14.07.2019 18:53

Det startede fantastisk, og vi kom foran 2-0, men i sidste ende måtte vi indkassere et bittert nederlag på 2-3 til de regerende danske mestre.

 3F Superligaen, runde 1
Søndag 14. juli, kl. 16.00, Nature Energy Park
OB – F. C. København 2-3 (2-1)
1-0 Troels Kløve (1’)
2-0 Troels Kløve (31’)
2-1 Jonas Wind (42’)
2-2 Dame N’Doye (48’)
2-3 Dame N’Doye (70’)

Gule kort:
OB: Jeppe Tverskov (45’), Bashkim Kadrii (84')
FCK: Dame N’Doye (58’), Guillermo Varela (84’)

Tilskuertal: 9.067

Kampens forløb:
Søndag eftermiddag kunne vi efter godt seks ugers pause sparke 3F Superligaen i gang. Det gjorde vi med en kamp på hjemmebane mod de regerende danske mestre fra FCK.

Derfor var det naturligvis gæsterne, der var favoritter, men det fik vi hurtigt lavet om på. Allerede i kampens første minut måtte FCK-keeper Sten Grytebust nemlig pille bolden ud af nettet. Ryan Johnson Laursen kom igennem på højrekanten, smed et indlæg ind i feltet, som Troels Kløve firsttimede ind i nettet.

En livlig start på kampen, og målet fik på ingen måder kampen til at dale i tempo. Spillet bølgede frem og tilbage, og efter syv minutter var FCK tæt på at udfordre Oliver Christensen i OB-målet, men i stil med en ishockeyspiller fik et par stribede forsvarsspillere kastet sig ind i bolden, inden den nåede frem til målet.

Minuttet efter var der ingen forsvarsspillere i vejen, da Jonas Wind sparkede bolden på stolpen. FCK havde chancer, men det havde vi også selv i den anden ende, og kort efter afslutningen på stolpen burde Ryan Johnson Laursen have gjort det til 2-0, da bolden faldt ned for fødderne af ham ind i feltet.

Masser af chancer i de første ti minutter, og herefter var det som om, kampen begyndte at sætte sig. Det gjorde den med gæsterne mest på bolden, men uden evnen til at skabe de store chancer.

En enkelt gang var de dog farlige på en omstilling, men Ramon Leeuwin kom i vejen for afslutningen fra Jonas Wind. Næste chance var en omstilling i den anden ende, hvor Bashkim Kadrii blev spillet fri af Anders K. Jacobsen, men Grytebust kom flot ned ved den nærmeste stolpe og sendte den til hjørnespark.

Et hjørnespark der fra kaptajn Drachmann blev sendt helt over i det bageste område af straffesparksfelt, hvor Troels Kløve dukkede op. Han satte pandebrasken på den, og bolden sejlede over venner og fjender og direkte over i sidenettet til 2-0. En flot scoring på en standardsituation, der uden tvivl var blevet øvet på træningsbanen.

Fem minutter senere kom Dame N’Doye igennem til en fri skudmulighed, men Oliver Christensen læste afslutningen, og han greb afslutningen fra FCK-angriberen. Kort efter kom københavnerne til en ny skudmulighed, men igen var Oliver Christensen på plads.

Med små fem minutter tilbage af første halvleg gav vi et unødvendigt hjørnespark til FCK, og det var en chance FCK ikke lod glide ud af hænderne. N’Doye vandt duellen foran Tverskov, og han headede den videre til Jonas Wind, der stangede den i nettet og reducerede for københavnerne.

I første halvlegs sidste minut var det dog Striberne, der var ved at smide en spand koldt vand i hovedet på FCK. Bashkim Kadrii fik bolden i fødderne, vendte rundt ved at chippe bolden op til sig selv, hvorefter han flugtede mod mål – men Sten Grytebust hev en stor redning ud af ærmet, og det skulle vise sig, at det ikke var sidste gang i kampen, FCK fik brug for en stor redning fra nordmanden.

Fra anden halvlegs start kom vi godt fra land, og efter Troels Kløve i første halvleg havde scoret i første spilleminut, fik han troen på, at den skulle have forsøget igen. Han udfordrede FCK-defensiven, men blev tacklet i sidste øjeblik, så det endte ud med et hjørnespark.

Det fik FCK afvist, og to minutter senere havde de bragt balance i regnskabet, da Dame N’Doye sendte bolden i nettet.

Herefter fulgte en periode, hvor FCK var på bolden, men hvor de havde store problemer med at skabe målchancer, og vi skulle runde en times spil, før der igen var fare på færde. Et hjørnespark blev sendt direkte ind i hovedet på Dame N’Doye, men senegaleseren stangede bolden over nettet.

Syv minutter efter var Dame N’Doye igen på spil. FCK fik opsnappet en pasning fra Jeppe Tverskov, og kort efter fandt Carlo Holsen frem til Dame N’Doye, der fra noget der lignede en offside-position, sparkede gæsterne i front.

Herefter var det som om, Michelsens tropper kom længere frem på banen, og de fik presset FCK længere tilbage. Med et lille kvarters spil blev der spillet hurtigt i OB-offensiven, og bolden endte ved Bashkim Kadrii, der med en kraftfuld afslutning sparkede mod det lange hjørne. Bolden havde retning mod målet, men på mirakuløs vis dukkede Sten Grytebust op og reddede afslutningen.

Fem minutter efter var Sten Grytebust igen på plads, og denne gang var det igen ved den fjerneste stolpe, da han i fuld længde reddede en flugter fra Jacob Barrett Laursen.

OB fortsatte med at presse på. Først var Oliver Lund ved at udligne på et hjørnespark, og kort efter var det Mathias Greve, der inde i feltet kom frem til en helt fri hovedstødschance. Forsøget manglede dog både saft og kraft, så Sten Grytebust kunne igen komme i vejen.

Derfor endte det – til trods for en stærk indsats fra Striberne – med et bittert nederlag på 2-3 til de danske mestre.

OB’s holdopstilling:
Oliver Christensen – Ramon Leeuwin, Jeppe Tverskov, Alexander Ludwig – Ryan Johnson Laursen, Troels Kløve (Oliver Lund, 82’), Janus Drachmann, Jens Jakob Thomasen (Mads Frøkjær-Jensen, 63’), Jacob Barrett Laursen – Anders K. Jacobsen (Mathias Greve, 82’), Bashkim Kadrii
Bænken: Sayouba Mandé, Oliver Lund, Julius Eskesen, Mathias Greve, Marco Lund, Moses Opondo, Mads Frøkjær-Jensen

FCK’s holdopstilling:
Sten Grytebust – Guillermo Varela, Sotirios Papagiannopoulos, Victor Nelsson, Pierre Bengtsson – Robert Skov (Carlo Holse, 69’), Carlos Zeca, Rasmus Falk, Viktor Fischer (Jens Stage, 69’) – Jonas Wind (Pieros Sotiriou, 81’), Dame N’Doye
Bænken: Kalle Johansson, Jens Stage, Pieros Sotiriou, Mohammed Daramy, Karlo Bartolec, Carlo Holse, Jacob Haahr

Næste kamp:
Mandag 22. juli, kl. 19:00, OB – Lyngby BK, Nature Energy Park