P4078698

14.07.2021 07:01

Vi har indgået et samarbejde med Bygma Region Fyn, så Bygmas forretninger fremadrettet kan tilbyde en række unikke oplevelser til deres kunder.

Bygma er den største danskejede leverandør af byggematerialer til det professionelle og private marked, og med snart syv filialer på Fyn, er det også naturligt, at de nu melder sig ind i den store sponsorkreds, der bakker op om Odense Boldklub.

- I OB har vi en målsætning om at fremme fynsk erhvervsliv og skabe lokal sammenhængskraft. Og netop lokal sammenhængskraft kommer tydeligt til udtryk i samarbejdet med Bygma, som blandt andet vil bruge samarbejdet til at samle deres mange kunderelationer på tværs af deres forretninger på Fyn, siger salgschef i OB, Claus Madsen.

Inspireret af OB’s Øens Hold-samarbejde vil Bygma samle håndværkere fra hele Fyn til fodbold i Odense, hvor Bygma indretter en ny skyboks på Nature Energy Park.

- Fodbold er en populær sport i Danmark, og da OB er Fyns stærkeste sportsbrand, ser vi gode muligheder for at samle vores forretninger og kunder på Fyn om noget, vi kan være fælles om. OB trækker tråde helt ud i de små fynske lokalsamfund, og det passer perfekt med Bygmas ønske om at være geografisk bredt repræsenteret og lokalt forankret, siger Bygmas regionsdirektør, Ejnar Andersen.

Den nye aftale mellem Bygma og OB løber i første omgang til sommeren 2023.