billede

05.12.2021 19:31

Fynske fodboldfans gjorde, at det føltes, som om vi var på hjemmebane, da vi søndag aften slog Randers FC med 2-0 i den første af to kvartfinaler i Sydbank Pokalen.

Sydbank Pokalen – kvartfinale (første kamp)
Søndag d. 5. december kl. 18.00, Cepheus Park, Randers
Randers FC – OB 0-2 (0-2)
0-1 Bashkim Kadrii (8.)
0-2 Mads Frøkjær (40.)

Gule kort:
OB: Jørgen Skjelvik (19.), Emmanuel Sabbi (48.), Alexander Juel (51.)

Kampens dommer: Morten Krogh

Tilskuertal: 3.733

Kampens forløb:
E45 havde været godt besøgt med fynsk trafik i retning mod Randers i løbet af søndagen. Samtlige billetter til udebaneafsnittet var nemlig revet væk, og det bemærkede man med det samme, man trådte ind på Cepheus Park.

Allerede en time inden kampstart var øvre del af udebaneafsnittet godt fyldt, og det blev bare endnu stærkere, som vi nærmede os kampstart. Det toppede foreløbigt ved indløb, hvor hele øvre dæk blev dækket med en blå-hvid mosaik og et kæmpe OB-logo. Fantastisk indsats fra de medrejsende OB-fans.

Spillerne betalte da også tilbage for en fantastisk støtte med en stærk indsats nede på grønsværen. Efter fire minutter var Bashkim Kadrii tæt på, og kort efter var Issam Jebali tæt på at sparke os foran. Heldigvis var tredje gang lykkens gang. Mads Frøkjær sendte Bashkim Kadrii afsted i dybden, og fra en spids vinkel sparkede Kadrii med den største selvfølgelighed bolden i kassen til en fynsk føring på 1-0.

Herefter begyndte kampen at sætte sig, og det var med os som det stærkeste hold. Der var flere dybe afleveringer ned bag Randers-forsvaret, der var ved at blive til rigtig store chancer. For mange gange manglede vi desværre det sidste i de afgørende situationer.

Randers FC forsøgte sig også et par gange, og både Ankersen og Odey fik testet Hans Christian Bernat af, men i begge tilfælde var det vores fynske keeper, der var stærkest.

Fem minutter inden pausen fik vi så fortjent udbygget vores føring. Igen var det Bashkim Kadrii der timede sit løb perfekt, hvorefter han fra venstresiden smed et fladt indlæg ind i boksen. Ved fjerneste stolpe forsøgte Oliver Bundgaard at cleare den, men han fik sparket den direkte op i luften, og så var Frøkjær hurtigt over bolden, og han sparkede den køligt mellem benene på Carlgren til 2-0.

Resultatet holdt halvlegen ud, men ganske kort inde i anden halvleg var det tæt på, at der blev lavet om på det. En afslutning fra Randers FC fløj op på armen af Alexander Juel, og dommeren pegede på pletten. Tosin Kehinde skulle tage sig af sparket, men i duellen mod Hans Christian Bernat sparkede han bolden på stolpen, og så var det fortsat 2-0 til os.

Minuttet efter straffesparket var det så endda tæt på at blive 3-0 efter en fantastisk omstilling. Bashkim var med i erobringen nede på egen halvdel, og derefter gik det hurtigt den anden vej med Mickelson, Frøkjær og Jebali. Det endte med en hælaflevering fra Frøkjær til Jebali, der efterfølgende lavede en fiks skudfinte, inden han trykkede af. Desværre kom en ny Randers-spiller i vejen for afslutningen, og de slap med skrækken.

Efter scoringen var det som om, at hjemmeholdet fik overtaget i kampen. De havde bolden mest, og de kom frem til en del indlægsmuligheder. Det var dog sjældent, at det for alvor blev farligt, da OB-defensiven stod stærkt.

Sådan fortsatte det egentlig i resten af kampen. Randers forsøgte, men vi forsvarede os stærkt, mens vi i den anden ende af banen kom frem til flere lovende omstillingsmuligheder, hvor der også manglede de sidste par procenter.

Dermed endte anden søndag i advent præcis som den 1. med en stribet sejr på 2-0, og det giver os et rigtig godt udgangspunkt, inden vi om en uge spiller returkamp i Odense.

Randers FC’s holdopstilling:
Patrik Carlgren – Mikkel Kallesøe (Tobias Klysner, 46.), Simon Piesinger, Jesper Lauridsen, Oliver Bundgaard – Tosin Kehinde (Filip Bundgaard, 83.), Vito Hammershøy-Mistrati (Vincent Onovo, 83.), Lasse Berg Johnsen, Jakob Ankersen (Simon Tibbling, 63.) – Stephen Odey, Alhaji Kamara (Nicolai Brock-Madsen, 63.)
Bænken: Jonas Dakir, Simon Tibbling, Frederik Lauenborg, Tobias Klysner, Vincent Onovo, Filip Bundgaard, Nicolai Brock-Madsen

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat – Nicholas Mickelson (Robin Østrøm, 75.), Kasper Larsen, Alexander Juel, Jørgen Skjelvik – Jens Jakob Thomasen, Mads Frøkjær (Troels Kløve, 75.), Aron Elís Thrándarson – Emmanuel Sabbi (Moses Opondo, 63.), Bashkim Kadrii (Ayo Simon Okosun, 87.), Issam Jebali (Max Fenger, 87.)
Bænken: Sayouba Mandé, Max Fenger, Ayo Simon Okosun, Jakob Breum, Troels Kløve, Robin Østrøm, Moses Opondo

Næste kamp (returkamp i kvartfinalen af Sydbank Pokalen):
Søndag d. 12. december kl. 19.30, OB – Randers FC, Nature Energy Park.
Du sikrer dig billet til returopgøret lige her.