, med de legendariske sejre over Kaiserslautern og Real Madrid. Tchami var i topform, og scorede 9 mål i efterårssæsonen 1994, inden de mange mål og triumferne i Europa gjorde angriberen interessant for det store udland.

Tchami skiftede i vinterpausen - inden de to store kampe mod Parma - til den argentinske storklub Boca Juniors. Her var angriberen i tre år, hvor han spillede 48 kampe og scorede 11 mål.  Herefter ventede Europa igen, hvor Hertha Berlin blev arbejdsgiver. Tchami scorede tre mål for tyskerne i sine to sæsoner i Berlin.

Herefter fulgte en karriere som lidt af en fodboldnomade i en række eksotiske klubber. Således byttede Tchami i sæsonen 1999/2000 Berlin ud med De Forenede Arabiske Emirater og et ophold i klubben Al-Wasl. Det blev kun til én sæson i Mellemøsten, inden endnu et skifte i verdensdele bød på et ophold i skotske Dundee United. Her nåede Tchami kun tre kampe, og skiftede hurtigt. Ny klub var franske Nice, hvor angriberen skrev kontrakt for resten af sæsonen. Her spillede Tchami 6 kampe og scorede et enkelt mål.

Next stop var Rusland, og klubben Chernomorets, hvor Tchami ikke nåede at score i sine fire kampe for klubben. Så gik turen endnu længere østpå, da Tchami i 2002 skiftede til kinesiske Shenzhen. Det blev til et ultrakort besøg, hvorefter turen gik tilbage til Mellemøsten – denne gang Libanon og klubben Nejmeh.  Her var Tchami i samlet tre uger, inden angriberen sluttede sin karriere i den franske amatørklub Epernay.

Tchami nåede i øvrigt at spille 57 kampe for sit hjemland Cameroun, hvor han scorede 21 mål, og deltog i VM-slutrunderne 1994 og 1998. Samlet bød karrieren i stribet på 65 kampe og 28 mål.

Skrevet af Morten Oestermann

zilmerob
Jeg husker ham, men det er da langt værre med en af mine kollegaer. Hendes kat hedder Alphonse og hendes hund Tchami.. så man kan vist godt sige, at hun er hans største fan!!!

Carra
Hvem husker ikke sangen Tchami er jesus men Høghen han er gud. Herlige minder!

Simonkofoed
Klasse angriber!
Håber virkelig at der kommer sådan en angriber til OB på et tidspunkt....
Vil meget gerne have ham Utaka igang.:-/

driflin
Det er da nogle komplet sindssyge klubskifter den mand har foretaget! Vildt at være så kort tid i så mange forskellige klubber...

jojo
Var hans lillebror ikke i OB en periode Bertrand Tchami? Alphonse Tchami var en superangriber der også gik til stålet, Kaiserslauterns Wolfgang Funkel endte sin
karriere efter tackling fra Tchami, tror faktisk han brækkede benet.

Estadio Santiago Bernabeu, Madrid, 6. december 1994.

Vi husker det alle sammen, vi kender historien, vi ved, hvad der skete: Miraklet i Madrid. OB har tabt den første kamp i Odense med 2-3, og skal nu vinde 2-0 i Madrid. Den kongelige klub stiller op med en stjernetrup, hvor 10’eren på midten hedder Michael Laudrup. Umulig opgave for OB.

Men men … Lars Høgh er fuldstændig magisk i målet, spillerne kæmper så det tordner, brager og gnistrer og pludselig bringer Ulrik Pedersen OB i front  med et køligt chip forbi målmand Canizares. 1-0 er en fuldstændig ulogisk stilling, men på denne aften hænger logik ikke sammen med fakta.
 
Og så sker det:

Øjeblikket

I overtiden erobrer Michael Schjønberg bolden, rykker ned langs venstre sidelinje og centrer perfekt til Morten Bisgaard, som modtager bolden i højre side af spaniernes straffesparksfelt. Det unge stortalent er iskold, upåvirket af situationens betydning og placerer med en kontrolleret inderside bolden i det lange hjørne bag Canizares. 2-0 til OB, gult har aldrig været smukkere, og miraklernes tid er ikke forbi endnu.

Få uvirkelige øjeblikke efter fløjtes kampen af og dansk klubfodbolds til dato største triumf er en realitet. Odense eksploderer i ekstatisk jubel og senere på natten modtages OB'erne som helte i centrum.

