PB024420

06.11.2018 10:58

Tirsdag gælder det 1/8-finalen mod Hobro i Sydbank Pokalen, og det er en speciel kamp, som Ramon Leeuwin glæder sig meget til.

Ramon Leeuwin var en del af den forsvarskæde, der i fredags holdt Hobro fra fadet, da striberne slog dem med 1-0 hjemme på Nature Energy Park. Tirsdag klokken 17:30 venter en ny kamp mod Hobro, og Ramon Leeuwin tror på, at striberne kan tage endnu en sejr over Hobro.

- Det er altid intenst, når man skal møde det samme hold to gange på så kort tid. Men jeg synes, vi er et bedre hold. Det viser tabellen i ligaen, og jeg synes, vi viste det på banen i fredags. Vi har bevist overfor os selv, at vi kan slå dem, men de har også slået os tidligere på sæsonen, så det bliver rigtig svært for os, og Sydbank Pokalen er en vigtig turnering for os.

- Derfor skal vi tage til Hobro og arbejde hårdt. Vi skal vise engagement, vi skal vise, vi vil det, og det skal komme til udtryk både på vores vilje, men også i form af kvalitet i boldomgangen, som vi i perioder viste i fredags, siger Ramon Leeuwin.

Da det er Ramon Leeuwins første sæson i Danmark, så er det naturligvis også den første sæson, han stifter bekendtskab med Sydbank Pokalen. Pokalturneringen i Holland har han dog naturligvis deltaget i, og faktisk har han scoret i en cupfinale.

- Jeg har spillet finale i den hollandske pokalturnering, hvor jeg scorede. Det var et af de smukkeste øjeblikke i min karriere. Vi tabte godt nok kampen med 2-1 til Feyenoord, men hele vejen til finalen var perfekt, og det er noget, jeg aldrig glemmer. Vi slog PSV, og det var et historisk øjeblik både for mig, holdkammeraterne og hele klubben. Jeg synes, cupkampe er noget helt specielt, og derfor håber jeg rigtig meget på, at vi kan tage næste skridt, så vi kan få lov at drømme videre om at gå hele vejen, det vil være smukt.

Der er kampstart på DS Arena tirsdag klokken 17:30. Kampen bliver desværre ikke TV-transmitteret, i stedet kan du følge kampen via liveopdateringer på vores Twitter – eller i radioen. Er du mest til radioen, så sendes den første halve time på P4, mens resten af kampen sendes på P3.