IMG_4504

20.06.2022 06:18

Når U13-holdet skal evaluere på den nu overståede sæson, er det ikke resultaterne, men udviklingen fra 8- til 11-mandsfodbold og de individuelle kompetencer, som har været det vigtigste.

Hvis man skulle lave en hurtig analyse ud fra slutstillingen i U13-Ligaens pulje 1, vil man hurtig komme til den konklusion, at sæsonen ikke har været en succes, da drengene sluttede som nummer fire ud af seks hold. Men den analyse holder ikke helt i retten, fordi for staben på U13-holdet har det vigtigste været den individuelle udvikling og overgangen til 11-mandsfodbold:

- Vi er selvfølgelig ærgerlig over hvordan det er gået, men overgangen til at spille 11-mands har egentlig være rigtig fin. Vi har spillet mange gode træningskampe i forårsopstarten, blandt andet mod FC Nordsjælland og F. C. København, hvor vi har præsteret rigtig godt, siger U13-cheftræner, Magnus Mikkelsen, og fortsætter:

- Det vigtigste er at udvikle den individuelle spiller, og det er det tekniske, der har være i højsædet. Vi prøver at gøre dem klar til det færdige spil, ved at træne i de små situationer der opstår, såsom én-mod-én og to-mod-to. De udvikler altså mest det individuelle på det her niveau, og derfor er de ikke så langt på det færdige spil.

Samtidig kan holdet også kigge tilbage på en sæson, hvor de fik mulighed for at prøve kræfter med fodbolden uden for landets grænser, da de i slutningen af sæsonen rejste til Holland for at deltage i en international turnering med hold som FC Twente, Genk, FC Utrect og FC Köln.  

- Vi fik virkelig mærket, hvordan det er at spille fodbold, når man kommer uden for landets grænser. Det kan godt være, at drengene nogle gange tænker, at de er store nede i Haderslev, men det er de også i Holland, Belgien og Tyskland. Der fik drengene virkelig hård på brystet, og de fik mærket, hvordan det er at spille på et højt internationalt niveau.

- De fik virkelig syn for sagen, og de lærte, hvor meget man skal stå på tæer for at nå øverste hylde. Så det gav dem noget inspiration og gå-på-mod, så de kunne komme hjem og træne endnu hårdere, afslutter Magnus.

U13-holdet er nu gået på sommerferie frem til uge 29, hvor de starter træningen op igen.