Skrevet af Morten Oestermann

Kvartfinalen i UEFA Cuppen. Tyg lige over den. Går du nogensinde og tror, at OB og dansk fodbold har langt til toppen i europæisk fodbold, så mind dig selv om sæsonen 1994/95, hvor OB stod i – skriver det lige igen - kvartfinalen i UEFA Cuppen. Parma var dengang et verdensklassemandskab med megastjerner som Gianfranco Zola, Dino Baggio, Luca Bucci, Fernando Couto, Roberto Sensini og Faustino Asprilla. Et supermandskab, som blev budt op til dans af Høgh, Hemmingsen, Nedergaard, Bisgaard og co. Ser man på de øvrige hold i kvartfinalen, får man endnu et vidnesbyrd om, hvilke luftlag, Striberne havde bevæget sig op i: Juventus, Frankfurt, Lazio, Dortmund, Leverkusen og Nantes. Nantes som i øvrigt blev franske mestre i 1995, og Dortmund som blev tyske mestre 1994/95 og 1995/96, og vandt Champions League 1996/97.

Efter de berømte kampe mod Real Madrid, hvor kongeklubben måtte lægge sig, var stemningen naturligvis euforisk i Odense. OB dominerede på landsholdet, hvor den tidligere OB-træner Richard Møller Nielsen var træner. OB’s afrikanske angrebses, Alphonse Tchami, blev i vinterpausen solgt til argentinske Boca Juniors. Det argentinske tophold havde Parmalat som sponsor – det samme havde Parma. Rygterne svirrede om en sammensværgelse. Var Parma bange for Tchami?

Den første kamp blev spillet i Italien. Hele 1000 stribede fans tog turen til skinkebyen og så kampen ende 1-0 til hjemmeholdet. Målet blev scoret efter et straffespark begået af Steen Nedergaard. Lars Høgh var magisk i målet og plukkede 4 store Parma-chancer, så det italienske mandskab og træner Nevio Scala måtte slå øjnene op, og ærgre sig over Høghens fremskredne alder. Ellers kunne målmandslegenden måske have blafret med vingerne i Serie A.

Til returkampen var Odense Stadion midlertidigt blevet udbygget, så rammerne var perfekte. Kampen blev en tæt affære foran de mange mennesker. OB fik chancen for at bringe sig foran, da Michael Hemmingsen kom alene igennem med målmand Lucca Bucci. Desværre havde forsvarsgeneralen ikke sine styrker i offensiven, og chancen blev brændt. Opgøret endte 0-0. Så tæt på, og så alligevel ikke. Kvartfinalen blev endestationen for det europæiske eventyr.

Parma endte med at vinde UEFA Cuppen det år, da holdet slog Juventus i finalen. Det må sætte OB’s præstation i relief, at holdet spillede lige op med de senere vindere af turneringen.

Blandt godtfolk på gaden i Odense var der enighed om, at OB ligeså godt kunne have vundet og kvalificeret sig til semifinalen. Halvdelen af OB-mandskabet spillede på landsholdet og Lars Høgh var i sit livs form. Man kan næsten få kuldegysninger, når man tænker på, hvad det kunne være blevet til det år...

Skrevet af Morten Oestermann

Danepak
Jeg kan huske at der var sindssygt koldt paa Odense Stadion den aften.

Tordenskjold
Det var koldt ja, sindssygt koldt endda:-( Med det hold er det egentlig utroligt, vi ikke vandt DM guld dengang...

Tronbjerg
Husker begge kampe, men især alle de Italienske politietjente med maskinpistoler, det var vi ikke vant til herhjemme. Til gengæld var de utrolig flinke.

Nexman
Husker kampene som var det i går.. Det var store tider i Odense Boldklub, og hvem ved måske kommer vi en dag til at opleve det igen.. ;-)

Kejseren
Konge artikel! Flere af dem.

krølben
Det var min første OB-kamp. Jeg var 19, og jeg og en kammerat havde fået lov at låne bilen til Odense - det var KÆMPE stort!

Christian Michael
Jeg husker, at det var første gang jeg så en ung David Nielsen varme op på sidelinien..

sulejma
Jeg må give Danepak fuldstændig ret.

Det var i de unge dage, og i termokedeldragten var der indsmuglet 3 dåseøl.
Jeg fik drukket 1 - konfiskeret 1 og tro det eller ej. Jeg havde en med ud igen. Det var for koldt!

Ellers kan jeg huske at jeg undrede mig over de pladser som vi fik i Parma. Det var en tro kopi af de ståpladser der findes på Odense stadion den dag i dag. Det var intet der mindede om sæder eller andet der kunne retfædiggøre at de var klassificerede som sidde pladser. Hehe men vi stod jo også op det meste af kampen.

