DSC05582 copy

31.01.2023 14:07

Vi er blevet enige med Vendsyssel FF om en transfer for Ayo Simon Okosun, så den 29-årige midtbanespiller omgående skifter til den nordjyske klub.

Ayo Simon Okosun kom til OB fra FC Midtjylland i oktober 2020, og siden er det blevet til 63 kampe og to mål i den stribede trøje, men nu vender Okosun tilbage til Vendsyssel FF, hvor han også spillede fra 2015 til 2017.

-Ayo er en meget respekteret person og holdkammerat i OB, og vi takker ham for hans indsats for OB. Vi ønsker ham held og lykke, nu hvor han vender tilbage til Vendsyssel, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.

I OB var Ayo Simon Okosun blandt andre med til at føre klubben til Pokalfinalen i 2022, hvor han endda blev kåret som Pokalfighter, og derfor er det også vemodigt, når han nu flytter fra Ådalen.

- Det har været en ære at repræsentere striberne. Jeg er glad for den tid, jeg har haft i OB, og jeg vil gerne takke holdkammeraterne, trænerne og lederne for at være en del af min karriere. Jeg vil også gerne takke og rose fansene for den måde, som byen bakker op om klubben på. Jeg synes, at støtten har været overvældende, siger Ayo Simon Okosun og fortsætter:

- Jeg kommer aldrig til at glemme den stemning, som fansene skabte på tribunen og på banen til Pokalfinalen, og selvom det ikke endte med en sejr, så jeg ønsker bare byen og klubben alt det bedste.

Tak for din tid i den stribede trøje, Ayo.