
I begyndelsen af 2003 tog Odense Sport & Event A/S (tidl. Odense Boldklub A/S) initiativ til et fodboldsamarbejde mellem fynske fodboldklubber.
Projektet blev døbt Øens Hold. Idéen var at udvikle et samarbejde, der sikrer og udbygger fynsk fodbolds position i toppen af dansk fodbold samtidig med at de involverede klubber opnår mulighed for at udvikle deres klub samt klubbens spillere og ledere.
Ambitiøs vision
Visionen for Øens Hold siger, at ”sammen vil vi skabe Danmarks stærkeste fodboldsamarbejde.” Planen er at opfylde visionen for fodboldsamarbejdet via en gensidig udvikling af klubberne, lederne, trænerne og talenterne i de klubber, der tilslutter sig Øens Hold.
Ligeledes skal samarbejdet være med til at skabe både sportslig og økonomisk fremgang for alle klubberne samt brande OB’s Superligahold som Øens Hold.
Stærkere sammen end hver for sig
Det vigtigste princip i Øens Hold er fællesskabet - at de involverede klubber er stærkere sammen end hver for sig. Det betyder også, at alle klubber er velkomne som ligeværdige medlemmer af samarbejdet, men når en klub én gang er med i fællesskabet, forventes det at klubben viser initiativ, og deltager aktivt og loyalt i samarbejdet.
Mange spændende samarbejdsmuligheder
Samarbejdet favner bredt fra talentudvikling over tilbud om træner-/lederudvikling til tilbud, der koncentrerer sig om OB’s Superligakampe på Odense TRE-FOR Park over tilbud om klubudvikling og kommercielle tilbud.
Læs mere på http://www.oenshold.dk/