Flyrejsen derned var møjbillig - jeg mener vi var under 1500,- incl. billet. Afgang om formiddagen, retur direkte efter kampen.

jonasboege
Christian Michael: Og jeg husker, han gik og skrev autografer under kampen :-) Måske lidt uprofessionelt - men ganske sødt... Og så husker jeg også en hyggelig nat i Rosengårdscenteret for at få billet - mener jeg da. Til Real Madrid kampen var det vist en lang, lang, lang, lang udendørs kø, ikke?

Hvis man tænker på et stærkt OB-hold i midten af 90’erne, tænker man nok på holdet, der slog Real Madrid ud af UEFA Cuppen i 1994. Det er der naturligvis en vis ræson i, men ´96-holdet vandt bronze og var millimeter fra at ekspedere portugisiske Boavista ud af UEFA Cuppen.

Det var et stærkt hold, træner Viggo Jensen rådede over. Spillere som Michael Hemmingsen, Michael Schjønberg, Brian Steen Nielsen, Morten Bisgaard, Steen Nedergaard, Carsten Dethlefsen, Ulrik Laursen, Johnny Hansen, Lars Høgh, Per Pedersen og Jesper Hjorth. Desværre var Brøndby en tand stærkere og AGF havde noget der ligner klubbens seneste gode sæson. Mesterskabet blev vundet af Brøndby og sølvet gik til AGF.

Øjeblikket
Sæsonen er netop fløjtet af og OB har vundet 2-1 over FC København. Målscorere blev Christian Lønstrup for københavnerne og Jesper Hjorth og Ulrik Pedersen for OB. Spillerne modtager medaljer og folkets hyldest på banen. Legenden over dem alle, Lars Høgh, kaster sine brugte målmandshandsker ud til den store gruppe af fans.

Skrevet af Morten Oestermann

Siersted
Ja, det var også et fremragende hold dengang! Det jeg husker bedst fra den sæson er dog hvordan en vanvittigt vigtig kamp mod AGF i slutningen af sæsonen desværre endte med en AGF udligning i sidste minut, fordi Knud Erik Fisker ikke fløjtede kampen af i tide. På det tidspunkt havde OB stadig en lille mulighed for at vinde mesterskabet - ærgerligt!

Lars Høgh behøver næppe nærmere præsentation. 817 kampe for OB, fra guldsæsonen i 1977 til 2000. En unik præstation ikke alene i OB, men i dansk fodbold. Vi ser denne gang i Øjeblikket på Lars Høghs afsked i OB – i en alder af 41.

Høgh’ens præstationer på de danske fodboldarenaer gennem 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne aftvinger i målmandens afskedssæson en naturlig respekt også fra andre klubber. Bl.a. da Høgh i tredje kamp af forårssæsonen – ude mod AaB - modtager blomster af AaB’s fanklub. OB og Høgh siger tak ved at vinde 2-1. Hyldesten stopper dog ikke i AaB, men forsætter landet rundt med en lang række vemodige og flotte farvel, med Høgh'en i centrum overalt i kampprogrammer og i lokale fanklubber.

Til Høgh'ens sidste hjemmekamp er 8257 tilskuere dukket op. De stribede holdkammerater leverer en passende afsked, og vinder 4-1 over Esbjerg. ”Lars Høgh, vi vil savne dig” gjalder ned mod ikonet i en bevæget afsked, mens en tårevæddet direktør Jørgen Bækkelund holder afskedstale. På de græsstrå, hvor han 23 år tidligere kunne fejre klubbens første mesterskab, kan målmandsikonet nu tage afsked med stadion i Bolbro. 

Øjeblikket - Den allersidste dans
Høgh'ens kamp nummer 817 spilles i Vejle. Længe er stillingen uafgjort 0-0. I det 71. minut slipper en Vejle-spiller gennem OB-forsvaret og er helt fri. Tilbage er kun én mand – Lars Høgh! Hvilket drama, hvilket puds af skæbnen. Lars Høgh begår straffespark og bør præsenteres for et klart rødt kort. Man kan næsten ikke forestille sig en ondere afsked, end at blive vist ud i sin sidste kamp, kamp nummer 817, rekord i dansk topfodbold…

Men. Knud Erik Fisker vælger at lade legenden blive på banen. Dommeren nøjes med at dømme straffespark. Vejle Stadion jubler i en fantastisk gestus mod målmanden! Og det bliver ikke mindre kort tid efter, da Lars Høgh redder straffesparket fra Henrik Risom. En hektisk  triumf – og det kunne have endt så galt. Selv Vejle-tilskuerne klapper.

Søren Andersen scorer tre minutter senere kampens eneste mål – og OB vinder altså kampen 1-0. Høgh har reddet straffespark og holdt målet rent i sin sidste kamp – nummer 817. Høgh’en bukker, og kaster sine handsker ud til publikum.

