IMG_4142

16.06.2023 11:44

I løbet af sidste sæson var Christian Vestergaard udlejet til Kolding IF, hvor han var med til at sikre oprykning til NordicBet Ligaen, og nu forlænges lejeperioden, så den fortsætter i næste sæson.

Sidste sommer blev midterforsvareren Christian Vestergaard udlejet til 2. divisionsklubben Kolding IF, og det har været en succes for begge parter. Nu får de også glæde af hinanden i NordicBet Ligaen, da vi er blevet enige med Christian og Kolding IF om en lejeaftale for den kommende sæson.

- Christian har haft en god udvikling i Kolding, og vi er tilfredse med den mængde spilletid, han fik der. Vurderingen er, at nu hvor Kolding er rykket op i Nordic Bet ligaen, vil endnu en udlejning give ham den sportslige udfordring, der er næste skridt i hans udvikling. Vi ønsker Christian og Kolding IF held og lykke i næste sæson, siger OB’s fodbolddirektør Björn Wesström.

Som fast mand i forsvaret har Christian Vestergaard stor andel i en stærk sæson for Kolding IF, som sidste weekend sikrede sig oprykning og blot har indkasseret 25 mål i 31 kampe. Nu ser han frem mod endnu en sæson i det østjyske:

- Det har været et utroligt godt og lærerigt år i Kolding, hvor jeg er blevet pålagt et stort ansvar og har udviklet mig sindssygt meget. Nu håber jeg, jeg kan fortsætte udviklingen i en stærkere række. Jeg er glad for, at OB giver mig muligheden, og at Kolding viser mig tilliden, siger Christian Vestergaard.

Vi ønsker Christian held og lykke i næste sæson.