Dette ordensreglement har til formål at sikre, at gæster på TRE-FOR Park, der primært benyttes af fodboldklubben Odense Boldklub under Odense Sport & Event, kan føle sig trygge og glade før, under og efter afviklingen af fodboldkampe, koncerter samt andre arrangementer, som afvikles på TRE-FOR Park.
Odense Sport & Event ønsker at sikre plads til, og tryghed for alle, uanset udseende, religion, kulturel baggrund, m.m. Læs i øvrigt vores politikker her.
Gyldighedsområde
Ordensreglementet gælder for hele TRE-FOR Park herunder; ved banen, tribunerne, arealerne omkring stadion inden for hegnet, hovedbygningen, brandvejene omkring TRE-FOR Park samt det tilknyttede parkeringsareal. Ordensreglementet er gældende ved samtlige arrangementer på TRE-FOR Park under Odense Sport & Event.
Regler for ophold
På TRE-FOR Park må der kun opholde sig personer med gyldig billet eller anden akkreditering, der kan bevise en berettigelse til ophold på området. På opfordring fra kontrollører, politi eller anden myndighed skal der fremvises billetter, adgangskort eller anden akkreditering.
Gæster på TRE-FOR Park skal tage plads på det afsnit/sæde, der er henvist til på billetten. Af sikkerhedsmæssige hensyn er gæster på TRE-FOR Park dog forpligtet til at indtage andre pladser, såfremt dette henvises af sikkerhedspersonalet eller anden myndighed.
Gæster på TRE-FOR Park må ikke udvise uacceptabel adfærd, der er til gene eller skade for andre gæster eller afholdelsen af selve arrangementet som helhed. Ligeledes er optræden, der vurderes som personfarlig for egen eller andres sikkerhed, ikke tilladt.
Gæster på TRE-FOR Park er til enhver tid pålagt at følge ordensreglementet samt anvisninger, som måtte blive givet over højttaleranlægget på TRE-FOR Park, af sikkerheds- og servicepersonale tilknyttet arrangementet samt øvrige myndigheder så som Falck, brandvæsen, politi og ansatte fra Odense Idrætspark.
Færden på TRE-FOR Park for stærkt synligt berusede og/eller påvirkede personer er ikke tilladt.
Adgangskontrol
Alle gæster på TRE-FOR Park er forpligtiget til på forlangende at fremvise billet, adgangskort eller anden akkreditering til nærmere kontrol af service- og sikkerhedspersonalet.
Kontrollør- og servicekorpset i Odense Sport & Event har ret til at undersøge og vurdere, om gæster på TRE-FOR Park udgør en sikkerhedsrisiko på grund af alkohol- eller narkotikapåvirket tilstand.
Ligeledes kan der forekomme visitation, hvor Odense Sport & Event forbeholder sig retten til at bortvise personer, der ikke ønsker at underkaste sig en sådan undersøgelse. I forbindelse med visitation tilbyder Odense Sport & Event, at en sådan handling vil kunne udføres af en person af samme køn som gæsten selv.
Der visiteres for genstande, der ikke er lovlige at indføre på TRE-FOR Park og visitationen sker som udgangspunkt af sikkerheds- og servicekorpset, der også kan tage andre samt tekniske hjælpemidler i brug.
Visitationen sker af hensyn til den generelle sikkerhed på TRE-FOR Park, for afholdelsen af selve arrangementet samt af hensyn til gæstens egen sikkerhed.
Gældende ved afvikling af OBs kampe på TRE-FOR Park er følgende regler for segregering af tilskuere
Udeholdets fans vil altid få tildelt eget område på TRE-FOR Park. Dette vil som regel være på Nordea Bank tribunens ståafsnit. Såfremt en større kapacitet er påkrævet vil dette bestå af sædeafsnittene i umiddelbar forlængelse at ståafsnittet.
Wupti.com-tribunen, Fyens Stiftstidende-tribunen samt den del af Nordea-tribunen, der ikke er forbeholdt udeholdets fans, er forbeholdt OB-fans, og ved ophold på disse 2 tribuner er det forbudt at bære gæstemandskabets kendetegn og/eller komme med verbale udbrud og bemærkninger, der kan fremkalde stridigheder med de øvrige tilstedeværende gæster. Kontrollører og servicepersonale er berettiget til at bortvise gæster, der ikke overholder nævnte forbud. I videst mulig omfang vil disse gæster blive henvist til udeholdets område på TRE-FOR Park.
Følgende genstande må ikke indføres og/eller benyttes på TRE-FOR Park:
Våben af enhver art
Genstande, der kan benyttes som våben- og/eller kasteskyts
Spraydåser med gas, ætsende eller farvende substans
Flasker, bægre, krus eller dåser (undtaget herfor er drikkekrus og sutteflasker til medbragte babyer)
Fyrværkeri, lysraketter, romerlys, nødblus samt røgbomber eller andet pyroteknisk materiale
Flag eller bannere, der er længere end 1,5 m. (dispensation for dette kan kun gives af Sikkerhedsudvalget i Odense Sport & Event eller ved koncerter, af sikkerhedsgruppen for det pågældende arrangement. En sådan tilladelse skal bæres og fremvises på forlangende til sikkerheds- og/eller servicekorpset)
Mekanisk drevne støjinstrumenter, herunder kompressorhorn
Mad og drikkevarer af enhver art
Dyr
Laserpenne
Professionelt video- og kameraudstyr (dispensation for dette kan kun gives af Sikkerhedsudvalget i Odense Sport & Event eller ved koncerter og af sikkerhedsgruppen for det pågældende arrangement. En sådan tilladelse skal bæres og fremvises på forlangende til sikkerheds- og/eller servicekorpset)
Dokumenter, tegninger, symboler eller flag af ideologisk eller reklamemæssig karakter samt genstande, der tjener til kommercielle formål og som kan ses af andre eller er medbragt med henblik på omdeling blandt øvrige gæster/besøgende.