Sådan takker legenden af på Vejle Stadion, inden der 28. august 2000 spilles testimonial på Odense Stadion foran 15.233 tilskuere. Høgh’en får det sidste ord:

”Mange siger, jeg har givet OB meget. Men jeg mener helt klart, OB har givet mig mest”.

Skrevet af Morten Oestermann

DEPMOD
Største spiller i dansk klubfodbold.

Husker en situation uden for banen i sommerferien omkring en af de sidste sæsoner.
3 af mine kammerater og mig holder på Jagtvej i Odense Centrum. Vi er ved at pakke bilen med sidste mand og bagage, til en ferie i Sverige. Kl. er ca. 6 om morgenen.
Pludselig kommer Høghen løbende forbi, og hilser frejdigt god morgen. Hvilket selvfølgelig bliver gengældt med store smil og anerkendene nik.
Nu skrev jeg godt nok "løbende". Men der var bred enighed om, at han faktisk løb svævede 10 cm. over jorden imens han passerede os...
...og det er ganske vist.

Det blev en fantastisk ferie.

ChrisOB
Mit bedste minde fra Høgh'en, ud over Miraklet i Madrid, er fra én af de første sæsoner som OB-fan, i en kamp mod FCK, der lige var blevet dannet, hvor der blev lagt alt for kort tilbage til ham fra én af vores forsvarsspillere, og den gamle kæmpe Michael Manniche spurtede ned for at nuppe bolden før Høgh'en; men HOVSA - Høgh'en fandt en åbning og havde sendt bolden imellem benene på Manniche. En ren tunnel; som afblæste en potentiel farlig situation på den mest kølige facon. Jeg husker det tydeligt, og Høgh'en var absolut én af grundene til, at min kærlighed til OB bare voksede og voksede for hvert år der gik, frem til hans afsked, og den er ikke blevet mindre siden hen. P.g.a Høgh'en bl.a.

ionhide
Lars Høgh.. Manden der altid skulle stille sig med ryggen til højre stolpe, sparke bagvendt på stolpen, for derfter, med håndklædet i hånden, løbe på tværs af målet, hoppe og klappe overliggeren, og så til venstre stolpe og gentage første punkt, hvorefter håndklædet blev placeret i sidenettet og drikkedunken smidt i bunden af målet. Sådan husker jeg Lars Høgh og har engang læst at hvis denne procedure ikke gik som beskrevet her, så blev det en dårlig kamp.. Lars Høgh har mange gyldne moments.. Et af dem under VM i Mexico, da han stormer ud af målet, og foran en fremadstormende agriber, header bolden langt væk.. Manden havde et kæmpe overblik og et engagement der ville gøre de fleste spillere misundelige i vore dage.. Han er i den grad savnet som en synlig figur i OB, men jeg ved at det er hans eget ønske, ikke at tage aktiv del i klubben. Hvad hans grund så end er, så må man respektere det.

Xenia
En lille pige jeg var, da Lars Høgh spillede sin sidste kamp i Odense. Og jeg husker det simpelthen så tydeligt! jeg stod og græd i mens at hele stadionet sang "Lars Høgh, vi vil savne dig" For 9 år siden, da jeg blev 10 år - fik jeg et opkald. Jeg troede det var min far, og blev ved med at sige hold nu op far. Det gik op for mig tilsidst, at det faktisk var Lars Høgh som ville ønske mig tillykke med fødselsdagen. Min far havde fået fat på ham og fortalt ham, hvor meget jeg forgudede ham. Og derved ringede Lars Høgh for at ønske mig tillykke med de 10 år. Sikke stolt jeg var! En fantastisk mand!

EnS - STCOT #2
Det eneste man kan ærgre sig over er at den største af dem alle ikke spiller en rolle i klubben i dag - han kunen bare være amatørklubbens mand i bestyrelsen eller lignende. Han burde have en rolle - uanset hvorstor denne rolle så end skulle være..

Kasper V. Larsen
Høgh'en er for mig noget af det, som er indbegrebet af OB! Synes det kan siges meget kort og præcist.

Denne gang i "Øjeblikket", skal vi ikke så lang tid tilbage i OB’s lange historie. Vi nøjes med 9 år, helt præcist til d. 9. maj 2002. Stedet er Parken i København.

Her er 28.841 tilskuere vidner til, hvad der skal blive én af de store kampe i OB’s snart 125-årige historie: Pokalfinalen 2002 mod FC København.

