_DSC3171 copy

29.10.2022 12:38

Yankuba Minteh har taget byen med storm, da han efter få minutter på banen blev matchvinder mod F. C. København, og siden har han fortsat med at imponere det stribede fællesskab med sine tryllerier på banen.

18-årige gambiske Yankuba Minteh kom til klubben i sommers på en toårig kontrakt, hvor han i første omgang skulle spille for OB’s U19-hold, men allerede nu har han vist sit talent så meget frem, at han efter fire kampe blev forfremmet til førsteholdstruppen med navn og eget nummer på trøjen.

- Min første tid har været god, og jeg føler mig virkelig hjemme. Jeg har jo været her før, så det er dejligt endelig at være på plads her, siger Yankuba Minteh og fortsætter:

- Det har været fantastisk at spille med førsteholdet. Det var virkelig noget, jeg har set frem til, og jeg er så glad for, at de har valgt at tage mig op fast.

Yankuba fik sin debut mod F. C. København blot få uger efter sin ankomst til Danmark, hvor han efter få minutter modtog bolden foran feltet efter et fantastisk pres af Bashkim Kadrii, og herfra sendte han den i kassen til stor eufori på Nature Energy Park.

- Da jeg fik bolden fra Bashkim, tænkte jeg meget over, hvordan jeg skulle skyde til bolden, og jeg besluttede mig så for at sætte den omkring den nærmeste stolpe, for at få den så langt væk fra forsvarsspilleren inde i målet, fortæller han, og om jubelscenen siger han:

- Grunden til at jeg løb mod bænken, var for at takke træneren, men også Bernat fordi han har været en fantastisk støtte for mig. Han motiverede mig meget og sagde hele tiden, at min tid nok skulle komme.

Den store støtte som Yankuba og holdet møder fra det fynske fodboldfælleskab er heller ikke gået helt ubemærket hen:

- Det er så fedt at spille foran så mange mennesker, og at der er så mange, der råber mit navn – det motiverer mig rigtig meget. Selv når jeg går på gaden, er der mange, der hilser på mig, og det gør mig glad.

På mandag venter FC Midtjylland
Yankuba kan allerede få mulighed for at lufte sin nye trøje med navn og eget nummer på ryggen på mandag, når turen går det Herning, og det er hold, som han ser frem til at spille mod.

- Jeg ser tit deres kampe. De er et godt hold med mange gode spillere for eksempel Sisto, Evander og Kaba – de er alle rigtig gode, men jeg tror stadig, at vi kan vinde, siger han, inden han fortsætter:

- Det er vigtigt, at vi får spillet godt og er klar på alt.

Vil du med det stribede fællesskab til Herning for at støtte gutterne, så kan du tage med De Stribedes bus.

Planlægger du selv at tage turen, så køb din billet til kampen her!