Referat foto

26.04.2022 14:48

Onsdag aften spiller vi den første af to semifinaler i Sydbank Pokalen. Vi starter på udebane mod SønderjyskE, og her ser Max Fenger frem til en kamp, hvor der er endnu mere end tre point på spil.

Vi er inde i en god stime i 3F Superligaen, hvor vi efter fem kampe i Kvalifikationsspillet fortsat er ubesejrede. Onsdag gælder det en ny vigtig kamp, men i en anden turnering. Den står nemlig på den første af to semifinaler mod SønderjyskE i Sydbank Pokalen, og det ser Max Fenger frem til.

- I morgen er det ikke bare tre point, vi spiller om, der er endnu mere på spil. Vi spiller om at komme i en pokalfinale, og det er noget vi rigtig gerne vil. Jeg har ikke før på seniorniveau spillet knockout-kampe over to opgør, så det bliver spændende at prøve. Men selvom det først afgøres i Odense i næste uge, så tager vi til SønderjyskE for at vinde kampen, siger Fenger.

SønderjyskE er et hold, vi har spillet rigtig mange uafgjorte kampe mod; særligt på Sydbank Park i Haderslev. Seks af de syv seneste kampe i Haderslev er endt uden en vinder, og i år 2022 har vi allerede været på besøg dernede to gange.

- Vi har spillet mod SønderjyskE mange gange på det sidste, og vi har stadig en del kampe tilbage mod dem. Vi ved godt, hvad de kommer med, men det gør det ikke til en nemmere opgave. De bringer en masse fysik ind i kampen, og forsøget at sætte deres modstander under tryk med mere direkte spil. Så det er et svært hold at møde, men jeg har en stærk tro på, at vi kan vinde kampen i morgen, fortæller Max Fenger, som i øvrigt kom på tavlen, sidst vi var på besøg i Haderslev.

Semifinalen skal afgøres over to kampe. Første kamp er onsdag i Haderslev, og den 5. maj spiller vi returopgør på Nature Energy Park. Selvom vi på papiret er på udebane onsdag aften, så tyder meget på, at lydkulissen bliver anderledes. Over 1.100 OB-fans har nemlig sikret sig billet til udebaneafsnittet, så Striberne kan se frem til endnu en stærk støtte fra tribunen.

- Det betyder virkelig meget for os spillere. Fansene har gjort det fantastisk i denne sæson, og de fortjener et godt resultat i morgen. De har været gode både ude og hjemme, og det er en vigtig støtte for os. Så hvis der kommer mere end 1.000 OB-fans til kampen i Haderslev i morgen, så er jeg helt sikkert på, at det vil hjælpe os på banen, fortæller Fenger.

Kampen mod SønderjyskE fløjtes i gang kl. 18.00 på Sydbank Park. Hvis du endnu ikke har købt billet til kampen, så kan du gøre det her.

Hvis du ikke tager en tur til det sønderjyske, så kan du i stedet se kampen i fjernsynet, og her er det DR2, der sender den.