IMG_3194

23.07.2021 13:17

Søndag eftermiddag spiller vi sæsonens anden kamp, når vi gæster Randers FC, og i deres premierekamp oplevede Andreas Alm dem som et stærkt hold.

I lidt mere end en måned har Andreas Alm stået i spidsen for vores førstehold, og det er indtil videre blevet til en enkelt superligakamp, hvor vi slog FC Midtjylland med 2-1 på udebane. Det har selvsagt gjort noget godt for humøret i Ådalen, og foruden det gode humør er der flere ting, der går i den rigtig retning.

- I dag er det en uge siden, vi spillede sæsonpremieren i Herning, og det har været en dejlig uge. Det giver altid en god følelse at vinde en fodboldkamp, og det har givet os gode betingelser for at fortsætte arbejdet på træningsbanen. Her kommer vi bedre med på fysikken, og som tiden går, lærer vi også at tænke flere fælles tanker, siger cheftræner, Andreas Alm.

Næste opgave er Randers FC på udebane, når Andreas Alms tropper på søndag skal en tur til Kronjylland. Randers FC kom ligesom os godt i gang med sæsonen, da de vandt med 2-0 på udebane mod Vejle Boldklub, og til den kamp var Andreas Alm selv på plads på tribunen.

- Randers FC er først og fremmest et hold. Det er tydeligt, at de spiller fodbold som et hold. Man snakker tit om, hvad et holds styrker er, og Randers største styrke er, at de ikke er 11 spillere; de er ét hold. Deres resultater i sidste sæson - både i ligaen og i pokalen - viser også, at de har gjort det godt, og de har udviklet sig. Så der venter os en svær kamp, siger Andreas Alm.

Netop en svær kamp er der i vente, hvis man ser på statistikkerne. De indbyrdes opgør mellem OB og Randers FC har i de seneste mange år været præget af et enormt overtag til hjemmeholdet. Den del bekymrer dog ikke vores cheftræner det store.

- Inden vores kamp mod FC Midtjylland var der samme snak om, at det er en svær udebane. Ser man på historikken, så kan vi konkludere, at vi skal spille en god kamp for at slå Randers FC, fordi de har meget kvalitet. Vi skal tage derop med en fælles idé om, hvordan vi skal gøre tingene, og så skal vi arbejde hårdt. Lykkes vi med det, så har jeg klart en tro på, at vi kan tage point med hjem til Odense, siger Andreas Alm.

Kampen mellem OB og Randers FC spilles søndag klokken 14.00 på Cepheus Park. Det er Canal 9, der sender kampen, og vil du streame kampen på Discovery+, så har vi i samarbejde med Discovery lavet et tilbud, så du kan abonnere på Discovery+ for bare 99,- pr. md. i de første tre måneder.