P9200417

29.02.2020 09:07

Vi jagter top seks, der er god underholdning, og så får alle sæsonkortholdere en gratis omgang.

Der er gode grunde til at spendere sin søndag på Nature Energy Park i morgen, når Striberne tager imod Silkeborg IF kl. 14.

Resultaterne har ikke helt flasket sig, som vi ville have det, men der er stadig en chance for at nå top seks, og den vil vi naturligvis gå efter.

Spillerne har trænet godt i løbet af ugen, og der er god optimisme i truppen, inden det går løs mod gæsterne fra Silkeborg IF i morgen.

Udover kampen kan vi også byde på underholdning i Albani Fanzone, hvor den populære komiker Jacob Taarnhøj kigger forbi. Han vandt comedy-konkurrencen ”De Nyeste Nye” i 2012 og vandt ”Årets Talent” ved Zulu Comedy Galla i 2017.

Han tager sin gode ven, komikeren Olav Lundsgaard, med, så der skal nok blive masser af sjov fra kl. 12.45 i vores fanzone.

For vores lidt yngre fans er der åbent i Faxe Kondi Familiezone fra kl. 13, hvor der er ansigtsmaling, konkurrencer og naturligvis et besøg fra vores maskot, Katten Victor.

OB giver sammen med Albani desuden en gratis omgang til alle vores sæsonkortholdere. I har været med til at slå rekorden for flest sæsonkort til Nature Energy Park, og det skal belønnes. Alle sæsonkortholdere får derfor en gratis øl eller sodavand, når I kommer til kampen.

I skal blot vise jeres sæsonkort ved indgangen, og så får I udleveret en øl- eller sodavandskupon fra vores personale.

Vi håber at se masser af Striber på Nature Energy Park, når vi sammen jagter tre point søndag. Som altid opfordrer vi jer til at komme i god tid og gerne tage cyklen eller offentlig transport.

Har du ikke billet til kampen, kan den købes her.

Vil du købe et sæsonkort, som samtidigt giver en gratis omgang i morgen, kan det gøres her.