Varm op til OB - Vejle Boldklub med DJ Rasmus Rudbæk

29.03.2024 10:48

Når vi på tirsdag tager hul på Kvalifikationsspillet, er der gang i fanzonerne inden kampen, så alle striber kan blive helt klar til at striberne skal i aktion mod Vejle Boldklub.

Snart dufter der af stadionplatter, pølsemix og nyslået græs i Odense, fordi på tirsdag kl. 19.00 tager vi nemlig hul på Kvalifikationsspillet, hvor vi får besøg af Vejle Boldklub på Nature Energy Park, og allerede kl. 17.00 åbner dørene til både Albani Fanzone og Faxe Kondi Familiezone, så du kan blive helt klar til, når striberne går på banen.

I Albani Fanzone står DJ Rasmus Rudbæk klar på Live Culture Scenen, hvor han spiller op til en stribet fest, og mon ikke der også kommer et par klassikere ind i mellem, så hofterne rigtig kan svinges.

I begge fanzonerne har du også mulighed for at møde nogle af OB-spillerne, som helt sikkert gerne vil skrive en autograf til dig eller få taget et billede. Du har også mulighed for at tage et spil bold på Panna-banerne.

Skal du lige have styr på den sidste udsmykning inden kampen, så står vores stadionguides klar til at lægge lidt blå og hvid ansigtsmaling inde på tribunerne, så man ikke er i tvivl om, hvem du holder med. 

Vi hylder Årets OB-fan og Månedens Spiller
Det er vigtigt, at stemmebåndene er helt smurte til når kampen går i gang, så der kan heppes og synges for striberne, og heldigvis er der generalprøve lige inden kampstart, da vi skal hylde Månedens Spiller for marts.

Vi skal også hylde en anden helt særlig stribe; Andreas Loxtermann blev nemlig i denne uge kåret til Årets OB-Fan af det stribede fællesskab i fan-appen, og det skal naturligvis fejres. Derfor har vi inviteret den tyske stribe ned på græsset til en hyldest. Du kan læse mere om kåringen her!  

Skal du være med, når det stribede fællesskab sparker Kvalifikationsspillet i gang, kan du sikre dig billet til kampen her!