_MG_3869

18.07.2022 08:21

Vi har fundet superligatruppens fysiske træner internt, da Bo Nielsen, der hidtil har stået for den fysiske træning på Akademiet, fra den 1. august får ansvaret for den fysiske træning på førsteholdet.

Janus Blond har været fysisk træner for superligatruppen siden 2017, men ved udgangen af måneden stopper han, hvorefter Bo Nielsen overtager den fysiske træning.

- Bo har gjort et fremragende stykke arbejde på vores akademi, så jeg er glad for, at de kompetencer, vi søgte, kunne findes i klubben. Det er et stærkt signal fra Akademiets organisation, siger Björn Wesström, der er Fodbolddirektør i OB, inden han fortsætter:

- Bo har fremlagt en plan for Andreas Alm og mig, der understøtter klubbens retning om at udvikle metoder og resultater på både kollektivt og individuelt niveau, så jeg ser meget frem til at arbejde sammen med ham i lang tid fremover.

Siden sommeren 2017 har Bo Nielsen været tilknyttet som fysisk træner for Akademiet, men fra den 1. august overtager han nu også den fysiske træning for superligatruppen.

- Jeg er stolt over at være med til at skulle videreudvikle Fyns fodboldflagskib, så jeg kan bidrage til, at vi igen kommer ud over stepperne og spiller med om de sjovere placeringer i Superligaen. Derudover er det virkelig motiverende, at vi som klub kigger internt, når vi rekrutterer, siger Bo Nielsen og fortsætter:

- Min store erfaring med struktureret arbejde med fysisk træning på vores akademi vil helt sikkert hjælpe mig i arbejdet med udviklingen af vores superligahold. Jeg vil bidrage til, at koblingen mellem Akademiet og Superligaen udvikles, så spillerne i superligatruppen og på akademiet kan løfte hinandens fysiske præstationer, fordi det ligner hinanden, og så transitionen fra ungdom til senior bliver endnu mere naturlig.

Den nye aftale mellem Bo Nielsen og OB løber frem til sommeren 2027.