Propagandamateriale af politisk, racistisk eller nazistisk art
Listen er ikke udtømmende og Sikkerhedsudvalget i Odense Sport & Event samt sikkerhedsgruppen ved øvrige arrangementer forbeholder sig retten til at afvise indførelse af andre genstande såfremt disse vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko og/ eller at kunne have en skadende effekt overfor arrangementet eller Odense Sport & Event.
Regler gældende for bannere:
Bannere ikke må genere andre tilskueres udsyn eller dække for bandereklamer eller lignende
Bannere må ikke fysisk udgøre en sikkerhedsrisiko, f.eks. ved at spærre flugtveje, udgøre en brandrisiko eller lignende
Bannere må ikke anvendes som skjul eller dække for aktiviteter, der er i strid med gældende regler, f.eks. afbrænding af fyrværkeri eller lignende
Bannere må ikke indeholde kommercielle, reklamemæssige eller andre markedsføringsmæssige budskaber eller symboler
Bannere må ikke indeholde budskaber eller symboler, der er racistiske, politiske, religiøse, stærkt injurierende, truende, nedværdigende eller hooligan relaterede
Bannere skal opsættes sikkerhedsmæssigt forsvarligt og relevant sikkerhedsudstyr skal altid anvendes, når det er relevant
Det er på TRE-FOR Park forbudt gæster, at:
Klatre op på eller over bygninger og indretninger - herunder facader, hegn, mure, indhegninger af spillerfeltet, afspærringer, belysningsanlæg, kameraplatforme, træer, master af enhver art og tage, der ikke er beregnet til almen benyttelse samt at betræde områder, som ikke er tilladt for besøgende - eksempelvis fodboldbanen
Kaste med genstande mod andre gæster, personale på TRE-FOR Park eller mod spillere/kunstnere ved arrangementet
Tænde ild, affyre fyrværkeri, lysraketter, røgbomber eller andre pyrotekniske genstande
Sælge varer, billetter og tjenesteydelser uden foregående tilladelse hertil
Uddele tryksager eller samplings uden foregående tilladelse hertil
Skrive, male, klæbe eller ophænge noget på bygninger, tribuner, indretninger og reklameskilte
Benytte andre end de hertil indrettede faciliteter til at forrette nødtørft og bortkaste affald
Provokere andre til had eller vold mod spillere/kunstnere, andre gæster, dommere, sikkerheds- og servicepersonale samt andre personer med tilknytning til arrangementet
Medføre eller åbenlyst bære/vise tegn og symboler af racistisk eller voldelig karakter samt råbe eller synge slagsange med dette indhold. Rygmærker er ikke tilladt
Optage levende billede eller lyd fra et hvilket som helst sted på TRE-FOR Park eller videregive informationer fra kampen, uanset fremgangsmåde
Forsøge at købe øl såfremt ens alder ikke er mindst 18 år og op efter
Listen er ikke udtømmende og Sikkerhedsudvalget i Odense Sport & Event samt sikkerhedsgruppen ved øvrige arrangementer forbeholder sig retten til at forbyde andet end det her ovenstående såfremt dette vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko og/ eller at kunne have en skadende effekt overfor arrangementet eller Odense Sport & Event.
Personer, som ikke har gyldigt adgangsbevis, der vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko og eller som forbryder sig mod punkter i ordensreglementet, vil blive bortvist.
Personer med karantæne eller politiforbud på TRE-FOR Park vil blive bortvist.
Personer, der bortvises fra TRE-FOR Park, har ikke krav på at få deres billet refunderet.
Regler for erstatning
Adgang, ophold og færdsel på TRE-FOR Park sker på den besøgendes eget ansvar. Odense Sport & Event har ikke ansvar for person- eller tingskade som følge af ulykker, tyveri, øvrige handlinger eller undladelser, som en gæst pådrager sig.
Ved hærværk på TRE-FOR Parks område og/eller rettet mod Odense Sport & Event vil det kunne medføre politianmeldelse samt muligheden for et civilt søgsmål mod en gerningsmand.
Personer, der udviser en adfærd og/eller udfører en handling, som påfører Odense Sport & Event et tab i form af bøder og/eller sanktioner for virksomheden, forbeholder Odense Sport & Event sig retten til at holde den pågældende person personligt ansvarlig for tabet.
Overtrædelse af ordensreglementet
Overtrædelse af ordensreglementet kan uden videre føre til bortvisning af en gæst, der forbryder sig mod dette. Et brud på ordensreglementet kan føre til et forbud om at komme på TRE-FOR Park i form af en karantæne.
Der kan udstedes karantæne fra TRE-FOR Park eller fra ethvert andet arrangement med tilknytning til Odense Sport & Event, uanset hvor arrangementet afvikles, ved overtrædelser, der sker på TRE-FOR Park og/eller i umiddelbar nærhed heraf, såsom på parkeringspladser, ved ind- og udgange samt veje og fortove beliggende i forbindelse med TRE-FOR Parks område.
Ligeledes kan voldelige handlinger foretaget et andet sted, hvor samhørighed med Odense Sport & Event kan drages, udløse karantæne og forbud i forbindelse med afvikling af arrangementer i Odense Sport & Event regi.
Kontrollørerne er berettigede til at bortvise persongrupper, såfremt overtrædelsen ikke kan tilordnes en enkelt person og overtrædelsen i øvrigt er karakteristisk for hele gruppens opførsel.