_DSC9275

01.03.2021 15:00

Medlemmer fra fanklubben De Stribede har i de foregående kampe ageret bolddrenge til kampene på Nature Energy Park, hvor de haft plads på første parket til kampen, mens de har hjulpet spillerne på banen.

Normalt er det U14-spillere fra vores Øens Hold-samarbejdsklubber, der drøner rundt udenfor kridtstregerne og sørger for, at der altid er bolde klar til spillerne på banen. Men siden starten af forårssæsonen har det været personer fra fanklubben De Stribede, der har stået for den opgave. En af dem er Kim Thiilborg Petersen, der er 38 og har været i fanmiljøet i over 20 år:

- Klubben henvendte sig til fanklubben og spurgte, om vi kunne stille med otte bolddrenge. Det gav mening logistisk set, hvor vi bare kan mødes og blive lukket ind sammen, i stedet for at skulle forholde sig til diverse forholdsregler med de lukkede foreninger, forklarer Thiilborg og fortsætter:

- Først tænkte jeg, at jeg var lidt for gammel til det. Men omvendt tænkte jeg også, at jeg virkelig gerne ville på stadion. Jeg vil da hellere stå oppe på tribunen sammen med de andre OB-fans, men det er en fed oplevelse at tage med sig i sit senere fodboldliv.

Selvom det måske ikke er en helt vant rolle for De Stribede bolddrenge, så får de et fællesskab ud af det, som er svært at holde ved lige for tiden:

- De yngste er unge teenagere, og så er vi tre omkring de 40 år. Vi har det supersjovt sammen, og vi er forskellige steder i livet, men har det sindssygt sjovt og får nogle gode oplevelser, når vi oplever kampen helt tæt på. Det giver bare et fællesskab og sammenhold, som man ikke kan få på tribunerne lige nu, men det kan vi så få blandt bolddrengene.

I OB er vi glade for at inddrage vores fans og for samarbejdet med De Stribede. Det kan Kim også nikke genkendende til det:

- Jeg synes, at samarbejdet mellem klubben og fanklubben er generelt rigtig godt. Min holdning er, at OB er gode til at lukke os ind. Det fungerer godt, og man har nogle stærke kræfter med i det. Man har været gode til at samle os og sige, at nu samler vi ikke kun de officielle fanklubmedlemmer, men samler alle, så der ikke er et skel mellem os, siger Kim Thiilborg.

Vi glæder os til at det samlede, fynske fællesskab atter kan pryde lægterne på Nature Energy Park og diverse udebanetribuner rundt omkring i landet – det er ikke det samme uden jer.