_DSC4842 copy

24.06.2022 07:53

Vi er blevet enige med Kolding IF om en lejeaftale af Christian Vestergaard, så den 21-årige forsvarsspiller i den kommende sæson skal repræsentere den østjyske fodboldklub.

Christian Vestergaard kom til OB som U14-spiller, inden han i sommeren 2020 blev rykket op i førsteholdstruppen, hvor han dog har haft svært ved at komme til spilletid. Derfor er vi i fællesskab blevet enige med Kolding IF om en lejeaftale for den kommende sæson.

- Christian har en genoptræningsperiode bag sig, og for at få den træning, der kræves, nu hvor han er erklæret skadefri, har han brug for løbende seniorkampe. Vi er derfor meget glade for samarbejdet med Kolding omkring Christians udvikling, og vi ønsker både ham og Kolding en god sæson, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.

I førsteholdstruppen har Christian Vestergaard ind til videre fået spilletid i to kampe; han spillede fuld tid i Sydbank Pokalkampen mod FC Midtjylland i 2021, og i 3F Superligaen fik han tyve minutter mod AC Horsens senere på foråret, men med denne lejeaftale håber han på mere kontinuerlig kamptræning.

- Jeg skal først og fremmest have nogle minutter i benene, og det føler jeg, at jeg kan få i Kolding. Så kommer jeg tilbage om et år i virkelig god forfatning, og så er jeg klar igen til at kæmpe om pladserne i OB, så på den måde glæder jeg mig til forhåbentligt at få en masse minutter i benene, siger Christian Vestergaard og tilføjer:

- Jeg har fået en fornemmelse af, at det er en spillestil, der passer mig rigtig godt, og jeg glæder mig bare til at komme ud og spille noget kompetitiv fodbold igen, så jeg ser frem til at komme derover og møde dem alle.

Christian Vestergaard starter op i Kolding IF den 4. juli, og lejeaftalen løber frem til den 30. juni 2023.