IMG_8498

13.10.2020 10:09

En god håndfuld OB-drenge har netop været afsted med de danske U16-, U17-, og U19-landshold, og her kan du få et overblik over, hvordan de klarede sig.

Seks OB-spillere har i den seneste uge været ude og repræsentere de danske U-landshold. Elias Hansborg (Munkebo Boldklub) og Samuel Juel (Svendborg fB) var begge i Duisburg med det danske U16-landshold. To af vores målmand fra U17-holdet i form af Marcus Alstrup (Munkebo Boldklub) og Magnus Nielsen (Boldklubben Marienlyst) udgjorde målmandsduoen på det danske U17-landshold, der skulle møde Tyskland i Aabenraa. De danske U19-drenge skulle en tur til Polen, og her var Robin Østrøm fra vores U19-mandskab udtaget, hvilket førsteholdets Daniel Obbekjær (Næsby Boldklub) også var.

De to yngste, Elias Hansborg og Samuel Juel, var begge i kamp for Danmark, som i to omgange mødte Tyskland. Første kamp endte med en dansk sejr på 2-0. Her startede Elias Hansborg på banen, og efter 23 minutters spil scorede han til 1-0 for Danmark i sin landsholdsdebut. Klubkammerat Samuel Juel blev skiftet ind til sin landsholdsdebut i kampens 86. minut.

I anden kamp mod Tyskland var Samuel Juel i startopstillingen, mens Elias Hansborg blev skiftet ind efter 65 minutter. Danmark tabte kampen med 4-5, men igen kom Elias Hansborg på måltavlen for de danske drenge.

U17-landsholdet spillede en enkelt kamp mod Tyskland, og her var det med Marcus Alstrup mellem stængerne fra første til sidste fløjt. Det gjorde selvfølgelig, at Magnus Nielsen måtte tage plads på bænken som reservemålmand i hele kampen.

Alstrup, som i denne kamp debuterede på U17-landsholdet, spillede en stærk kamp, og han leverede flere store redninger, i en kamp der endte 2-2. Efterfølgende skulle det afgøres i en straffesparkskonkurrence, og her vandt vi 4-3 – blandt andet efter to redninger fra Marcus Alstrup.

På U19-landsholdet fik Robin Østrøm debut for de rød-hvide drenge, da han startede på banen i en træningskamp mod Polen, der blev vundet med 3-1. Østrøm spillede de første 67 minutter af kampen, mens Daniel Obbekjær fra førsteholdstruppen blev skiftet ind i kampens 76. minut.

Stort tillykke til de talentfulde OB-spillere med de flotte indsatser på landsholdet – og stort tillykke til Øens Hold samarbejdsklubberne Munkebo Boldklub, Svendborg fB, Boldklubben Marienlyst og Næsby Boldklub.