bjornsmidt

16.12.2021 13:00

OB samarbejder med mange passionerede erhvervsfolk med store OB-hjerter på hele Fyn, og én af dem er Bjørn Smidt, der står bag firmaet Nyborgvej 58.

Hvis man begiver sig rundt blandt Odense Boldklubs mange sponsorer og samarbejdspartnere – enten på Nature Energy Park eller til netværksmøder – så vil man møde mange dedikerede og passionerede erhvervsfolk fra alle grene af erhvervslivet.

Én af dem er Bjørn Smidt. Han startede i 2005 firmaet Nyborgvej 58 ApS. Blot tre år senere blev de senere sponsorer i OB, og det har de været lige siden.

- Da vi havde fået fodfæste, så var noget af det første, vi kastede os over at blive sponsor i OB. Og så er sponsoratet egentlig bare vokset hen over tid. Odense Sport & Event kan noget helt unikt, som man ikke finder andre steder. Og så har vi generelt brugt mange af faciliteterne i hele koncernen, siger Bjørn Smidt.

I OB har der været mange store oplevelser, og for Bjørn Smidt står det også tydeligt i erindringen, hvornår han faldt pladask for OB.

- Jeg husker tydeligt Miraklet i Madrid i 1994. Jeg boede i Aarhus på det tidspunkt, og selv deroppe var man på den anden ende over OB’s store resultat. Senere var jeg i Parken til pokalfinalen i 2002, hvor vi slog FCK. Det var en kæmpe oplevelse, og derfra var jeg bare hooked på OB.

- Så da jeg begyndte at starte eget firma, så var det nærliggende at blive sponsor herude. Og jeg har siden fundet ud af, at der ikke er noget, der kommer i nærheden af det her erhvervsmæssigt på Fyn, siger Bjørn.

Kærlighed til Odense
Når man taler med Bjørn Smidt, så er man ikke i tvivl om, hvor stor hans kærlighed er til Odense. Og for ham er kærlighed til Odense lig med kærlighed til OB.

Som ung lå det dog ikke i kortene, at det lige skulle være OB, Bjørn endte med at kaste sin kærlighed over, da han kommer fra en familie, som holder med B1909. Men efter B1909’s dalen ned i de lavere rækker, har Bjørn valgt at kaste sin kærlighed over OB. Et typisk scenarie fra gamle dage, hvor flere Odense-klubber havde sin storhedstid, er, at man ikke konverterer til rivalen, OB, som B1909’er. I stedet holder man med en anden superligaklub end OB. Men sådan er det ikke for Bjørn.

- Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man som fynbo skulle have en relation til en anden superligaklub. Det her er vores by, og jeg har en kærlighed til byen. Derfor måtte jeg også overgive mig til, at OB er det, vi kan være stolte af her på øen.

Sponsor i mange år – og det bliver han ved med
Der kan være mange årsager til, hvorfor man tegner et sponsorat i OB, men for Bjørn har førsteprioriteten altid været fodbolden og det at støtte op omkring det, han selv kalder ”byens stolthed”.

- For mig er fodbolddelen altid kommet først. Vi har været sponsor i OB uafbrudt siden 2008 – og sådan bliver det ved med at være. OB er byens hold og stolthed, og det støtter vi selvfølgelig op om.

Personligt er Bjørn Smidt en travl herre med familie og stort forretningsliv. Men det hele skal kunne hænge sammen, og derfor håber Bjørn også, at han snart kan tage døtrene med til fodbold på Nature Energy Park.

- Nu har mine døtre lige fået OB-trøjer med autografer på i julegave af Claus (salgschef, red.). Så nu håber jeg, at jeg kan begynde at tage min døtre med til kampene. Så har jeg en undskyldning for at tage på stadion, slutter Bjørn Smidt.