OBdk

16.12.2020 10:00

Audi har forlænget og udbygget partnerskabet med OB, hvilket kommer til glæde og gavn for klubbens fans gennem unikke live-oplevelser med klubben og den tyske bilproducent. Aftalen er toårig og gælder frem til 2023.

Audi og OB er mangeårige, stolte samarbejdspartnere, og det gode partnerskab fortsætter nu frem til 2023 til gavn for fynske fodboldfans, Audi og OB.

- Partnerskabet med Audi er spændende og innovativt, da vi udfordrer normer indenfor sponsorater med et nyt digitalt partnerskab. I Odense Boldklub har vi et stort fokus på digitalisering, og digitale partnerskaber som dette er fremtiden. Det er derfor rigtig fedt, at Audi går all-in på initiativet med dette nye digitale partnerskab, siger Account Manager i Odense Boldklub, Anders Skjoldemose.

Audi og OB arbejder på at skabe unikke oplevelser på Nature Energy Park, og et skridt i den retning er blandt andet konceptet "Audi Home", hvor heldige fans bringes til kamp på Nature Energy Park i Odense i en Audi.

- Partnerskabet mellem Audi og OB åbner op for helt nye muligheder for OB-fans, og for dem som kører sin Audi til service hos Audi Odense. Gennem det digitale samarbejde og leverancer i premium mobilitet vil vi skabe rammerne for unikke oplevelser, der bringer OB-fans endnu tættere på klubben, siger Morten Friis-Olsen, Head of Marketing hos Audi.

Til udvalgte hjemmekampe i 3F Superligaen vil fynske fodboldfans i samarbejde med Audi få mulighed for oplevelser, der spænder fra fankørsel, VIP-billetter og hospitality i Audi Lounge - til fysisk som digital tilstedeværelse tættere på kridtstregerne på Nature Energy Park end nogensinde før. Læs mere om partnerskabet på www.audi.dk/ob, og hold dig opdateret omkring de nye tiltag, som starter op i forårssæsonen 2021.