Log ind

Bliv en del af vores stadioncrew


Foto: Erik Kempf

Kunne du tænke dig at være med til at give alle fodboldtilskuere på EWII Park en ekstra god stadionoplevelse? Så har du muligheden for at komme med bag kulisserne, og være en del af det team, der sikrer at OB’s hjemmekampe bliver en god oplevelse for alle.

På kampdage er der mange funktioner, der skal dækkes, og i vores stærke fællesskab, der udgør vores stadioncrew, er der plads til alle, der er servicemindede, og som nyder at være med til at få et stort arrangement til at fungere ned til sidste detalje.

Nogle af opgaverne er lønnede – andre er ulønnede. Nogle opgaver kræver fagpersonale og uddannelse – andre kræver et godt humør og et stærkt fokus på service.

Netop nu søger vi kolleger til følgende funktioner i vores stadioncrew:


Foto: Erik Kempf

Stewards:   
Vores frivillige stewards varetager opgaver som visitation, banevagt, adgangskontrol og pladshenvisning. Man skal være indstillet på, at man efter en introduktionsperiode på 3-6 måneder skal deltage på et af DBU’s kontrollørkurser. Vi er naturligvis behjælpelige med tilmelding og oplysninger om dette. Kontakt os på nedenstående mail-adresse.

Vagter:
Vores lønnede vagter har opgaver som tribunevagter, portvagter, parkeringsvagter og vagter i VIP-området. Vil du være vagt hos os, er det et krav, at du har vagt- eller dørmandskort, og at du er parat til at modtage undervisning på DBU’s kontrollørkursus.

Logistik:
Vores frivillige logistik-team har som ansvar at bringe varer ud til boder, indsamle tom emballage fra boderne og opfylde varer i disse. Desuden er det i dette serviceteam, at ansvaret ligger for at klargøre stadion til kamp.

For alle ovenstående funktioner gælder det, at man møder to timer før portåbning til briefing og klargøring. Efter afviklingen af kampen slutter vi af med en debriefing og fællesspisning.

Er du interesseret i at blive en del af et stærkt fællesskab, og har du lyst til at være med til at gøre stadionoplevelsen på EWII Park endnu bedre, så kontakt Vagtleder- og Afviklingskoordinator Kim Hye på mail stadioncrew@ose.dk

Vi glæder os til at høre fra dig.

EmediateAd