MicrosoftTeams-image (75)

07.07.2023 06:40

Interessen for OB er kæmpestor, og det ses både på stadion og gennem medierne, hvor vi halvvejs i gennem 2023 er i 3F Superligaens top4, når det kommer til interaktioner på de sociale medier.

I januar præsenterede vi OB Media, og navneændringen betød, at vi skruede op for vores ambitionsniveau og fokus på videocontent af høj kvalitet. Det nye indhold produceres i højere grad end tidligere i rent OB-regi, og responsen har været enormt positiv.  

- OB Media har i løbet af året leveret mange forskellige typer indhold, fra spillerportrætter til stemningsvideoer fra Nature Energy Park. Vi prøver så vidt muligt med stolthed at integrere byen, vi kommer fra, og derfor har vi senest præsenteret vores nye førsteholdsspillere i klubben i Odenses forskellige miljøer. Jeg er meget glad for resultatet, og det virker vores fans heldigvis også til at være, siger Rasmus Nejstgaard, der er kommunikationschef i OB, og fortsætter: 

- Produktionskvaliteten og det visuelle udtryk skal være i top, men i vores kommunikation fokuserer vi også på at være en åben og transparent klub, og lade vores mange fans komme tæt på klubben. Et eksempel på dette er vores mini-dokumentar om Mohammed Buya Turays første dag i klubben, hvor OB Media var med ham, fra han landende i Københavns Lufthavn frem til hans lægetjek og kontraktunderskrivelse i Odense.

En gang Odense Altid Odense 

Åbenhed er også den centrale værdi, når vi samarbejder med eksterne medier. Det nåede nye højder, da vi sidste sommer indgik en aftale med TV2 Fyn, som gav deres journalister og kamerahold mulighed for at være med på træningsbanerne, i omklædningsrummet og i mødelokalerne gennem hele sæsonen. Omdrejningspunktet var rejsen fra ungdomsfodbold til seniorfodbold, og det færdige resultat kunne man følge i løbet af foråret, hvor dokumentarserien "En gang Odense Altid Odense" løb over skærmen hos både TV2 Fyn og Viasat.

- TV2 Fyns dokumentar har givet vores fans og andre interesserede følgere et unikt indblik i klubbens dagligdag. Det var nyt for os at give et eksternt medie adgang til at dække klubben så tæt over en længere periode, men resultatet har været en stor succes med flotte seertal, siger Rasmus Nejstgaard.   

Top4 interaktioner blandt alle klubber i 3F Superligaen

På Nature Energy Park ramte vi det højeste tilskuersnit i 14 år, og samtidig har vi oplevet en positiv udvikling i antallet af interaktioner på vores sociale platforme.

- Igennem første halvdel af 2023 har vi haft fjerdeflest interaktioner blandt alle klubber i 3F Superligaen på både Instagram og Facebook, og hvis det kun gjaldt danske interaktioner, føler jeg mig sikker på, at vi ville ligge endnu højere. Samtidig er vi også kommet godt med på TikTok-bølgen, hvor vi er blandt de mest populære klubber målt på antal følgere i 3F Superligaen, siger Rasmus Nejstgaard.

Udviklingen fortsætter

En af måderne hvorpå man kan følge klubben, er via vores fan-app, der blev lanceret i 2021. Den har fået en rigtig god velkomst i stribede fællesskab, hvor 22.000 striber foreløbigt har downloadet app’en, der sikrer, at man altid får OB-nyhederne først. Gennem spændende samarbejder med klubbens partnere tilbyder vi desuden fed content og attraktive præmier. 

Men OB’s digitale udvikling stopper ikke der.

- Vi skød OB Media i gang i januar, så det er fortsat meget nyt, men udviklingen vil fortsætte i den kommende sæson, hvor man blandt andet kan glæde sig over, at vi hen over sommeren går i luften med et helt nyt ob.dk, slutter Rasmus Nejstgaard.

I mellemtiden kan du følge klubben på følgende platforme:

OB’s fan-app

TikTok

Facebook

Instagram

Twitter

YouTube

LinkedIn