IMG_1020

17.04.2021 09:30

Vores tre ældste akademimandskaber spiller lørdag eftermiddag hjemme i Ådalen mod AGF, og vi har taget en snak med Kim Engstrøm om den opgave, der venter for U19-drengene.

Lørdag eftermiddag skal U19-drengene forsøge at fortsætte de gode takter, de viste for en uge siden, da det blev til en klar sejr over Vejle Boldklub. Denne lørdag er modstanderen AGF hjemme i Ådalen, og det, forventer Kim Engstrøm, bliver en vanskelig opgave.

- Der venter os en kamp mod et godt og fint hold som alle andre i vores række. AGF har ikke tabt ret mange kampe i denne sæson, til gengæld har de spillet en del uafgjort, og det vidner om, at de kan volde problemer for de fleste hold. De har nogle dygtige spillere; særligt i den offensive del af spillet, og derudover har de en solid defensiv, siger Kim Engstrøm om lørdagens modstander fra Aarhus.

Det er det andet indbyrdes opgør mellem de to mandskaber. Det omvendte endte med en OB-sejr på 3-0 i Aarhus, og det er en kamp, som Striberne skal tage udgangspunkt i, når de lørdag klokken 12.30 igen møder AGF.

- AGF voldte os ikke de helt store problemer i Aarhus. Det gjorde de ikke, fordi vi kom blæsende ud fra start. Allerede efter tre minutter var vi foran med 2-0. Det gjorde, at vi havde kontrol over kampen meget tidligt, og vi vandt 3-0 uden at være i problemer undervejs i kampen. Derfor er vi klar over, at vi skal komme med det samme udtryk fra første fløjt. Vi er dog også bevidste om, at AGF vil gøre alt, hvad de kan for at revanchere sig. Så der bliver en vanskelig modstander og formentlig en intens kamp, siger Kim Engstrøm.

I forårssæsonen har Striberne vundet to ud af tre kampe, og seneste sejr i Vejle var særdeles overbevisende. Derfor er der forståeligt nok også en god stemning i truppen.

- Status hos os selv er meget meget fin. Vi har en fuldstændig skadesfri trup, som er sprængfyldt af selvtillid, og der er en meget skarp konkurrence om, hvem der skal spille. Vi i trænerteamet har frit valg på alle hylder, og rigtig mange byder sig til. I Vejle-kampen havde vi et par nye spillere med i startopstillingen, som gjorde det rigtig fint.

- Så vi skal bygge videre på vores gode præstation og på sejren i Vejle. Derudover skal der lægges endnu mere på i forhold til det spillemæssige. Så er jeg også sikker på, at vi har mulighederne for at tage de tre point i eftermiddag, siger Engstrøm.

Lørdagens kamp er også den første hjemmekamp i foråret, og vi skal helt tilbage til den 5. december for at finde den seneste hjemmekamp. Ude er godt, men hjemme er som bekendt bedst, og derfor ser Striberne også frem til igen at spille hjemme i Ådalen.

- Vi glæder os til at skulle spille hjemme i Ådalen for første gang i fire og en halv måned. Vi er en del af en tæt række, hvor vi gerne vil hænge på i den øvre halvdel. I en så tæt række er det ekstra vigtigt, at vi hele tiden får point. Så vi jagter det at kunne sætte en stime af sejre og point sammen. Vi vandt senest, og vi tror på, at vi med en sejr i dag kan igangsætte den stime, vi jagter.

U19-drengenes kamp mod AGF spilles i Ådalen lørdag klokken 12.30. Der er desværre ikke adgang for tilskuere til kampen.

Foruden U19-drengenes kamp mod AGF venter der også opgør mod AGF hjemme i Ådalen for vores U15- og U17-drenge. De to mandskaber spiller klokken 15.00, og her er der heller ikke adgang for tilskuere.