- Der er god optimisme blandt os spillere
Superliga

- Der er god optimisme blandt os spillere

16 okt 2018

Jeppe Tverskov regner ikke med, at den blågule kulisse ødelægger stribernes spil på banen, når OB gæster Brøndby på mandag.

Jeppe Tverskov er blandt de spillere, der har spillet samtlige minutter for striberne i de foregående tolv Superligakampe, og det var derfor en tiltrængt pause, han nu er vendt tilbage fra. 

- Jeg har godt kunnet mærke, at ferien er slut. Det har været hårdt at komme tilbage, og folk har lige skullet i gang igen. Det var rart at gå på Superligapause med en god fornemmelse i kroppen, og der er god optimisme blandt spillerne. Vi har fået nogle fine resultater, hvilket gør, at vi med en sejr eller to kan rykke længere op i tabellen. Vi går nogle vigtige kampe i møde, og specielt kampen mod Brøndby bliver meget vigtig, fortæller Jeppe Tverskov. 

Første opgør efter pausen bliver på mandag mod Brøndby. Det bliver det 81. opgør mellem de to traditionsklubber. Selvom Brøndby ikke har vundet de seneste fem kampe på hjemmebane i Superligaen, er der ikke kommet færre på lægterne af den grund. OB’s viceanfører påpeger selv den tætte lydkulisse på Brøndby Stadion, men han forventer ikke, at det bliver vanskeligt at vende det døve øre til de blågule fans. 

- Brøndby spiller en god omgang fodbold, og det gjorde de også i sidste sæson, hvor de fik sølv. De har mange af de samme spillere, og det er stadig et stærkt hold. Det er ikke nogen hemmelighed, at de har haft nogle problemer på især hjemmebane i denne sæson, og det er de problemer, vi skal forsøge at udnytte. FCK og Brøndby kommer altid til kamp med en stor fanskare i ryggen, og derfor er det ikke svært for spillere at sætte sig op til netop de kampe. Vi lægger ikke mærke til de mange fans, når kampen først er i gang, men vi skal nok komme til at høre ”Sydsiden”. Vi forsøger bare at tilpasse os stedet og finde vores egen rytme på banen. Brøndby er et sted, hvor man bliver presset langt tilbage på banen, og der vil være perioder, hvor vi ikke kommer til at fungere på den måde, vi gerne vil på bolden, siger Jeppe Tverskov og fortsætter. 

- Det er ikke nogen ubehagelig oplevelse at skulle spille foran de mange Brøndbyfans, og det håber jeg heller ikke, at de andre OB-spillere synes. Vi har mange spillere, der allerede har spillet en del Superligakampe og bør derfor være vant til trykket. Det er ikke uvant for os at spille kampe, hvor lydniveauet er højt, og det har tidligere lykkedes fint, så det burde ikke blive noget problem. Vi skal stadig forsøge at kommunikere med hinanden, og selvom vi ikke altid kan høre medspillerne, så skal vi stadig stole på, at de har ens ryg og er klar til at bakke op. 

OB har tidligere haft succes med at holde Brøndby’s målfarlige angriber, Kamil Wilczek, fra fadet. Han scoret mod alle de andre Superligaklubber, men det er endnu ikke lykkes for ham at score mod striberne. Jeppe Tverskov gør det ganske simpelt for, hvordan OB kan holde ham nede på de ti sæsonscoringer efter mandagens opgør. 

- Kamil Wilczek er en snu angriber, der ligger de rigtige steder i feltet, og han sparker den ind, når han får muligheden. Vi skal bare igen sørge for, at han ikke får muligheden, siger Jeppe Tverskov med et blink i øjet 

 

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik