IMG_4491

09.11.2020 18:29

Tre indkasserede mål på bare otte minutter blev afgørende for vores U19-drenge, som i weekenden tabte med 1-3 på udebane mod Lyngby.

U19-Ligaen
Lørdag 7. november, kl. 12.00, Lyngby
Lyngby – OB 3-1 (3-0)
1-0 (22.)
2-0 (25.)
3-0 (30.)
3-1 Rasmus Nissen (63.)

Kampens forløb:
U19-drengene var inden weekendens kamp på udebane mod Lyngby Boldklub inde i en god stime med fire sejre på stribe. Det viste sig dog hurtigt, at Striberne ville få svært ved at tage den femte sejr i træk.

I første halvleg havde OB-holdet det usædvanligt svært. Hjemmeholdet fra Lyngby var klart i teten, og de dominerede på bolden uden at skabe de helt store chancer.

Midt i første halvleg kom de på sejrskurs, da de med et drømmehug sendte bolden i kassen fra 25 meters afstand. Herefter gik det hurtigt, og bare otte minutter efter kampens første scoring var Striberne bagud med 0-3.

Det gjorde i højeste grad anden halvleg til en vanskelig opgave. Fire udskiftninger blev fortaget i pausen, ligesom Striberne foretog et formationsskifte. Det gjorde, at OB-drengene kom ud med et helt andet udtryk, og det blev en halvleg med Striberne i teten.

Der blev skabt et væld af store chancer, mens Lyngby i den anden ende også var farlige på omstillinger. Efter 63 minutters spil kom der så endelig en velfortjent reducering, da Rasmus Nissen sparkede den i kassen til 1-3. Inden da havde han haft et par andre nærgående forsøg.

OB fortsatte med at presse på i hele halvlegen, men det blev ikke til flere scoringer, hvorfor stimen af sejre i denne omgang sluttede på fire.

Kommentar fra cheftræner Kim Engstrøm:
Vi haltede efter Lyngby i store dele af første halvleg, hvor de var dygtige til at spille igennem vores pres, ligesom de var dygtige til at straffe os på omstillinger. Vi var ellers godt forberedte på, hvad Lyngby ville, men vi formåede i første halvleg ikke at dæmme op for det.

Vi skiftede fire mand i pausen og ændrede formationen til 4-4-2 for at se, om vi kunne komme tilbage i kampen. Vi dominerede anden halvleg, og vi skabte endda nok chancer til at score tre mål, hvilket trods en dårlig første halvleg ville have givet et enkelt point, men skarpheden manglede i afslutningerne. 

Vi ærgrer os rigtig meget over vores første halvleg, og specielt måden vi indkasserer de tre mål på otte minutter. Det må ikke ske på dette niveau, så det er reelt set de otte minutter, der blev afgørende for kampens endelige resultat.

OB:
Marcus Alstrup – Robin Østrøm (Magnus Saaby, 46.), Daniel Obbekjær, Jonathan Khemdee – Lasse Skøtt (Tarik Ibrahimagic, 46.), Anton Stage (Luca Kjerrumgaard, 46.), Valdemar Ibsen (Jakob Okkels, 46.), Jakob Breum, Mathias Brems – Simon Skøtt (Noah Christensen, 76.), Rasmus Nissen

Næste kamp:
Lørdag 21. november, kl. 12.30, SønderjyskE – OB, Haderslev Kunstgræsbane