OB stiller op på følgende måde:
Karim Zaza, Dennis Siim, Michael Hemmingsen, Lars Jacobsen, Fernando Derveld, Kaspar Dalgas (83. Jonas D. Schmidt), Carsten Hemmingsen, Andrew Tembo (87. Torben Sangild), Morten Rasmussen, Søren Berg (65. Ulrik Johansen), Mwape Miti.
Træner: Troels Bech

Vejen til finalen er bl.a. gået over Brøndby. Striberne tager sig af holdet fra Vestegnen med en 4-2-sejr. Ruben Bagger bringer de blå-gule foran med 1-0, inden Kasper Dalgas, Andrew Tembo, Søren Berg og Mwape Miti gør stillingen 4-1 til OB. Siden får Allan Ravn sat et trøstemål ind til slutresultatet 4-2 til OB. I kvartfinalen ekspederer OB AaB ud efter straffesparkskonkurrence, hvorefter Randers fra den andenbedste række står klar. OB vinder – lidt nervøst – og sender det senere Superligahold ud i mørket. 

OB således klar til finalen i Parken. De danske mestre stillede også dengang med mange dygtige spillere, ikke mindst Sibusiso Zuma, som sparkede mesterskabet til hovedstaden med sit berømte saksesparksmål i 2001.

Ca. 10.000 medrejsende OB-fans gør en fantastisk indsats for at skabe en forrygende opbakning, og den ene tribune er stribet den eftermiddag. Solen stråler og - skal det vise sig - heldigvis lidt mere på godtfolk i stribet den eftermiddag.

OB lægger ud med et hårdt pres. Det overrasker måske københavnerne og deres hjemmepublikum. Mwape Miti får forlænget en bold … Søren Berg opsnapper … 1-0 til OB!

Striberne fortsætter presset ned mod københavnernes mål. Hvid og stribet slås om bolden i FCK’s straffesparksfelt. Bolden lander hos Dennis Siim. Bang! 2-0 til OB! Der er kun spillet 12 minutter. Tidligere tilråb fra de københavnske tilskuere er forsvundet. Der høres kun fynske struber i Parken.

2-0 over FCK i Parken – med 78 minutter tilbage – er langt fra nogen sikker føring. Og det blev en gyser. OB’erne kæmper indædt, den gamle OB-kaptajn Michael Hemmingsen og en ung Lars Jacobsen får effektivt lukket ned for Zuma og Peter Møller. Det bliver dog til et voldsomt neglebidderi for OB-fans i Parken og ude i stuerne, da Christian Lønstrup får reduceret til 1-2 med otte minutter tilbage af opgøret.  

En grim, grim københavnsk udligning bliver det heldigvis ikke til, og da kampen fløjtes af, udbryder spontan fynsk folkefest i Parken og i Odense. På Flakhaven hyldes spillerne på rådhusbalkonen, der er live-musik, tusinder af fynboer, Kim Brink holder tale og spillerne hyldes efter alle kunstens regler.

Skrevet af Morten Oestermann

odense-4ever
Det var en mega fed tur og den blev ikke dårligere af, at OB kom på 0-1 og 0-2 så hurtigt.
Jeg vil aldrig glemme den dag.

DEPMOD
Samme her. En kæmpe festdag, som blev gentaget i 2007. Så kan regne ud, at det er til næste år igen. Lad det bare blive endnu en 2-1 sejr over fck :-)

Var med i en af de over 40 busser, som kørte afsted fra Rosengårdscentret. Den karavane må have set godt ud over Fyen og Sjælland :-)

Krijo87
Husker denne begivenhed som dagen hvor troen og drømmene for alvor vendte tilbage til Odense! Det var en smuk dag. Intet mindre.

hwp76
Jeg deltog også, men må gå til erkendelse, at en veninde og jeg ikke så nogle af målene, da vi blev "væk" . Lettere beruset..... Da vi endelig fandt vores medrejsendekammerater, ja der var begge mål allerede lavet. Men stemningen kunne vi da stadig være med til :)) Så super en fed dag :)

Det er få fodboldnavne i Danmark, der i den grad lugter af mål, som Steffen Højer og Mwape Miti. Steffen Højer lynede for OB fra 2002 til 2005 og zambiske Mwape Miti huserede landet rundt med mål i støvlerne for OB fra 1997 til 2006. De to angribere spillede altså sammen under hele Højers periode i stribet, og samarbejdet kulminerede i sæsonen 2003/2004, hvor de to angribere begge scorede 19 mål og kunne dele topscorerværdigheden i Superligaen.

OB’erne kunne dog ikke få hele æren for sig selv, da også FC Midtjyllands Mohamed Zidan og Esbjergs Tommy Bechmann fik nettene til at blafre 19 gange. Dermed måtte hele fire spillere dele topscorerværdigheden den sæson.

