
Bernat sætter pris på opbakningen til dagens træningskamp
02 jul 2022Selvom sejren udeblev i dagens træningskamp, er Hans Christian Bernat stadig glad for at være tilbage i Ådalen.
Hans Christian Bernat havde forlænget ferie, da han i juni var samlet med U21-landsholdet, og i dag var han den eneste, som var på banen i samtlige 90 minutter, da vi spillede træningskamp mod AC Horsens.
- For mig var det jo min første kamp efter, at jeg kun har trænet fire gange. Det er altid specielt at skulle spille en kamp, når man ikke har spillet i lang tid. Ellers var det dejligt at være tilbage igen, og dejlig at møde en modstander, som lige er rykket op i Superligaen. Det var tydeligt at mærke, at de havde noget blod på tanden, siger Hans Christian Bernat.
Og netop kamptræningen var det vigtigste for Hans Christian at tage med fra i dag:
- Hvis jeg skal tale for mig selv, så er det kamptræningen efter en ferie, som har været det vigtige. Det gælder også for de andre, så vi kan finde en rutine igen, og mærke hinanden af. Der er jo ikke længe før det for alvor begynder.
Dagens kamp blev spillet i Ådalen, og selvom det ikke var med Nature Energy Parks fyldte tribuner, var det alligevel en flot kulisse at starte op på:
- Jeg synes det var superdejligt at spille i Ådalen, da vi har en rigtig god bane, som vi træner på hver dag. Det var en fed oplevelse, og det er længe siden, jeg har spillet kamp hernede, så det var fedt.
- Det tyder på, at vores fans fortsætter hvor de slap med god opbakning på lægterne. Jeg er sikker på, at det ikke er gået nogens næse forbi, at der var så mange tilskuere, der kom for at støtte os her i Ådalen. Det er noget vi værdsætter.
Kampen mod AC Horsens endte desværre ikke til vores fordel, da jyderne kunne rejse hjem med en 3-1 sejr. På lørdag går det løs igen, når vi igen spiller træningskamp i Ådalen – denne gang mod Vejle Boldklub kl. 13.00.
Lige nu

Alen Mustafić er ny mand i striber

Sådan starter vi i Ikast

Vi præsenterer OB Media

- Vi vil altid gerne slå FC Midtjylland

Se FC Midtjylland – OB live på stadion eller stream

To striber skal med U17-landsholdet til Kroatien

Lars Bjerring er Head of Goalkeeping
