Annonce
Annonce
- Alt kan ske i foråret
Førsteholdet

- Alt kan ske i foråret

11 jan 2021
Annonce

Kasper Larsen synes, vi ser særdeles skarpe ud på træningsbanen, så optimismen og troen på en succesfuld forårssæson er stor hos vores stærke forsvarsspiller.

Annonce

Ferien er for længst overstået, og i godt en uge har OB-spillerne givet den gas på træningsbanen i Ådalen, hvor der er taget hul på forberedelserne til en spændende forårssæson. Dermed er drengene tilbage i hinandens selskab, og det er noget, der glæder Kasper Larsen.

- Det er rigtig dejligt at være tilbage på træningsbanen sammen med alle gutterne. Jeg har brugt min ferie på at slappe af både fysisk og mentalt, men jeg har selvfølgelig også fulgt det træningsprogram, vi skulle. Så formen er fin, og derudover er jeg kommet tilbage med et sæt batterier, der er ladet 100 % op.

- Det har ikke været muligt at lave det helt vilde i ferien på grund af COVID-19, så jeg har brugt en masse tid i hjemmet og med den nærmeste familie. Så min ferie er blevet tilbragt i selskab med få mennesker, men det er også godt nok en gang imellem. Jeg føler i hvert fald, at jeg har fået det ud af ferien, som jeg skulle, og nu er jeg fuldstændig klar til en spændende forårssæson, siger Kasper Larsen.

Sluttede godt af
Og en spændende forårssæson kan man godt forvente, der er i vente. Vi er inden de sidste ni kampe i grundspillet blot fire point fra en plads i top seks, og særligt vores slutning på efterårssæsonen, hvor vi tog fem point mod AaB, FCM og FCK, gør, at Kasper Larsen ser optimistisk på det næste halve års kampe.

- Alt kan ske i dette forår. Jeg synes, vi sluttede rigtig godt af mod nogle af rækkens stærkeste mandskaber. Den mentalitet, energi og ærgerrighed vi viste i slutningen af efteråret skal vi tage med ind i forårssæsonen, for jeg tror på, at det kan blive en af nøglerne til, at vi går en succesfuld forårssæson i møde, fortæller Larsen.

En lille håndfuld træningspas er gennemført, og på torsdag venter første træningskamp, når Striberne på udebane møder SønderjyskE. Og selvom det ikke er længe siden, der stod ferie på to-do-listen hos OB-spillerne, så er Kasper Larsen imponeret over den tilstand, som OB-truppen er kommet tilbage i.

- Vi er startet rigtigt, rigtigt godt op. Personligt har jeg sjældent været med til en opstart, hvor folk har været så skarpe i forhold til fysik og energi. Der er selvfølgelig altid god energi, når man starter op, men jeg synes virkelig, det ser godt og spændende ud, så det tegner rigtig godt for os, siger vores nummer fem.

Ser frem til at kæmpe om tre point
Som det ser ud lige nu, så er det mere end tvivlsomt, om vi får lov at have tilskuere på Nature Energy Park, når vi møder Lyngby den 3. februar i 3F Superligaen, og hvordan det kommer til at se ud i resten af foråret, er det endnu sværere at spå om. Men fans tilbage på tribunerne er i den grad savnet, og i forårssæsonen er det noget, Kasper Larsen drømmer om.

- Vi må acceptere, at COVID-19 sætter sine begrænsninger med hensyn til tilskuere, men det er da helt vildt ærgerligt. Trods det og en kort opstart ser jeg frem til at spille om tre point weekend efter weekend.

- Hver gang vi træder ind på banen, så er det med målet om at tage sejren. Så jeg glæder mig allerede nu rigtig meget til at spille betydningsfulde kampe, men glæden og længslen efter igen at spille en fodboldkamp på Nature Energy Park for øjnene af tusindvis af tilskuere, den er mindst lige så stor, siger Kasper Larsen.

Første træningskamp i opstarten spilles torsdag den 14. januar klokken 12.00 på udebane mod SønderjyskE. Der er desværre ikke adgang for tilskuere, men kampen streames af værterne på deres Facebook-side og Youtube-kanal, og vi giver jer linket, så snart det er klart.

Annonce