Miti og Højer bragede sæsonen i gang ved at score begge OB’s mål i 2-0-sejren i sæsonpremieren mod Frem. Angrebsduoen fortsatte uhæmmet i anden runde ved at score tre af OB’s fire mål i 4-2-sejren ude mod FC København, fordelt på to scoringer til Højer og én til Miti. 

I sjette runde pryglede Steffen Højer sin tidligere (og nuværende) klub Viborg, da han scorede hattrick i OB’s 4-2-sejr.

I 11. runde kørte OB'erne mod AGF og maltrakterede skånselsløst gymnastikforeningen. 5-0 vandt OB. Steffen Højer var beskeden og lod sig nøje med en enkelt kasse, mens Mwape Miti tog for sig og satte tre kasser ind. Runden efter holdt Højer sig varm ved at score to, da OB spillede 2-2 ude mod FC København. Derefter pegede pilen igen på AGF, og Miti fortsatte sin egenhændige destruktion af Aarhus-klubben. Igen scorede Miti tre og Højer en enkelt, da OB hjemme vandt 4-2.

Så skulle man helt hen til 17. runde, før én af de to herrer igen fik scoret. Det skete på hjemmebane i 1-0 sejren over AB, hvor Mwape Miti var bagmand. I 21. runde delte duoen igen fælles øretæver ud. FC Midtjylland blev revet rundt i manegen, OB vandt 4-0 over drengene fra Heden og Miti/Højer scorede ét mål hver. I 23. runde gjorde de det igen. 3-1 ude over Frem. To af Miti, ét af Højer. Derefter 3-1 hjemme over AaB. To mål af Højer.

I 26. runde blev det for sidste gang til mål af Højer og Miti i samme kamp, da OB spillede 2-2 hjemme mod Esbjerg, hvor Michael Hemmingsen brændte straffespark.

De to måltyve spillede sidste kamp sammen d. 15. juni 2005, da OB vandt 3-2 ude over Herfølge. Højer scorede to.

Skrevet af Morten Oestermann

DUX
Det er med stor stolthed i hjertet, når man læser denne artikel og husker tilbage på disse OB kæmper. Det var så fedt at tage til fodboldtræning og så i ny og næ råbe MWAPE og så høre ens holdkamarater råbe tilbage MITI....

Stiften
Husker Miti. Det var hans skyld jeg blev OB fan da jeg var helt lille i slutninger af 90'erne. Jeg var meget lille der, men kunne slet ikke stå for ham, han spillede så godt, alting var så perfekt ved den mand. Savner simpelthen tiden så meget med Miti og Tempo. To sande legender i OB. Jeg tror ikke på at nogen udlænding nogensinde har været så elsket i en klub som de to var her. Kanonkongen & Jernmanden. Man bliver jo helt sentimental....

Kasper V. Larsen
Husker mange ting vedrørende de to herrer. Husker bare at de var for vilde sammen. Rigtig god duo. Tror jeg er mange der ikke lige havde set den komme...

DEPMOD
Hold da op hvor kan jeg huske mange af de nævnte kampe.
Havde jeg ikke selv regnet med.

Rigtig gode minder.

Stadig Miti's mål mod MyPa der er mit alltime favorit mål af en OB spiller. Med assist af M. Hemmingsen :-)

KTM
Kan huske de 2 angribere som farlige og et utroligt blik for at finde hinanden. De scorede masser af mål sammen, og det virkede umiddelbart ikke så vigtigt for dem, hvem der fik scoret.
Et rigtigt godt makkerpar helt fremme.

Her i Øjeblikket har vi fundet en rigtig champagnekamp frem: 7-1-sejren over FC Nordsjælland i 2004. Kampen blev spillet d. 7. november, og lad det være sagt med det samme: Steffen Højers giftige støvler spyede ild og damp, den eftermiddag. OB stillede op på følgende måde:

Målmand: Arek Onyszko

Forsvar: Fernando Derveld – Jan Sønksen – Ulrich Vinzents – Pontus Segerström.

Midtbane: Thomas Lindrup – Andrew Tembo – Nicolai Stokholm.

Angreb: Mwape Miti – Søren Berg – Steffen Højer.

Indskiftede: Chris Sørensen, Esben Hansen, Martin Borre.

Trænere: Troels Bech/Klavs Rasmussen.

Øjeblikket
Der var egentlig ikke meget at stille op for nordsjællænderne med en hvidhåret og storrygende cheftræner Christian Andersen gestikulerende fra sidelinjen. På 19 minutter scorede Steffen Højer hattrick – og så kan det næsten være lige meget. En ellers småskadet Nikolai Stokholm spillede med stor effekt på midtenbanen, og svenske Pontus Segerström var en force i luften bagude.

