_DSC3769 copy

16.09.2021 14:54

Jørgen Skjelvik har fået fuld spilletid i 3F Superligaen, hvor det tilmed er blevet til to scoringer og en enkelt assist, og han ser derfor også frem til fredagens opgør mod AaB.

Fredag aften er der kamp på udebane, når vi møder AaB i Aalborg. Ser man på de foregående OB-kampe i denne sæson, så er der stor chance for, at Jørgen Skjelvik starter på venstre back, da han har spillet samtlige minutter i dette års 3F Superliga. Her er det i de otte første runder blevet til to scoringer og en enkelt assist, så han er da også selv godt tilfreds.

- Det går rigtig godt for tiden. Det er dejligt at spille så mange minutter, som jeg gør for tiden, og det er dejligt både at bidrage med mål og assists. Så jeg er tilfreds, og jeg ser frem til kampen i morgen aften, siger Jørgen Skjelvik.

Seneste kamp blev til en sejr på 2-1 over SønderjyskE, og den gør, at vi inden niende runde blot er et enkelt point fra en plads i Mesterskabsspillet. Inden SønderjyskE-kampen tog vi også en sejr, da vi slog FC Roskilde ud af Sydbank Pokalen, og at vi går ind til AaB-kampen med to sejre i bagagen, det er vigtigt for Skjelvik.

- Sejre i fodbold betyder vildt meget. Vi er videre i pokalturneringen, og vi har nu ok fat i top seks. Så hvis vi kan fortsætte det og skabe en periode med nogle gode kampe og gode resultater, så kan det blive rigtig sjovt.

Næste kamp er fredag aften mod AaB, som er placeret på en tredjeplads i 3F Superligaen. Derfor kan man godt forvente, at det bliver svært for os, men Jørgen Skjelvik har stadig en stærk tro på, at vi kan få et godt resultat med hjem til Odense.

- Aalborg er altid et svært sted at spille. De har set fine ud, men jeg synes, vi havde et fint tag på dem i sidste sæson, hvor vi vandt den ene af kampene deroppe. Det giver os tro på, at vi kan slå dem, og det er den bedrift, vi tager derop for at gentage.

Spillerne er allerede torsdag eftermiddag kørt til Aalborg for at få de optimale forberedelser til kampen. Fredag eftermiddag drøner et par fanbusser afsted fra Odense til Aalborg, og netop fansenes støtte er noget, Skjelvik har bidt mærke i til denne sæson.

- Fansene har været helt vilde. Vi mærker virkelig, hvor stor forskel der er på tomme tribuner, og når der er fans, der støtter os. Det gør de i 90 minutter i hver kamp, og det er noget, vi sætter utroligt stor pris på. Derfor var det også fantastisk at kunne fejre en sejr med dem i mandags, og vi håber rigtig meget på, at kunne gentage det i morgen, siger Skjelvik.

Vil du være med til at støtte Skjelvik og de andre Striber i Aalborg, så kan du - hvis du er hurtig - sikre dig en plads i fanbussen, hvor du for 250 kr. både får kørsel tur/retur samt billet til kampen. Det kan du købe her.