_DSC3038 copy

12.11.2022 12:30

I morgen spiller vi årets sidste superligakamp, når vi søndag kl. 14.00 gæster AC Horsens, og for Issam Jebali bliver det ekstra vigtigt, at vi slutter året ordentligt af, når der kommer så mange stribede fans med til udebanekampen.

Søndag kl. 14.00 er der vigtige point på spil i Horsens. Med en sejr kan vi overvintre i top6, men det bliver ikke nemt at tage fra Horsens med de tre point.

- Det bliver en svær kamp. Vi ved, at Horsens kæmper til det sidste, og der er ingen nemme kampe i Superligaen. Men for os vil det være fedt at slutte året af med en udebanesejr, så vi giver alt, hvad vi har. Det bliver svært, men vi har vist, at vi ved, hvordan vi skal spille, og hvordan vi får point på udebane, så vi glæder os til den her kamp, siger Issam Jebali.

Søndagens kamp er samtidigt årets sidste, inden truppen deles, hvor nogle tager afsted med landshold og ungdomslandshold, mens andre holder formen ved lige i Odense, og det kan også give en ekstra motivation for at slutte året godt af i striber.

- Der er en ekstra motivation i, at det er årets sidste superligakamp, da vi gerne vil slutte året af med en sejr, og da vi ved, at der vil være en god atmosfære til kampen med mange fans, som tager med til Horsens.

Mange fynboer har nemlig allerede meldt deres ankomst til kampen i Horsens, hvor udebaneafsnittet er udvidet, så alle pladser på endetribunen Vest nu er dedikeret til stribede fans, og det er også noget, som spillertruppen har lagt mærke til.

- Det giver en ekstra motivation. Jeg synes, fansene har vist, at de støtter os, og det føles vildt godt. Atmosfæren er fantastisk, og fansene tror på os og kommer for at støtte os, og det gør, at vi performer på banen. Jeg synes, at der er et godt samspil mellem spillere og fans, og jeg tror, at hele byen er glad for den indsats, så jeg håber, vi kan give dem tre point at slutte året af på, siger Issam Jebali.

Hvis du også vil med til årets sidste superligakamp, så sikrer du dig billet til kampen her.