Allerede efter tre minutters spil lagde Mwape Miti fra land og bragte OB foran 1-0. Miti lagde dernæst med en brysttæmning op til Højers 2-0-mål. Nu landsholdsaktuelle Mads Junker fik reduceret, inden Steffen Højer scorede de sidste tre af hans fire mål den eftermiddag – det sidste via et straffespark begået af Christian Andersens søn, Casper Andersen.

I anden halvleg fik de rød-gule lov at komme mere med i legen. Det varede indtil de fik Bosun Ayeni udvist, og OB kunne klemme det sidste liv ud af Farum-drengene med scoringer fra Chris Sørensen og Mwape Miti.

7-1-sejren sendte Striberne op på tredjepladsen i rækken, mens FC Nordsjælland med et ordentligt bump landede på sidstepladsen.

Målene fordelte sig således:

3' 1-0 Mwape Miti
9' 2-0 Steffen Højer
16' 2-1 Mads Junker
21' 3-1 Steffen Højer
28' 4-1 Steffen Højer
42' 5-1 Steffen Højer
82' 6-1 Chris Sørensen
88' 7-1 Mwape Miti

Skrevet af Morten Oestermann

DEPMOD
Ja, så den. Men havde dog glemt den fremragende kamp. Hvilket dejligt hold :-)
Hvad blev der egentlig af talentet Pontus Segerström, efter han rykkede hjem til den studerende kæreste og Brommapojkerne (med et rødt kort i hans sidste optræden)?

clearsound
Mener det var i 1978 vi slog KB med 7-5.. Det var længe inden de blev til FCK.. det var tider var det.

(Foto: Erik Kempf)

”Søren Berg og José Junior udgør efter min mening i øjeblikket klart den bedste angrebsduo i Superligaen. De er fysisk stærke, gode i hovedspillet, gode tekniske og meget komplette. I længden er det dem, vi ikke har noget modtræk overfor”. Morten Bruun, cheftræner, SønderjyskE.

Søndag d. 2. april 2006 spillede OB hjemme mod Sønderjyske i Superligaen. OB lå på fjerdepladsen, mens SønderjyskE lå sidst. OB var derfor favoritter inden kampen, som blev overværet af 7007 tilskuere. Kampen markerede formentlig et højdepunkt i den blonde, brasilianske bombers karriere.

OB stillede således op:

Arek Onyszko
Jan Tore Ophaug
Ulrik Laursen
Alexander Aas
Søren Jensen
Chris Sørensen
Jonas Borring(80’ Bouabid Bouden)
Esben Hansen (90’ Michael Larsen)
Magne Sturød
Søren Berg
José Luiz Junior

Træner: Bruce Rioch

Øjeblikket
Striberne lagde en smule sløvt fra land, hvilket dog kunne skyldes, at Ulrik Laursen måtte forlade banen i syv minutter. Det betød at Søren Berg måtte rykkes ned på højre back. Nicolai Stokholm havde i dagene inden kampen skåret sin arm på en vinduesrude, og i den stærke midtbanespillers fravær blev der rykket lidt rundt. Således fik unge Søren Jensen debut som venstre back og Magne Sturød fik en hel kamp i benene.

Som kampen skred frem fik OB’erne bedre og bedre fat og fik med fysik og vilje trykket sønderjyderne tilbage. Søren Berg spillede, som Søren Berg nu spiller. Med stor styrke og ren vilje drev Berg bolden frem ad banen, Esben Hansen var en kriger på midten og SønderjyskEs ene angriber Simon A. Pedersen blev klemt som et stykke slatten skinke mellem brødene Alexander Aas og Ulrik Laursen. I det. 32. minut gav det bonus, da Dennis Danry ikke kunne styre Jose Junior, som kunne heade OB’s føringsmål ind. 1-0.

Føringen holdt til pausen. OB’s stil var fortsat fysisk præget, men man skulle helt hen til det 84. minut, før nettet igen blafrede bag SønderjyskE-målmand Kim Drejs. Endnu engang var det Junior, som var i afslutterens rolle. 2-0, og brasilianeren var Man of the Match. Kronen på værket blev sat på plads i overtiden, da selvsamme Junior på saksespark bragte OB på 3-0, som også blev kampens resultat.

