IMG_0637

04.06.2020 14:23

Tarik Ibrahimagic og Max Fenger fik begge debut i 3F Superligaen i denne uge, og her får I lov til at høre lidt mere om dem, når de fortæller om hinanden.

Vores akademi under ledelse af Head of Coaching Tonny Hermansen har igen udklækket nye talenter, som kan repræsentere de blåhvide farver på de danske fodboldstadions.

Tarik Ibrahimagic og Max Fenger har begge været en del af det meget succesfulde U19-mandskab, som ligger suverænt nummer et i rækken og trænes af Kim Engstrøm.

For få uger siden fik de begge fuldtidskontrakter og blev rykket i førsteholdstruppen, og så fik begge 3F Superligaminutter i benene, da den stod på debut mod AGF mandag aften.

Vi gav dem opgaven at beskrive hinanden, så her får vi et indblik i, hvem ”Babo” og ”Maximand” i virkeligheden er:

Beskriv Max Fenger som fodboldspiller

- Han har en stor vilje til at ville vinde. Han er også en kæmpe holdspiller med stort H, og han ville løbe igennem en mur, hvis vi bad ham om det. Vi så jo mod AGF, hvordan han bare viftede Niklas Backman og Frederik Tingager væk, hvilket siger noget om hans styrke. Derudover har han også et godt hovedspil, lyder det fra Tarik Ibrahimagic.

Beskriv Tarik Ibrahimagic som fodboldspiller

- Han er jo en fantastisk spiller til at orientere sig og er meget boldfast. Han har en vildt god ro på bolden samtidigt med, at han også kan være kampafgørende. Vi har set ham score en del mål i U19-rækken, han har været anfører for holdet og går virkelig forrest, når det gælder, siger Max Fenger.

Hvem er den bedste tekniker?

Begge peger på Tarik.

Hvem scorer først i 3F Superligaen?

- Hvis det bliver på frispark, så tager jeg den. Men Max spiller lidt længere fremme, så det bliver nok ham, lyder det fra Tarik, mens Max supplerer:

- Den snupper jeg, lyder det med et grin.

Hvilken udenlandsk klub ville Max passe ind på lige nu?

- Han ville være god i Everton. De spiller direkte fodbold, og hvis man ser på Dominic Calvert-Lewin, så bliver han brugt i den rolle, som Max gør, hvor man kan spille den op på ham, mener Tarik.

Hvilken udenlandsk klub ville Max passe ind på lige nu?

- Det må være Ajax Amsterdam. De spiller teknisk, flot fodbold, og der tror jeg, at Tarik ville passe godt ind, lyder det fra Max.

Tarik ”Babo” Ibrahimagic kom til OB fra OKS som 14-årig og har skrevet under på en toårig kontrakt fra denne sommer. Han spiller i trøje nummer 21.

Max ”Maximand” Fenger blev hentet i Roskilde for to år siden, hvor han bombede mål ind. Han har fået trøje nummer 15 og en kontrakt på et år.