Om Bashkim Kadrii
Bashkim Kadrii ankom til OB i sommeren 2010 fra B93. Kadrii har albanske rødder, og den lille københavner har takket nej til det albanske landsholdssystem. Kadrii er en meget alsidig type der kan benyttes på alle offensive pladser. Kadrii kompenserer for manglende fysik ved hjælp af et meget rapt fodskifte, og hans farlighed med både højre og venstre ben gør ham utrolig svær for en forsvarsspiller at læse. Bashkim har før sin ankomst til OB kendt Daniel Høegh fra deres fælles fortid på de danske U-landshold.
Kadrii har i månederne efter sin ankomst til Odense fået mere og mere spilletid, og den unge spiller er vokset med den tillid, han er blevet vist. Den stærkt stigende formkurve fortsatte gennem hele 2010/2011-sæsonen, og den resulterede i en plads i den danske U21-EM-trup.