José Luiz Guimarães Sanabio Júnior nåede at spille 17 kampe for OB og scorede 10 mål, inden han blev solgt til Malmö FF, hvor det blev til 17 mål i 38 kampe. I 2008 kaldte FC København, hvor Junior nåede at score 6 mål i 17 kampe. 2009 bød på et udlån til FC Nordsjælland, hvor det blev til 5 mål i 11 kampe. Randers blev foreløbig sidste station i Danmark, hvor brasilianeren nåede at sætte en enkelt kasse ind i 10 kampe. Junior spiller i dag for Esporte Clube Vitória i den bedste brasilianske række.

Skrevet af Morten Oestermann

Boe
Jeg husker tydeligt kampen. Uforglemmeligt da Junior scorede på saksespark.
En anden bemærkelsesværdig ting ved den kamp var at vi startede kampen med 6 venstrebenede spillere. Gad vide om det nogensinde sker igen. :)

simonandersen
Husker tydeligt et interview i BT, hvor han sagde, det første ord på dansk han havde lært var ´Patter´ :D. Nice nok.

Op til kampen ligger OB på førstepladsen i Superligaen, og kan med en sejr sætte Brøndby voldsomt tilbage i kampen om at slutte længst væk fra nedrykningsstregen – som Richard Møller Nielsen ville sige. Forskellen er før kampen på fem points, og førerholdet fra OB har hidtil kun tabt én kamp i sæsonen – ude mod Silkeborg i syvende spillerunde.

OB stiller op på følgende måde:

Roy Carrol – Espen Ruud – Atle Roar Haaland – Anders Møller Christensen – Chris Sørensen – Rurik Gislason – Eric Djemba-Djemba – Hans Henrik Andreasen – Johan Absalonsen – Lucas ’Caca’ de Deus Santos – Peter Utaka.

Træner: Lars Olsen

Øjeblikket
Som oftest står der en hel del på spil, når de to hold mødes. Måske derfor åbner kampen lidt nervøst med en del hårdt fysisk spil fra begge mandskaber. Hverken Brøndby eller OB tør for alvor lukke op for godteposen, men lurepasser lidt med foden på bremsen. Derfor er det også en kontrachance, der er bag første mål.

Johan Absalonsen finder Peter Utaka med en lang aflevering fra venstre til højre fløj. Utaka er giftig med kroppen vendt mod mål, og nigerianeren tørrer med et par rappe fodskift Brøndby-forsvaret, inden han knastørt sender kuglen i det korte hjørne. 1-0 til Striberne.

Da uret er tæt på at runde den halve time, er Vestegnsdrengene millimeter fra at udligne, da Mikkel Bischoff header bolden på stolpen efter et hjørnespark fra Michael Krohn-Dehli. Herefter går kampen et hak op i tempo og bid i tacklingerne. Det er derfor måske ikke så mærkeligt, at Brøndbys islandske Stefan Gislason fælder Hans Henrik Andreasen i feltet. Dommer Henning Jensen peger på pletten – straffespark til OB! Chris Sørensen er manden, som kan bringe Striberne på 2-0, og meget tættere på en meriterende sejr. Han går til bolden og udplacerer fuldstændig målmand Stephan Andersen – 2-0 til OB! Og sådan står det ved pausen…

Brøndby er igen tæt på efter ca. en times spil, da Anders Møller Christensen sender bolden på egen overlægger efter et indlæg fra Martin Bernburg. Ind vil bolden dog heldigvis ikke, og OB er stadig foran med 2-0.

Overlæggeren har også Michael Krohn-Dehli bud efter, inden Morten ’Duncan’ Rasmussen får reduceret efter 73 minutter. OB-træner Lars Olsen reagerer ved at sende Njogu Demba-Nyren på banen for bedre at kunne holde på bolden i angrebet, og taktikken tager lidt ud af Brøndby-holdet.

OB får så småt styr på spillet og de gule modstandere, mens Henning Jensen vælger at lægge verdens fire længste minutter til i overtiden. Hvad der føles som den evige pinsel, afløses af paradisisk velvære, da Johan Absalonsen på en kontra øger OB’s føring til 3-1 - og afgører kampen!

Skrevet af Morten Oestermann

DEPMOD
Det var fremragende. Men dem har der desværre været for få af. Lad os få lavet om det.

nixcha
var på Brøndby Stadion og så den. Klasse....:-)

Normann
Jeg skal på stadion på søndag og Striberne er ubesejrede med mig på lægten, så det lover godt:)

Fuglevænget
Ja den kamp er en af dem man husker.Skønt da Absalonsen scorede til 3-1.
Var der selv med Tigers.

Thomas Iglemose Nysted
Ah ja, sikke dejlige minder - friede til konen efter kampen og dagen var naturligvis valgt med omhu. Hvis det var blevet til nederlag havde jeg naturligvis IKKE friet dén dag ;-)