Et succesfuldt efterår har bragt vejen til fjerdepladsen i U19-Ligaen 

15.02.2024 13:15

Efter en stærk afslutning på efterårssæsonen med en fjerdeplads og kun et enkelt nederlag, er U19-holdets opmærksomhed nu rettet mod et spændende forår. 

U19-drengene sluttede stærkt af i efteråret, hvor de formåede at spille med i toppen, hvilket resulterede i, at holdet kunne overvintre på fjerdepladsen i U19-Ligaen, og her håber cheftræner Ivan Poulsen at kunne tage de gode takter med ind i et spændende forår.  

- Vi oplevede en fremragende efterårssæson, hvilket har ført os til en fjerdeplads i øjeblikket. Vi tabte kun én turneringskamp, hvilket gør efteråret til et positivt kapitel, som, vi håber, fortsætter ind i forårssæson, siger Ivan Poulsen. 

Opstartsperioden efter vinterpausen er blandt andet blevet brugt på en masse fysisk træning, så truppen nu står helt skarpt frem mod lørdagens sæsonpremiere mod Vejle Boldklub. 

- Vi har først og fremmest fokuseret på at få spillerne i form og prøvet at styrke nogle af de relationer, der er på holdet - offensivt såvel som defensivt - så vi er 100% klar, når vi møder Vejle i den første turneringskamp, siger Ivan Poulsen. 

- Vi stræber jo netop efter at uddanne vores spillere til førsteholdet 
I løbet af vinterpausen har flere fra U19-truppen prøvet kræfter hos førsteholdet på træningslejrene i Sverige og Spanien, og det mener cheftræneren, har været sundt for holdet:   

- Jeg tror, det er gavnligt for vores hold, når spillerne får mulighed for at træne med på det højeste niveau. Vi stræber jo netop efter at uddanne vores spillere til førsteholdet, og så er er det her jo et godt skridt i deres udvikling. Men jeg er dog også glad for, at vi nu har alle tilbage, så vi kan blive helt klar til turneringsstart, siger Ivan Poulsen. 

I årets første runde venter Vejle Boldklub, og trods en sejr i sæsonens tidligere opgør, så forventer Ivan en svær kamp:   

- Vi ser frem mod en spændende kamp mod Vejle. Selvom vi vandt 2-0 mod dem i efteråret, så er Vejle en svær modstander, som ofte giver en lige kamp. Selvfølgelig går vi efter endnu en sejr, men vi er klar over, at det kræver, at vi leverer vores bedste præstation. Heldigvis forventer vi også at være på vores topniveau.  

For U19-drengene er målsætningen resultatmæssigt at nå top6, men på trods af det er spillernes udvikling det vigtigste for holdet, og derfor håber Ivan Poulsen også på, at han ser flere U19-spillere prøve kræfter med 3F Superligaen i løbet af forårssæsonen:     

- Vores primære fokus er altid at udvikle spillerne til førsteholdet, og vi håber på at opnå succes i U19-Ligaen, men det ville også være fantastisk at se nogle flere debutanter på førsteholdet. Begge dele er mål for os, som vi stræber efter at opnå, slutter Ivan Poulsen.   

U19-holdet spiller årets første ligakamp på lørdag kl. 12.30 mod Vejle Boldklub på Bane 2 i Ådalen, og her er alle striber velkomne til at komme og støtte drengene.