Mathias VSAGF

27.10.2018 15:40

Efter en dårlig første halvleg steppede striberne op og vandt en både flot og fortjent sejr på 4-1 over AGF i U19-Ligaen efter en stærk anden halvleg.

U19-Ligaen
Lørdag 27. oktober kl. 13:00, Ådalen
OB – AGF 4-1 (0-1)
33. min. 0-1
52. min. 1-1 Nicolai Skøtt
60. min. 2-1 Mathias Jørgensen
63. min. 3-1 Mathias Jørgensen
67. min. 4-1 Mathias Jørgensen

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat – Nicolai Skøtt (78. min. Rasmus Nissen), Anton Pedersen, Oliver Skolnik, Jonathan Kjær – Jonas Skytte, Jonathan Harboe (75. min. Tarik Ibrahimagic), Mads Frøkjær-Jensen, Anders Klynge – Kristian Brøndum (82. min. Mikkel Michelsen), Mathias Jørgensen
Bænken: Peter Bergmann, Mikkel Michelsen, Tarik Ibrahimagic, Rasmus Nissen

Kampens forløb:
Lørdag eftermiddag tog OB’s U19-drenge imod AGF hjemme i Ådalen. Det var syvende runde i U19-Ligaen, og striberne var inden kampen inde i en god stime med syv point i de tre foregående kampe. Gæsterne fra AGF kom dog også til kampen med en succesoplevelse i bagagen, da de i seneste runde vandt med 2-1 over FCK.

At OB var formstærke var dog ikke til at se i førstehalvleg, hvor spillet ikke fungerede for Kim Engstrøms tropper. Der var for mange fejl med bolden, og der blev truffet for mange dårlige beslutninger.

Derfor skabte striberne ikke store målchancer, men det gjorde gæsterne til gengæld heller ikke. De var dog farlige på afslutninger fra kanten af feltet, og Hans Christian Bernat leverede et par rigtig fine redninger undervejs i første halvleg.

Efter 33 minutter kunne Bernat dog intet stille op. Albert Grønbæk trykkede af fra kanten af feltet efter en svag OB-clearing. Oliver Skolnik fik blokeret afslutningen halvvejs, så bolden ændrede retning og snød OB-keeperen, og så kunne gæsterne gå til pause med en føring på 1-0.

Fra anden halvlegs start blev Mads Frøkjær-Jensen rykket en tand længere frem på banen, Anders Klynge røg ind på den centrale midtbane, og Kristian Brøndum ud på kanten, mens Nicolai Skøtt og Jonas Skytte i løbet af første halvleg byttede plads.

Det var godt set af Kim Engstrøm og Mads Holm på trænerbænken, for fra anden halvlegs start var det et langt mere sprudlende OB-mandskab, og allerede syv minutter senere kastede det den første scoring af sig.

Mads Frøkjær-Jensen viste, hvorfor han er en del af superligatruppen, da han med snævre driblinger rundede tre AGF-spillere, inden han trykkede af mod det korte hjørne i målet. AGF-keeperen kom flot ned med armen, men Nicolai Skøtt var hurtigt over returen, som han sparkede op i nettaget.

Otte minutter senere var Nicolai Skøtt igen på spil. Selvom han fysisk ikke er den største spiller på banen, så gik han forrest i en nærkamp, hvor han fjernede sin modstander og vandt bolden. Kort efter blev bolden sendt videre fra Kristian Brøndum til Mathias Jørgensen, der sparkede fladt i det korte hjørne, og selvom keeperen fik hånden på, så var det ikke nok, og OB havde vendt kampen rundt på et kvarter.

Det var dog ikke ensbetydende med, at OB var færdige, og kort efter kom Mathias Jørgensen igen på tavlen. Denne gang kom han alene igennem efter en genial aflevering fra Jonathan Harboe, der splittede gæsternes centrale forsvar ad, og så var OB foran 3-1.

To mål på tre minutter fra Mathias Jørgensen, og fire minutter senere fik han igen måltavlen til at blinke. Et hattrick på syv minutter, og denne gang var det Anders Klynge, der spillede han fri i venstresiden, inden han sparkede den i kassen til 4-1.

I den sidste del af kampen kom AGF bedre med, men OB forsvarede sig fornuftigt, og gæsterne formåede ikke at skabe store målchancer. De forsøg der var, dem tog en sikker Hans Christian Bernat sig af, og så vandt OB med 4-1 over AGF efter en stærk indsats i anden halvleg.

Kommentar fra Kim Engstrøm:
Det var to vidt forskellige halvlege. Vi var ekstremt meget på hælene i de første 45 minutter. Vores pres fungerer ikke, og vores boldomgang fungerede ikke. Vi smed den for hurtigt ind i AGF’s pres, tog forkerte beslutninger og lavede for korte pasninger. Det gjorde, at AGF var fuldstændig i teten. Vi lavede en stor fejl på deres scoring, og de fik ikke som sådan skabt et væld af store chancer, men de var klart bedst, og vi kunne ikke sige noget til, at de var foran efter de første 45 minutter.

Vi ændrede på et par pladser i pausen, det gav os en bedre balance på holdet – både med og uden bolden. Vores presspil var på et langt højere niveau, og vi fik gjort, hvad vi gerne ville have gjort fra starten af kampen. Lavede fire super mål på et kvarter, og der punkterede vi kampen fuldstændig.

Derfra blev det lidt cruise control, uden vi var i fuld kontrol. De skabte til gengæld heller ikke nogle store chancer, og kampen var reelt set lukket ved 4-1.

Så stor ros til drengene for indsatsen i anden halvleg, men jeg ærgrer mig over vi skal bruge 45 minutter på at komme i gang. Vi skal dog ikke klage, når vi vinder med 4-1. Alle steppede op til anden halvleg, flere viste meget højt niveau, og især Anders Klynge skal have stor ros for en meget stærk anden halvleg. Han kom ind og gav os det, vi manglede i første halvleg.

Næste kamp:
Lørdag 3. november kl. 13:00, AaB – OB, AaB’s anlæg