Årets mål blev scoret, da sejren kom i hus

13.04.2024 19:45

Set på odds så var der lagt op til en sikker sejr, da vi tørnede sammen med Østerbro IF - og det fik vi også. Kampens mål blev scoret af Gia Vicari, Rylan Childers og Anna Krog, der grundlagde en sikker sejr og dermed sikrede os endnu en uge på førstepladsen.

Det var i den grad tydeligt, at der var en vis forskel på de to hold. Der var blot spillet 100 sekunder, da OB Q fik bolden i mål første gang. Et vandvittigt pres fra Ajla Habibovic på Østerbros banehalvdel igangsatte en mindre dominoeffekt, hvor Gia Vicari til sidste kunne sætte en fod på bolden og dermed bringe OB Q i front og sig selv op på den interne topscorerliste.

12 minutter senere blev føringen fordoblet da, månedens spiller i marts, Rylan Childers kunne hakke bolden fladt i mål udenfor feltet. 

Resten af første halvleg bølgede frem og tilbage, hvor Østerbro kom mere ind i kampen, men de havde svært ved at konvertere boldbesiddelse til reelle chance. Det samme kunne dog også siges om vores spil. Der blev brugt ordentlige mængder tid nede på Østerbros halvdel, men vi havde problemer med at få testet Østerbros målmand.

Anden halvleg lignede i store dele første halvleg, blot med den forskel at vi skulle hele 13 minutter ind i kampen, før at vi scorede. Og hvilket mål. Gia Vicaris mål til 3-0 må uden tvivl være i puljen over de bedste OB mål i 2024. En hoppende bold, der bliver hamret til og ender oppe i målnettets trekant og så var al snak om et potentielt Østerbro IF-comeback forstummet.

10 minutter senere kunne Anna Krog udbygge føringen da hun flot tog bolden ned i feltet og drejede 180 grader, for at sende bolde i det lange hjørne.

Selvom der var spil til flere mål, så ville bolden ikke over stregen og dermed sluttede kampen 4-0.