_MG_3402

30.06.2022 06:23

Udebaneturene har forvoldt U17-holdet problemer i denne sæson, men med sølvmedalje, spillersalg, ligatopscorer og landsholdsdebuter er der stadig masser at fejre.

Den 18. juni kunne vores U17-drenge ånde lettet op. Efter en spændende sæsonafslutning havde drengene nemlig sikret sig sølvmedaljer i U17-Ligaen efter en flot 4-1 sejr i Esbjerg. Undervejs var vi ellers kommet fra land med en blandet sæsonstart, hvor der både blev tabt vigtige point og vundet flotte sejre.

- Det siger sig selv, at det overordnet set har været en god sæson, men der var lidt bump på vejen i starten, da første halvår bød på mange svære udebaneture; til trods for en flot sejr på Peter Bangsvej over F. C. København, siger U17-cheftræner, Niklas Vincentz.

Hen mod slutningen af efterårssæsonen formåede holdet at stabilisere resultaterne og vinde nogle flotte sejre inden vinterpausen, men da U17-drengene mødte ind til vinteropstarten, var Ivan Poulsen blevet rykket op som ny cheftræner på U19-holdet, mens Niklas Vincentz var ny U17-cheftræner. Det betød, at trænerteamet, udover Niklas, fremadrettet bestod af Andreas Jørgensen (assistenttræner), Bo Nielsen (fysisk træner), Lars Bjerring (målmandstræner), Peter Ellegaard Sørensen (fysioterapeut), Kenneth Phillipsen (mentaltræner) og Anders Larsen (holdleder).

Den nye sammensætning rokkede dog ikke ved drengenes vilje til at fortsætte den gode stime, de sluttede af med, og faktisk fortsatte pointene med at rulle ind på kontoen, så holdet gik igennem et forår, hvor de var ubesejret 13 kampe i træk.

- Det var et stort højdepunkt at gå igennem 13 kampe uden et eneste nederlag. Det sker sjældent i de danske ungdomsrækker. At vinde medaljer er ikke noget, vi i OB har været forvænt med, men alligevel er det sket de seneste par år, siger Niklas og fortsætter:

- Vi fik afrundet sæsonen med en fantastisk tur hjem fra Esbjerg og derefter en god afslutningsfest i Ådalen.

Og der var meget at fejre til den fest. Ikke nok med at sølvet hang om halsen, så blev Elias Hansborg-Sørensen topscorer i U17-Ligaen, og få uger før kunne drengene også løfte DBU Fyns Ungdomspokal. Til festen blev det også påpeget, at 2006-årgangen ikke har tabt på hjemmebane i to år, hvilket der ikke kunne findes eksempler på blandt de store topklubber.

- Vi skal tage med os, at vi er der, hvor vi gerne vil være. Vi har gode spillere, et godt trænerteam og en god struktur. Det gør tilsammen, at vi kan spille med om guldet. Det er ikke nødvendigvis afgørende at vinde guld, men det er den læring, som kommer, når man spiller med i toppen. Det er samtidig dejligt at se, at vores samarbejde med Øens Hold-klubberne bærer frugt, da 89% af spilletiden er givet til fynske spillere.

- Når alt det er sagt, så har vi helt konkret tabt for mange point på udebane, og det er vi nødt til at evaluere på, så vi kan skabe den udvikling for drengene i at vide, hvordan man håndterer en udebanetur, siger Niklas Vincentz.

Vi uddanner spillere til førsteholdet eller udlandet

Efter sæsonen har holdkammeraterne måtte tage afsked med Tobias Lund Jensen, som er blevet solgt til Club Brügge, men spørger man Niklas, så er det ikke nødvendigvis en ulempe at miste spillere til udenlandske storklubber.

-  Det var også et stort højdepunkt for os på U17-holdet at sælge Tobias til Club Brügge. Vi ved, at vores spillere er interessante for udlandet, og det er et af de to vigtigste parametre for vores arbejde; at få nogle spillere på førsteholdet eller sælge dem til udlandet. Jeg ønsker Tobby held og lykke – vi er stolte af ham, siger Niklas.

Det andet af de vigtigste to parametre blev også krydset af, da Tobias Slotsager fik debut på førsteholdet i 3F Superligaens sidste runde mod Vejle Boldklub. Samtidig har sæsonen også budt på U17-EM, og her var Elias Hansborg-Sørensen afsted med Markus Jensen, hvor begge formåede at score i den danske landsholdstrøje.

Niklas og holdet er nu gået på velfortjent sommerferie, inden holdet samles igen i uge 26. Dog er der en del af U17-spillerne, som hen over sommeren har valgt at træne med hos førsteholdet, så formen kan holdes ved lige.